Nyhed

Se ny video fra Mikas, som debuterer på Spot Festival

Tidligere trommeslager for Peter Sommer og Lydmor udgiver musik i eget navn

Mikas har været trommeslager for både Lydmor og Peter Sommer, men besluttede sig i 2013 for at give sine egne sange ørenlyd. Han sendte sine demoer til Carsten Heller (Nephew, Spleen United med flere), der satte sig på producerposten, og sangene får lov til at se dagens lys på Spot Festival, hvor han vil spille sin debutkoncert i Musikhusets Kammermusiksal lørdag den 2. maj kl. 22.00.

"Da Mikas første gang præsenterede mig for demoindspilningen af "Vi Faldt Jo Ned", var det helt tydeligt, at han havde en vision med sin musik. Det var også tydeligt, at han havde tænkt meget over, at det lige præcis måtte være mig, der var den rette til at hjælpe ham med at føre den vision ud i livet. Jeg syntes rigtig godt om demoen, men det, der overbeviste mig om at gå ind i samarbejdet med Mikas, var faktisk, at han kom med en utrolig positiv energi og ikke mindst en kæmpe ærlighed. Målet har lige fra starten været at skabe den bedst mulige spændvidde imellem hans skrøbelige og meget ærlige stemme og de monumentale dimensioner i musikken," fortæller Carsten Heller om debutanten.

Mikas spiller storslået, melodiøs pop med flossede og uperfekte kanter. Hans dansksprogede tekster skildrer melankolien, selverkendelse og ikke mindst kærligheden. Den første single hedder "Vi Faldt Jo Ned" og er forløberen for ep'en, som udkommer engang i efteråret. Se videoen til singlen her:


ANNONCE