Nyhed

Guide: Tjek weekendens 11 essentielle koncerter ud

På med ja-hatten til weekendens koncerter - der er masser af musikalske lækkerier derude!

Der er masser af pop, guitarfornøjelser, rap og meget andet på færde i disse sidste dage i foråret. Deltag i festen med de andre musikgale mennesker og nyd solskinnet eller regnskyllet på vej til spillestedet. GAFFA har samlet weekendens 11 essentielle koncerter - og det var skam så lidt. Klik på kunstnernavnet for links til billetsalg - også til andre koncerter med den pågældende kunstner. 

Onsdag den 20. maj

København: 


Per Vers, Pumpehuset 

Den danske ordsmed og freestyle-rapperen Per Vers har netop udgivet albummet "Tæt", der tæller en regnbue af prominente gæstestemmer fra blandt andre Povl Dissing, Jonathan Spang, MC Einar og Pede B. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr gav albummet fire stjerner og skrev blandt andet: "Per Vers' tekster er vedkommende og rammende - men aldrig fordømmende eller belærende. Ordene gør det lettilgængeligt, men det betyder ikke, at det er let. Det kræver blot, at man lytter efter andet og mere end det, der lige bliver sagt." Du kan opleve Per Vers spille koncert i Pumpehuset i København onsdag den 20. maj, og han spiller desuden også på Atlas i Aarhus den 21. maj, på Gimle i Roskilde den 22. maj og på Posten i Odense den 23. maj. 


Torsdag den 21. maj

København: 

Støttekoncert til Nepal (Kaka med flere), Operaen på Christiania 


Tordag den 21. maj er alle inviteret til støttefest for ofrene for jordskælvende i Nepal, når Operaen på Christiania er vært for en aften med masser af dansabel live-musik. Programmet står på dancehall, hiphop samt pladevending fra blandt andre Kaka, Rebel, Andreas Klar Parat, Dj First Lady og Dj Lange. Dørene er åbne fra klokken 20:00-02:30. Entreen koster 49 kroner og alt overskud går til jordskælvsofrene i Nepal. Gæster opfordres i øvrigt til at donere deres aflagte tøj. 

Vi Sidder Bare Her, Bremen Teater 


Trioen Vi Sidder Bare Her, alias Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, udsendte i maj 2014 deres tredje, og meget anmelderroste, album, "Ingen Regning Til Mig", og de har knapt rejst sig fra, hvor de sad, på den netop overståede Danmarks-turné, før de nu igen er på de danske landeveje. Den tænksomme trio kan få ord og lyd til at gå op i en højere endhed, og den enhed kan du opleve, når de gæve mænd giver koncert på Bremen Teater i København torsdag den 21. maj. Gruppen spiller desuden også koncert dagen efter samt den 23. maj - begge på Bremen Teater. 

The Broken Beats, Hard Rock Café


Hard Rock Café er flyttet nye lokaler på Rådhuspladsen 45-47, og det fejrer caféen med gratis livemusik fra The Broken Beats og DJ Peter Skeldahl. Det hele begynder klokken 17 med DJ Peter Skeldahl, hvor rocksange fra de gamle gode dage vil være de mest prominente. Klokken 18:30 vil The Broken Beats indtage scenen med deres anmelderroste melodiske power-pop. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez tildelte gruppens seneste album, "All Those Beginnings" fra 2013, hele fem stjerner med blandt andet følgende ord: "... det er som om, bandet med en brusende bølge af tangenter, strygere og store, brede akustiske guitarflader med lige dele list og magt forsøger at skylle lytteren med sig ind i sangene – og det lykkes." Læs hele anmeldelsen her.

Jelling: 

Jelling Musikfestival 


Jelling Musikfestival løber i år af stablen i pinsen den 21.- 24. maj, og der er masser af navne på plakaten: Roxette (S), Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt, Christopher, The Script (IRL), The Minds of 99, De Eneste To, Kim Larsen og Kjukken, Magtens Korridorer, TopGunn, Medina, Ramus Walter, Marie Key, Folkeklubben, Barbara Molekko, Carpark North, Julias Moon, Gnags, Kongsted, Svenstrup og Vendelboe, Ukendt Kunstner, Go Go Berlin, TV-2 og mange mange flere. Partoutbilletterne er udsolgt, men der er stadig endagsbilletter at få til alle festivalens dage. 

Fredag den 22. maj


København: 

Beat Circus Festival, Råhuset på Vesterbro

Der er dømt pigtrådsmusik til københavnerne, når Råhuset på Vesterbro lægger hus til en helt ny festival, der vil vil hylde garage- og beatmusikken fra 60'erne: Beat Circus Festival. Der bliver tale om et internationalt line-up i form af danske, svenske, tyske, schweiziske, engelske og norske kunstnere: The Youth, The Jackets (CH), Thee MVPs (UK), The Teamsters (UK), The Courettes (DK/DR), Baby Jesus (SE), The Wednesday Knights (NO), The Mind Flowers, Sick Hyenas (DE) samt internationale og lokale vinyl-dj's. Festivalen finder sted den 22. og 23. maj, en weekendbillet koster 250 kroner, mens en enkeltdagsbillet koster 150 kroner. 

Lydmor, Pumpehuset 


Lydmor (billedet), den 25-årige Jenny Rossander, forener den traditionelle sangskrivning med et elektropop-univers. Hun udgav sit debutalbum, "A Pile Of Empty Tastes", for tre år siden og har siden da spillet et hav af koncerter. Den 18. maj smed hun så sit nye album, "y", på gaden, som fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen. Om udgivelsen lyder det blandt andet:


"Lydmor er ikke sådan lige at sætte i bås. Hun er både tung og dyster i sit udtryk i det ene øjeblik (Remeber December) og fjerlet, humoristisk og poetisk det næste (I Love You). Jenny Rossanger er helt sin egen - og hurra for det! Det kan godt være, at denne plade har været tre år undervejs, men den har heldigvis været hele ventetiden værd."

Fredag den 22. maj holder sangerinden netop releaseparty i forbindelse med udgivelsen af det nye album, så kan du lide Lydmors lyd, er det bare med at komme af sted. 


Nordic Noise Festival, PH Caféen

For tredje år i træk slår Nordic Noise dørene op for et brag af en festival i rockens og hardrockens tegn. Blandt andre danske St. Prostitute og svenske Lou Siffer & The Howling Demons er på plakaten, og de kan opleves på festivalens holdeplads: PH Caféen i København. Det hele foregår den 22. og 23. maj, og du kan se det fulde program lige her

 


Aarhus: 

Gnags, Tivoli Friheden 

Gnags melder deres ankomst til Frihedens koncept "Fed Fredag" den 22. maj og er for første gang tilbage på den danske livescene siden 2009. Gnags har fået nye medlemmer og består nu af Niels Mathiasen på sax, Søren Runge på keyboards, Lars Daugaard på trommer, det gamle medlem Per Chr. Frost på guitar/bas (var med i Gnags 1974-97), Henrik Poulsen på bas, Anne Seier på kor og Rune Harder Olesen på percussion. Forsangeren er dog stadig den samme! Måske spiller de hittet "Mr. Swing King", som rent faktisk er inspireret af en forlystelse i Tivoli Friheden. 

Lørdag den 23. maj 


København: 


Emergenza (Finale), Vega 

Lørdag den 23. maj er det blevet tid til finalen i Emergenza 2015 i Vega. Ved seks semifinaler i Lille Vega i slutningen af marts kvalificerede 13 talentfylde nye bands sig til øst-finalen i den internationale musikkonkurrence, som afholdes i Store Vega. Vestfinalen foregår på Train i Aarhus fredag den 22. maj. Blandt de tre regionale vindere (Østdanmark, Vestdanmark og Syddanmark) udpeger juryen den samlede danske vinder i Vega, som går videre til den nordiske finale i Stockholm og evt. til den internationale finale, hvor hovedpræmien er en Europaturné.

Et eksempel på en gruppe, som fik sit internationale gennembrud efter de havde vundet Emergenza Festival, er norske Nico & Vinz, som i det forgangne år havde den 10. mest streamede sang på Spotify med singlen "Am I Wrong". Du kan se line-uppet til finalen i Vega lige her.    

 
Søndag den 24. maj

Odense: 


Vi Rocker, Tusindårsskoven 


Pinsedag, den 24. maj, bliver der rocket igennem i Tusindårsskoven i det fynske, når store danske navne spiller op til en festlig dag - forhåbentlig badet i solskin. I år er der udelukkende tale om mænd, der indtager scenen, da Vi Rocker byder på: Djämes Braun, Ukendt Kunstner, Joey Moe, Jokeren, Hej Matematik, Mads Langer, Kato og legendariske Dizzy Mizz Lizzy. 

Det du ikke får med - og det du måske lige nøjagtig kan nå: 


Tyler, The Creator spiller en totalt udsolgt koncert i Vega den 20. maj, men der er nogle andre spændende musikarrangementer i weekendens løb, som der i skrivende stund er få billetter til - men som du måske lige nøjagtig kan nå at få fat i billetter til: Lisa Ekdahl på Bremen Teater den 20. maj, Lars H.U.G. på Train den 21. maj og ikke mindst Jonathan Johanson i Vega den 22. maj. 

 

 


ANNONCE