Phil Rudd har endelig udtalt sig om den nuværende situation
AC/DC-trommeslageren Phil Rudd, har ikke hørt fra sine tidligere bandkammerater, efter han erklærede sig skyldig i besiddelse af narkotika og dødstrusler i sidste måned:
"Jeg har skrevet et brev til dem, jeg har forsøgt at komme i kontakt med Angus, men jeg har ingen kontakt haft med dem. Jeg er meget skuffet, men sådan er livet", fortæller han i det australske tv-show "A Current Affair"
Som erstatning for Phil Rudd har bandet hyret deres tidligere trommeslager, Chris Slade, der skal overtage Rudds plads på turneen:
"Jeg er sikker på, at de har det fedt, og jeg er sikker på, at de nyder at spille sammen, og jeg er sikker på, at det lyder godt", fortæller Rudd, der dog ikke ser helt sort på fremtiden:
"Der vil komme en turné mere, og jeg vil være en del af den. Det vil fortsætte, til vi dør, og vi vil sikkert alle dø, før det stopper", og afslutter:
"Jeg har erkendt mine fejltagelser. Det er kun opad og fremad herfra."
Tilbage i november sidste år blev Phil Rudd anholdt for at være i besiddelse af cannabis og amfetamin, samt at skulle have planlagt et mord. Sigtelsen om at skulle have planlagt et mord blev dog frafaldet og ændret til dødstrusler. Lige nu står han til op til syv år i fængsel, men hvor hård en straf han får, vides først den 26. juni, hvor strafudmålingen finder sted.