Nyhed

Pumpehuset og VoxHall fejrer Bob Marleys 70-års fødselsdag

Når den afdøde legende fylder rundt, skal det fejres med manér

Til februar ville reggaelegenden Bob Marley kunne have holdt sin 70 års fødselsdag. Det fejrer Pumpehuset traditionen tro den 31. januar med en kæmpe reggaefest. Det samme gør Voxhall lørdag den 7. februar.

Den legendariske jamaicanske grammyvindende sanger Michael "Ruff" Rose står på plakaten til festen. Han har opnået stor succes gennem sin karriere, der har strakt sig over mere end et kvart århundrede og var med gruppen Black Uhuru med til at vinde den første Grammy-statuette inden for reggae-genren med albummet "Anthem'", der vandt for bedste reggae-album i 1985. På festaftenen indtager han scenen som solo-artist.

Den jamaicanske sangerinde Shauna McKenzie, bedre kendt som Etana, deltager også i Bob Marleys fødselsdagsfest. På trods af at Etana først udgav sit debutalbum i 2008, har hun allerede skabt et stærkt navn for sig selv. Hendes fejlfrie, soulede stemme har tryllebundet og inspireret hele reggae-miljøet. Hendes debut, "The Strong One", modtog fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Henrik Bæk under overskriften: "Etana er reggaemusikkens svar på Tracy Chapman."


Den 7. februar indtager blandt andet Omar Perry, Pops Jabu og Djala scenen på VoxHall i Aarhus, hvor endnu en storstilet fødselsdagsfest løber af stablen - denne gang på jysk grund naturligvis. 

Djala er et 6-mands trommeband, og de kan sætte fut i danseskoene med rytmer fra Afrika som jamaicanske Bob Marley også fandt inspiration i til sin musik.

Djala er en musikalsk smeltedigel. Bandet blander traditionelle stilarter og instrumenter fra Senegal og Mali med moderne lyd. Resultatet er en musik, der på én gang er dansabel, svedig og smuk. Traditionelle og glade afrikanske trommerytmer udført i afrikanske dragter. Djala er i Mandingue-kulturen fra Vestafrika et meget vigtigt træ. Træet bruges som traditionel medicin og er kendt for sin ekstreme hårdførhed.


Bandet Djala prøver at overtage disse karaktertræk og som træet bringe medicin til folket i form af en spændstig omgang afrofusions-musik. De vil denne aften helt eksklusivt "chante" nogle af Bob Marleys sange.

Det lokale Pops Jabu, der har rødder i Zimbabwe, og som står for et forrygende miks af stærke tekster og højeksplosiv musik, står næst på plakaten. Sidst, men absolut ikke mindst, indtager Omar Perry scenen – manden er ikke for ingenting søn af legendariske Lee "Scratch" Perry og kommer utvivlsomt til at udgøre et mesterligt musikalsk punktum for denne aften.

Billetter til fødselsdagsfejringen i Pumpehuset den 31. januar er i salg og kan skaffes via GAFFA Live her

Billetter til fødselsdagsfejringen i Voxhall den 7. februar er i salg og kan skaffes via Voxhalls hjemmeside her


ANNONCE