Gustaf Ljunggren: – Musik skal være enkelt, men ikke forsimplet

Årets Gudman er en anerkendelse, der gives til "de kapaciteter i dansk musik, der skaber berigende oplevelser og gør det konsekvent, uselvisk og modigt", skriver foreningen bag arrangementet, der hvert år finder sted Amager Bio i november, på deres hjemmeside.

Her understreges det samtidig, at det oftest er en musiker, der ikke normalt løber med omtalen, der hædres, fordi målet er at bidrage "til en bredere forståelse af, hvad en god musiker er – særligt i en tid, hvor stjerner og talentshows fylder en del i samfundets musikforståelse."

I år var det svenskeren Gustaf Ljunggren, der ved hyldestkoncerten søndag den 22. november kunne skrive sig på den fine liste af modtagere af hæderen. Den tæller store musikere som Aske Jacoby, Mikkel Nordsø, Per Chr. Frost, Laust Sonne, og i 2011 fik den første kvindelige musiker anerkendelsen. Det var Cæcilie Trier fra blandt andet Choir og Young Believers.

I begrundelsen for, hvorfor Ljunggren var Årets Gudman, blev det sagt, at Ljunggren "var selvskrevet til titlen", og at det var indlysende, hvorfor han "var en af de mest eftertragtede musikalske magikere i Danmark" med en alenlang liste af musikalske samarbejdspartnere bag sig. Hvoraf mange i øvrigt var til stede til den fantastiske hyldestkoncert, som Ljunggren selv stod i spidsen for. (Læs GAFFAs seksstjernede anmeldelse og se masser af billeder fra koncerten her)

Det er derfor interessant at finde ud af, hvad der gør denne musiker, der i den brede befolkning måske er mest kendt som den lidt tavse svenske kapelmester, som i "Det Ny Talkshow" på DR1 måtte lægge øre til Anders Lund Madsens spøjse underfundigheder, til så god en musiker. Hvad er hans musikalske filosofi? Det satte GAFFAs udsendte sig for at finde ud af.

Propfyldt med instrumenter

Ljunggren tager smilende imod i sit øvelokale, der ligger på tredje sal i et baghus på Frederiksberg. I lokalerne ved siden af holder en del kendte musikere til. Lars Skjærbæk, Julie Maria, Dorte Gerlach er her, og også MØ har haft øvelokale her, men har det ikke mere, fortæller svenskeren, idet vi træder ind i lokalet, hvor der er relativt lavt til loftet. Man må derfor dukke hovedet for at komme igennem døren. 

Til venstre for døren står hans skrivebord med en computer, som har to skærme koblet til. Her indspiller han sin både sin egen musik, men producerer også for andre i ny og næ. Han arbejder i øjeblikket blandt andet på Randi Laubeks comeback, som kommer til at bestå af ikke bare en, men hele to plader.

Kigger du til højre, kan du se ind i et separat lokale igennem en glasvæg. I dag står der et trommesæt, men lokalet kan også bruges som vokalboks. Ellers er alle studiets vægge fyldte med instrumenter. Der er blandt andet flere elektriske, western- og spanske guitarer, elektriske basser, en banjo og en bratsch.

På gulvet står hans pedal-steel sammen med diverse keyboard, guitarforstærkere og en Dulcitone, som kaldes en forløber for Fender Rhodes. Den har han lige fået fat i, fortæller han begejstret. Der ligger også en tuba. Ovre i vindueskarmen står der en gammel båndmaskine, og ovenover hænger der en guldplade. Den fik han, fordi C.V. Jørgensens seneste studieplade "Fraklip Fra Det Fjerne" fra 2002 solgte 25.000 eksemplarer. På den plade spillede Ljunggren blandt andet side om side med Aske Jacoby, der, som tidligere nævnt, også er blevet hædret af Foreningen Gudmans bestyrelse. Han var faktisk den første, der fik anerkendelsen i 2004.

At give slip på sit eget

Der er dog også plads til en sofa, og der slår GAFFAs udsendte sig ned, mens Ljunggren sætter sig på en stol. Han griber samtidig en spansk guitar, som han interviewet igennem spiller lidt på.

– Jeg er en god sideman, fordi jeg ikke rigtig er en sideman. Jeg prøver altid på ikke at være ved siden af musikken. Jeg prøver at være inde i musikken, siger han og smiler. Han forklarer samtidig, at begrebet sideman for ham indikerer en professionel og tjekket musiker, der står til rådighed for og er værktøj for en andens vision.

Sådan en vil helst Ljunggren ikke være, og det ved hans samarbejdspartnere heldigvis efterhånden også. Faktisk kan Ljunggren ikke lide ordet sideman.

– For mig handler det om ikke at tage mig selv for meget med ind i musikken, men at det i stedet er musikken, der tager plads i mig, siger han.

– Det må enhver person, der spiller musik gøre. Altså sætte musikken først, og sig selv som nummer to. Om du er sanger med et stort ego eller andenbratsch i et symfoniorkester, så kan man simpelthen mærke forskel, hvis musikerne er hengivne til musikken. Det handler om at give slip, synes jeg. At give slip på sit eget.

Musikkens egen kraft

Det kan være svært at forklare, hvad der sker, når musikerne formår at lægge deres ego til side og arbejde i musikkens tjeneste.

– Det er musikkens egen kraft, du mærker, og den behøver du ikke at snakke om, for det er jo en ting, du mærker eller ikke mærker, siger Ljunggren, der tydeligt fornemmer, når han spiller med musikere, der ikke sætter musikken først.

–Det irriterer mig, når jeg mærker, at en jeg spiller med er optaget af andre ting.

Men er det ikke svært at lægge sit ego til side, når man spiller musik? 

– Det er svært, hvis man ikke ved, hvad man skal. Men man kan træne sig selv i det. Ligesom man træner sin krop.

Hvordan?

– Jeg ved det egentlig ikke. Jeg ved bare, at jeg har gjort det. Når jeg går ind i en musikalsk situation, så kan jeg slå den ting til. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg har fremdyrket det. Det må være ved, at jeg har gået en musikalsk vej frem, som er udfordrende og stimulerende. Musikken skal hele tiden rykke noget ved én, så du kan komme videre.

Ikke variation for variationens skyld

Ljunggren spiller utroligt mange instrumenter. Han begyndte i sin tid med at synge i klassisk kor og spille violin ansporet af sine forældre, der begge er korledere. Senere blev han introduceret til den rytmiske musik af en kammerat. Han blev uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i København med saxofon som hovedinstrument, men i dag er saxofonen kun et af mange instrumenter. I virkeligheden er han nok mest kendt som guitarist og spiller også rigtig meget pedal-steel- og lap-steel-guitar.

Kan det, at Ljunggren skifter mellem så mange instrumenter mon spille ind på hans evne til at fokusere på at være egoløs til stede i nuet? Det at bringe musikere ud af deres comfort zone ved at få dem til at skifte instrumenter er jo tanker, Brian Eno førte ud i livet i 70'erne, hvor han arbejdede med at udradere musikernes personlighed, som han mente skyggede for musikken. Han opfandt jo også de såkaldt Obligue Strategy-kort til det formål.

– Ja, det er jo én måde at gøre det på, men jeg er nu ikke tilhænger af variation for variationens skyld. Men jeg er helt klart tilhænger af tilfældets kraft, som også John Cage med sine Chance Operations stod for, siger Ljunggren, der efter en lille pause tilføjer, at han i august måned blev meget inspireret af at arbejde med Daniel Lanois, som netop har arbejdet sammen med Brian Eno. Det gjorde han blandt andet, da de sammen producerede U2's "Actung Baby".

– Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der var så opslugt af musik. Det var virkelig en signifikant presence, han havde i forhold til musik. Han sagde, at den måde han kom videre med sin musik, var ved at give slip på alle ambitioner. Ved ikke at have lyst til noget som helst, men bare lade det ske, siger Ljunggren og forklarer, at det giver mening i forhold til, hvad han selv har oplevet med musik.

– Når du begynder at ville det for meget, bliver det uinteressant, og her kan det at skifte instrument godt spille ind.

Fra hjernen ned i kroppen

Det kan dog også gøres på samme instrument, skynder han sig dog at pointere.

– Det er et spørgsmål om approach. For mig handler det grundlæggende om holde tingene enkle. Det hjælper også musikken. Det skal ikke forsimples, men meget ofte tænker jeg, at musik har godt af ikke at være for udtænkt.

Derfor er det vigtigt, at musikken flyttes fra hjernen ned i kroppen, så man mærker, hvad der sker, når musik er noget, man udfører fysisk.

– Det kan i hvert fald hjælpe mig. Nogle gange står jeg bare og laver noget på et instrument. Hvordan det lyder, er jeg fuldstændig ligeglad med. Men det kan jeg selvfølgelig også tillade mig, fordi jeg rent faktisk har nogle færdigheder. Jeg tager jo ikke bare et instrument op og spilder folks tid. Jeg kan jo rent faktisk spille. Hvis jeg hører noget, kan jeg få det til at lyde, som det jeg hører, siger Ljunggren.

John Coltrane er berømt for at have sagt: First you have to learn, then you have to unlearn. Er du enig i det?

– Ja, helt klart. Coltrane var jo i stand til at lære alt og blive den vildeste på sit instrument, for derefter at give slip på det. Og jeg tror ikke nødvendigvis, det skete kronologisk. Det var noget, der foregik konstant, og derfor er det forfærdeligt at se alle de Coltrane-clones på musikskolerne. De prøver på at lære at spille som ham tone for tone, men har jo misforstået alt. Det kan gøre mig rasende at tænke på, at man kan komme igennem en musikuddannelse så overfladisk, siger Ljunggren.

Er det fordi, det så bare blive en bevarelse af jazztraditionen?

– Ja, hvad nytte gør det, at du kan spille alle jazzstandards i bogen og i alle tonearter? Hvad skal du bruge det til? Det er jo ikke færdighederne i sig selv, der er vigtige. De nytter ingenting. Desværre støder du på det i alle musikalske sammenhænge. Jazz, rock og elektro. Det er nogle blokeringer, der kan ske ved, at man dygtiggør sig, siger Ljunggren og tilføjer at han selv har gået i musikskole fra han var syv år.

Ikke mere sideman

Interviewet lakker så småt mod enden. Ljunggren skal hjem til sin søns børnefødselsdag. Kæresten har lige ringet for at høre, hvornår han kommer hjem. Men inden da er der lige tid til at høre, hvad det betyder for ham, at han er blevet Årets Gudman, og hvad han har af musikalske planer for fremtiden.

– Det betyder rigtig meget for mig. Formålet med Gudman er jo at sætte fokus på dem, der arbejder med musik, men ikke normalt bliver hyldet. Altså instrumentalisterne. Sådan nogle der baner vej for, at musikken kan blive skabt, og jeg er jo meget taknemlig over, at Gudman-bestyrelsen har tænkt på mig, siger Ljunggren og pointerer, at der ikke kan være nok af den slags.

– Uanset om du er forsanger, instrumentalist, lydtekniker eller hvad du er, så er du med til at løfte musikken, hvis du er arbejder koncentreret. Det synes jeg, at der er alt for lidt fokus på.

Fremtiden tegner ellers til at blive anderledes for den svensker, der fortæller, at han vil holde op med at være sideman.

– Jeg vil ikke holde op med at spille med sangere, og vil ikke holde op med at samarbejde med de mennesker, jeg gør nu. Men jeg har brug for at komme mere i centrum selv, og få lov til at påvirke musikken endnu mere, siger Ljunggren, og tilføjer at han gerne vil lave noget lignende Gudman-koncerten i fremtiden.

– Det skal ikke nødvendigvis slås så stort op som Gudman-koncerten, men det skal være min koncert, hvor jeg inviterer til spændende musikalske udflugter. Både publikum, folk jeg spiller med og mig selv.

At det er en spændende idé kan udsendte, der havde fornøjelsen at overvære det fantastiske show i Amager Bio, kun skrive under på. Det show var virkelig en kalejdoskopisk oplevelse af 24 karat musikalsk guld.

Således opløftet af at få lov til at tilbringe en spændende eftermiddag i den musikalske troldmands værksted løfter journalisten kroppen op af sofaen og siger tak for interview til den flinke svensker, der bestemt ikke var tavs, som nogle måske har indtryk af fra "Det Nye Talkshow". Tværtimod vil han hellere end gerne fortælle om sin musik. Det vidste jeg nu godt, for som Kill J, en af Ljunggrens musikalske samarbejdspartnere, som undertegnede mødte ved Gudman-koncerten, grinende sagde: "Man putter bare en femmer i ryggen på ham, så kører det". Men hvem taber ikke både næse og mund i selskab med Anders Lund Madsen.