Reportage: Live Camp på Smukfest – mandag

Og så var det anden og sidste dag i Live Camp for denne gang. Det lyder måske ikke af så meget på skrift, men det er omfattende at afvikle og forholde sig til 18 koncerter. Man kan godt mærke, at holdet bag har prøvet det før, men de bliver hele tiden bedre og bedre. Og selvom det sorte uheld var ude – i form af massivt strømsvigt på hele området – slog det ikke skår i professionalismen, og de få minutters forsinkelse gjorde ingenting.

Vinderne blev også annonceret sidst på aftenen, og det blev Anya, der løb med hovedprisen i år. Så hun skal åbne Bøgescenen onsdag, hvor man selv kan høre, om man er mest enig med juryen eller min opfattelse af hendes produktioner. Ingen tvivl om, at hun er dejlig på scenen, men jeg synes, der er et stykke vej igen, før lydbilledet matcher sangene. Det kan være, at det sker i Thunder & Lightnings studie, som hun også vandt tre dage hos.

Tak Rock-prisen gik til The Kikos, og det var overraskende velfortjent. De spillede klokken 15, og hele rækken af branchefolk sad med kæben i skødet. Det helt rigtige lydspor til en kogende varm eftermiddag i Bøgeskoven. De tog americanaen helt ned i tempo og lyd og lod sangene fungere præcis, hvor de var bedst. Der var et teknisk overskud og en ro, der smittede af på hele oplevelsen; Vi var i sikre hænder. Respekt for at sporte en Minor Threat T-shirt og holde sig under 60 BPM. En helt færdig pakke, hvor alle tilføjede noget vigtigt og med en sanger, hvor stemmen i sig selv var en hel historie. Det er et band, jeg glæder mig til at følge med i.

Før dem spillede Sarah Leonora. Hun har både sange, stemme og udstråling, men man kunne godt høre, at produktionerne ikke var færdige. Det var deres første koncert, og jeg er sikker på, at der kommer bedre senere, når de får lyttet sig ind på, hvad der klæder stemmen bedst. I går var det i minimale numre, hvor der var mest plads til hende. Lidt samme udtryk havde Fjer, men meget mere gennemarbejdet. Jeg kan godt lide hendes plader, men live fungerede det ikke rigtigt. Hun virker dygtig, men uden rigtigt at ville noget med det, og man savnede hele tiden det ekstra, der skulle gøre det spændende.

I går frygtede jeg, at rocken var blevet nedprioriteret i år, men der tog jeg fejl. Tirsdagen bød på fem forskellige rockudtryk, og her er det tydeligt, hvor meget det betyder at have erfaring og rutine. De unge drenge i I Said I Love har et knaldgodt look og en attitude, der kommer hele vejen ned til badesøen. Fuldstændig upåvirket af det sparsomme fremmøde og den blændende sol var de rockstjerner for alle pengene. Jeg kunne nok godt have ønsket, at de havde brugt lidt mere tid på deres instrumenter. Når man spiller 70'er-rock, så skal man bare spille sammen, og det skete ikke rigtigt. Måske havde de uheldig monitorlyd, men vi kunne godt høre, at de ikke ramte hinanden. Først i de to sidste sange skete der noget, og her havde man også fornemmelse af, at de nok var skrevet efter de var kommet hjem fra efterskolen. Langt bedre end resten af sættet.

I stor kontrast til Heimatt (billedet, arkivfoto), der helt naturligt fylder både scenen og pladsen med sommer og smil. På trods af at jeg oplever de nye sange som lidt utydelige, er der stadig en helt igennem rigtig fornemmelse over dem. Da de senere i sættet gik tilbage til deres folkede ting, landede det helt. Everyone's a Sinner er stadig en vinder, på trods af at genren efterhånden er færdigspillet.

Mange ting kan gå galt på en festival; lige fra vejret til kunstnernykker, forsinkelser og alt muligt andet. I går blev Skanderborg ramt af strømsvigt, midt under Virgin Suicides koncert. Noget af et antiklimaks , men de tog det forbløffende pænt. Prøvede først at slå det hen, men da strømmen ikke kom igen lige med det samme, var det ikke sjovt mere. Det tog kun 12 minutter at få det op og køre igen, men har nok føltes som meget længere tid for de unge drenge. Men de kom tilbage og fik spillet resten af deres jangly indiepop. De gør ikke det store indtryk, men er rigtig rart imens, og mangler lige hittet til at brage igennem til radioen. Det problem har Thøger Dixgaard ikke, og det er tydeligt at se på den pludseligt store mængde publikum, at P3 virker. Det kan hans monitor ikke have gjort, for så ringe synger han da vel ikke i virkeligheden?

Helt anderledes håndfast er Libido Overdrive, der med støvlerne solidt placeret i 80'ernes sleaze spiller rock, som var grungen aldrig sket. Der er action og whiskey og et band, der spiller 110 procent sammen. Jeg er ikke helt sikker på, at Smukfest var klar til en rockfest af den kaliber, men det er nok også mere oplagt på små klubber i mørke. De står for mig som den mest færdige pakke af alle festivalens bands, og det skyldes nok, at den ikke er tænkt, men levet.

For den modsatte fornemmelse havde jeg nemlig med Gabriellas. Man kan ikke undgå at blive revet med af deres charme og energi, og man har virkelig lyst til at elske det. Men samtidigt virker det lidt fortænkt. Det er svært at sætte fingeren på, men det føles, som om det er blevet planlagt og designet ved et bestyrelsesbord. Kombinationen af tyggegummipunk og K-pop er ret godt tænkt, men udførelsen halter på troværdigheden. Det er jeg sikker på, at de nok skal komme efter, og det er nogle piger, man ønsker alt det bedste for.

Live Camp var tidligere kun for helt usignede bands fra vækstlaget, men har efterhånden åbnet lidt op for de kunstnere, der er kommet et par skridt længere i deres karriere. Et af dem er Benal, der i min optik er det bedste, der er sket dansk hiphop siden Malk De Koijn. Det er overvældende, så dygtige og nytænkende de er, og både produktioner og tekster er af en helt anden klasse. Langt fra alle hiphoppens klichéer står de med følelserne helt uden på tøjet og erobrer sproget tilbage fra tumpeland. Det er livsbekræftende at se en rapper, der ikke behøver tricks og lir for at tryllebinde en hel festplads, og bare holde fokus på flowet og de mange vigtige ord.

Undervejs har jeg snakket med de fleste af kunstnerne om oplevelsen, og de understøtter kun den summende lykkefølelse, der er backstage. Alle ved godt, at det er en afgørende koncert, og der bliver netværket på kryds og tværs af bands, genrer, landsdele og funktioner. Alle kunstnere sagde, at konkurrence-delen var meget lidt vigtigt, og de mest var her for oplevelsen og alt det andet. Bortset fra Anya, hun ville virkelig gerne vinde. Så også på den måde var det lidt rart, at hun så også gjorde det.