Limp Bizkit vil gerne have æren for at få Axl Rose og Slash til at begrave stridsøksen
Nogle ville sandsynligvis kalde Limp Bizkit ansvarlige for at kickstarte 00'ernes bølge af tunge, nedtunede guitarer, tilsat udvandede post-grunge-hjerte-smerte-rim, dj-scratch og lemfældig rap. Ifølge forsanger Fred Durst er Limp Bizkit nu også ansvarlige for at gøde forholdet mellem Guns N'Roses' Axl Rose og tidligere guitarist Slash. Det skriver NME.
Afsløringen kom fra scenekanten i går aftes, da de tidligere nu-metal-mastodonter spillede på engelske Reading Festival. Her begyndte Limp Bizkit løjerne med deres hit "Rollin", mens Durst hakkede rundt på scenen i en blå kasket og et gråt joggingsæt med "Not Robert" skrevet på hætten - en reference til den famøse New Yorker Robert Durst, der angiveligt skulle have tilstået at have adskillige mord på samvittigheden i den roste HBO-dokumentar "The Jinx".
Under en del af koncerten, som Durst døbte "Limp Bizkit-karaoke", fulgte sangeren op på en spontan udgave af soloen fra "Sweet Child O' Mine" med at fortælle publikum i det tætpakkede telt, at hans band var skyld i, at Guns N' Roses genforenes.
"Jeg vil gerne gøre det klart for jer alle, at vi er ansvarlige for, at Axl og Slash er venner igen," fortalte Durst publikum. "Vi havde et møde, og det gik virkelig godt."
Slash åbenbarede i et interview med svenske Aftonbladet tidligere på måneden, at han og Axl atter var på talefod. Det satte øjeblikkelig gang i rygtemøllen, og fans verden over krydser nu fingre for en mulig gendannelse af det originale Guns N' Roses.
Om der er hold i Dursts bemærkning, virker imidlertid tvivlsomt. Han skulle senere have kaldt George Michael for et "sexy bastard" og have hævdet, at publikum på festivalen kunne få gratis øl i teltet resten af natten ved blot at sige "Limp Bizkit" i baren. Det kunne meget vel tænkes at være et desperat forsøg på at skabe lidt opmærksomhed om bandet, der siden storhedstiden synes at have siddet fast i fortiden.
Limp Bizkits seneste udspil, "Gold Cobra" fra 2011, modtog tre stjerner af GAFFAs musikanmelder Keld Rud under overskriften: "Musikalsk tidsmaskine med destination ti år tilbage i tiden."