Nyhed

Ugengældt kærlighed fra The Libertines til Jack White

Pete Doherty ville elske, at Jack White producerede The Libertines' nye album, men kærligheden er ikke gengældt

Det nyligt gendannede britiske post-punk/rockband The Libertines anført af sangerne og guitaristerne Pete Doherty og Carl Barât, ville elske, at kongeguitarist og sanger Jack White producerede deres næste album. Der er dog en problemstilling i dette ønske, og det er, at Jack White ikke har det på samme måde.

The Libertines har netop offentliggjort, at de planlægger at udgive et tredje album i 2015, og at de vil spille nyt materiale til deres forestående koncerter i Storbritannien og Europa i september, blandt andet en udsolgt koncert i Vega 23. september. Bandets to første album blev produceret af Mick Jones fra The Clash. Før nu har der ikke været tale om, hvem der skulle producere deres tredje album.

På den franske tv-station D8 udtalte Pete Doherty for nylig, at Jack White havde givet udtryk for sin interesse i at arbejde med The Libertines.


Forsangeren fortalte studieværten at: "Jack White har sagt, at han gerne vil gøre det. Jeg ville elske, at han gad at gøre det, det ville være fantastisk, men jeg vil ikke skrue mine forventninger for højt op."

Ifølge Jack Whites talsmand gør Pete Doherty og The Libertines også klogt i ikke at skrue forventningerne for højt op, da han udtaler til NME, at Jack White aldrig har udtrykt ønske om en sådan samarbejdskonstellation.  

Om det nye album bliver lavet i samarbejde med The White Stripes-legenden Jack White eller ej, så byder albummet under alle omstændigheder på overraskelser og vil være "en lille smule anderledes", ifølge Pete Doherty. 


Hør "The Libertines" med "Can't Stand Me Now", herunder:

 

 

 


ANNONCE