Nyhed

Hør Linkin Park-sang sunget i 20 forskellige stilarter

Ten Second Songs-geniet Anthony Vincent er tilbage med nye vanvittige parodier

Efter han ene mand sang numre af Katy Perry og Ariana Grande i alle musikalske stilarter, man kunne forestille sig, er han tilbage med en beundringsværdig coverversion af sangen "In The End" af Linkin Park. I slutningen af videoen dukker forsanger for Linkin Park, Chester Bennington op for at vise sin opbakning og respekt for Anthony Vincents arbejde. I videoen springer Vincent fra den ene ende af det musikalske spektrum til det andet og parodierer verdenskendte kunstnere. Indenfor det første minut når han omkring kæmpenavne som Michael Jackson, Guns N'Roses og Korn.

Han efterligner den hurtigtspyttende rapper Eminem til perfektion, kvindebedåreren Johnny Cash ligeså, men imponerer for alvor, når han karikerer The Beatles, Boyz II Men, Backstreet Boys og Queen. "In The End" er Vincents fjerde udgave af hans coverversioner med 20 forskellige stilarter. Ud over Katy Perry og Ariana Grande har han nemlig også lavet en parodi af Jason Derulos "Talk Dirty To Me".

Selvom Vincent sætter pris på opmærksomheden og den verdensomspændende ros, har hans projekt dog en dybere mening. Det, der betyder mest for ham er, at brugerne opdager ny musik igennem hans videoer. Han udtaler følgende til Rolling Stone: "Jeg elsker, at folk har diskussioner, der involverer Frank Sinatra, Type O Negative og Tech N9ne samtidig. Hvis jeg på nogen måde har indflydelse på, at en 14-årig pige googler "Type O Negative", så er det helt vildt."


Hør de imponerende parodier herunder:

ANNONCE