Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Der er masser af spændende koncerttilbud – fra Jørgen Leth over Lady Gaga til Kongsted

Weekenden nærmer sig, og efteråret har for alvor indfundet sig med, hvad det indebærer af køligt vejr og skiftende vejrlig. Heldigvis kan man gå indenfor og opleve masser af spændende koncerter i absolut tørvejr. Vi har fundet 10 af de mest interessante.

Torsdag den 25. september:

København:


Dirty Loops, Store Vega (spiller også på Fermaten i Herning 26. september)

Det svenske YouTube-fænomen Dirty Loops har tiltrukket sig stor opmærksomhed med deres forfriskende moderne jazz-covers af tidens største pophits, men de kan også selv skrive sange. Nu kigger den svenske trio forbi både Lille Vega i København torsdag den 25. september og Fermaten i Herning den 26. september med deres debutalbum i bagagen. Jonah Nilsson (sang og piano), Henrik Linder (bas) og Aaron Mellergårdh (trommer) beskriver selv deres lyd som "klassisk jazz-jam"

Julias Moon og Freja Kirk, Forbrændingen, Albertslund (turnéstart, spiller også i Bygningen i Vejle 26. september og Vershuset i Næstved 27. september)


Elektropop/r&b-trioen Julias Moon kendt for hittene "Bay" og "Lipstick Lies" indleder i aften deres Danmarksturné, der bringer dem landet rundt de næste to måneder. Gruppen vil i løbet af i år udgive suiten "Technicolor Vision" på i alt fire singler, hvoraf "Lipstick Lies" var den første. Julias Moon er inspireret af både amerikansk r&b, neo-soul, 80'er-synthpop, 90'er-eurodance og nyere britisk electronica. Gruppen var nomineret til to priser ved P3 Guld-showet, nemlig "P3 Talentet" og "P3 Lytterhittet".

Freja Kirk har komponeret sange, siden hun var 12 år gammel, og hun har siden gjort sig bemærket på dansk tv i The Voice-talentkonkurrenen. I marts udkom den 27-årige sangerindes debutalbum, "Monophobia", der modtog fire stjerner af GAFFAs Sohail Hassan under overskriften: "Følsom melankoli i klangfyldt lydunivers."

Linnea Henriksson, Lille Vega


Den svenske sangerinde hitter pænt i hjemlandet med sin aktuelle single, "Cecilia", som er at finde på hendes andet album, "Du Söker Bråk, Jag Kräver Dans" – et album, der er blevet spået til at blive et massivt svensk vinterhit af avisen Aftonbladet. Henriksson vandt prisen "Årets Artist" ved P3 Guld i Sverige 2013 for sit første album. Henriksson deltog i øvrigt i det svenske talentshow Idol i 2010, hvor hun blev nummer fire, og modsat mange andre talentshowdeltagere har hun altså fået gang i en seriøs musikkarriere efterfølgende.

Svendborg:

Jørgen Leth & Reverse, Kulturhus, Svendborg (spiller også på Atlas i Aarhus 26. september og Fermaten, Herning 27. september)


Digteren, filminstruktøren, cykelkommentatoren, det sanselige menneske og meget mere Jørgen Leth har netop afsluttet en turné som en del af trioen Vi Sidder Bare Her, men fortsætter straks med trioen Reverse, der spiller moderne jazz med et stort element af improvisation. Leths læser digte fra hele vejen rundt i hans lange, poetiske karriere.

Fredag den 26. september:

København:


Kongsted, Amager Bio (få billetter)

Den succesfulde dj giver helt atypisk koncert på et spillested og ikke på sin vanlige diskoteks-hjemmebane. Showet bliver dog et rendyrket EDM-brag med, hvad dertil hører af vilde visuelle effekter. Blandt andet har Kongsted som den første optrædende i mange år i Amager Bio fået lov at bruge konfetti.

Mouritz, Munck Mortensen og Olesen, Karens Minde Kulturhus, Københavns Sydhavn


Til daglig står de tre sangskrivere Kristoffer Munck Mortensen, Mads Mouritz og Peter H. Olesen hver især bag projekter som bandet Mellemblond (hvis seneste album blev nomineret til fire Steppeulve i 2014, blandt andet Årets Album), Mouritz/Hørslev Projektet og De Efterladte (hvis seneste album GAFFA tildelte seks stjerner). Denne fredag går de tre herrer sammen og spiller både egne og hinandens sange, hvilket kun sker et par gange om året.

Aarhus:

Newbees Festival, Studenterhus Aarhus


Den aarhusianske vækstlagsfestival er tilbage. Festivalen har gennem årene præsenteret en stribe navne, der siden har fået et større eller mindre gennembrud, blandt andre The Rumour Said Fire, Treefight for Sunlight og Ulige Numre, så det er her, du kan opleve morgendagens stjerner. Fredagens lineup er Feel Freeze, B A U, Trip-E, Sherpa og Skinz. Konferencier er P6 Beat-vært Casper Bach Hegstrup. Festivalen fortsætter lørdag.

Melodica Festival, Aarhus, Gyngen og Backstage

Den internationale sangskriverfestival, der har afdelinger i flere lande, vender tilbage til Aarhus med koncerter med blandt andre danske Out of the Woods, dansk-grønlandske Inuit Feet og tyske Alin Cohen. Festivalen fortsætter lørdag.


Lørdag den 27. september:

København:

MC's Fight Night-finale, DR Koncerthuset


Traditionen tro skal vinderen af freestyle-rap-konkurrencen findes. Efter sidste års show i Tivoli er finalen i år rykket til fornemme rammer i DR Koncerthuset. De otte finalister er Callas, Captain Doom, Elbanovic, Fresco, Janus Forssling, Klaskefar, MC Ollie (sidste års vinder) og Spasmager, der dyster om æren og 50.000 skattefri kroner. Kampleder er UFO, og DJ Noize, tidligere verdensmester i mix, er dj'en, der leverer beats til de verbale dyster.

Herning:

Lady Gaga, Jyske Bank Boxen


Man ved aldrig helt, hvad popdivaen finder på, men hun er altid garant for et ekstravagant og spektakulært show med vilde kostumer, dans og avanceret scenografi. Så sent som i mandags udgav Gaga et duetalbum med den 88-årige crooner Tony Bennett, hvor de fortolker evergreens, men ved lørdagens koncert har hun dog fokus på sine egne popsange under titlen Artpop Ball. Gaga var i øvrigt den kunstner, der gav den allerførste koncert i Jyske Bank Boxen og med egne ord tog stedets mødom, da hun spillede dér i oktober 2010. Nu vender hun tilbage til gerningsstedet, to album og adskillige hits senere.

Aarhus:

Newbees Festival, Studenterhus Aarhus


Den aarhusianske vækstlagsfestival fortsætter fra fredag. Festivalen har gennem årene præsenteret en stribe navne, der siden har fået et større eller mindre gennembrud, blandt andre The Rumour Said Fire, Treefight for Sunlight og Ulige Numre, så det er her, du kan opleve morgendagens stjerner. Lørdagens lineup er Rosenthal, Lowly, Quick Quick Obey, Paper Tigers, I'll Be Damned. Konferencier er P6 Beat-vært Casper Bach Hegstrup.

Melodica Festival, Aarhus, Gyngen og Backstage

Den internationale sangskriverfestival, der har afdelinger i flere lande, vender tilbage til Aarhus og fortsætter fra fredag med koncerter med blandt andre danske So So Sofie, canadiske Boreal Sons og tyske Paula Tebbens.


 

ANNONCE