Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Weekenden nærmer sig, og der er masser af spændende koncerter – her kommer de 11 mest interessante

Efteråret banker på døren, og vinterjakkerne har så småt møvet sig vej ind i danskernes garderobeskab igen. Regn har erstattet sol, visne blade har erstattet spirende frø, og landskabet mister sin farve. Der er derfor alle grunde i verden til at nyde en god koncertoplevelse i netop denne weekend. Vi har samlet weekendens 11 essentielle koncerter, der stadig er ledige billetter til. Klik på kunstnernavn for links til billetsalg og musik med pågældende kunstnere.

 

TORSDAG DEN 23. OKTOBER:


Aarhus:

WhoMadeWho, VoxHall 

Med udgivelsen af det yderst anmelderroste album "Dreams" fra marts fik den københavnske trio endnu engang manifesteret sig som ét af de stærkeste bands på den danske musikscene. De tre musketerer er nu klar til at imponere publikum i VoxHall og spiller også på Studenterhuset i Aalborg fredag den 24. oktober og på Værket i Randers lørdag den 25. oktober.


Odense:

Ibrahim Electric, Dexter

Ibrahim Electric har spillet succesfulde koncerter på klubber og festivaller i omkring 25 forskellige lande på fire forskellige kontinenter – lige fra Shanghai til Vancouver, fra Monte Carlo til Moskva og fra Varanger til Casablanca. Bandet består af guitarist Niclas Knudsen, trommeslager Stefan Pasborg og Hammond-organist Jeppe Tuxen. Dexter skal være klar på en kraftfuld, virtuos og festlig koncertoplevelse, det var i hvert fald beskrivelsen da GAFFA anmeldte Ibrahim Electrics album "Isle Of Men" fra 2012. Gruppen spiller også på Atlas 24. oktober og på Walthers Musikcafé 25. oktober.


Aalborg:

Savage Rose, Nordkraft

Savage Rose med utrættelige Annisette i front – 66 år og stadig fuldstændig uovertruffen på en scene – er draget på efterårsturné oven på udgivelsen af deres 24. og meget roste album "Roots of the Wasteland" i foråret 2014. Et soulfyldt og rocket album med både nye sange og genindspilninger af en række ældre numre, og du kan opleve både gammelt og nyt. Savage Rose udsender i øvrigt snart et nyt album igen, atter med både nye sange og genindspilninger. Gruppen spiller også i Borgerforeningen Svendborg fredag og DR Koncerthuset lørdag – sidstnævnte sted er der dog udsolgt.


Herning:

Love Shop, Fermaten 

Efter en pause-sat solokarriere og skæbnesvangre frafald i Love Shop har sanger og sangskriver Jens Unmack arbejdet videre med Love Shop og viser på netop udgivne, særdeles anmelderroste album "Kærlighed Og Straf", at han er tro mod sine gamle kæmpfæller og fortsat er i stand til at løfte arven. Du har nu mulighed for at opleve en genoplivet udgave af Love Shop i denne uge. Love Shop spiller også i aften på Posten i Odense fredag og Studenterhuset Aalborg lørdag, og turnéen fortsætter i næste uge.


Kolding:

Reptile Youth, Godset

Næsten konstant intenst turnerende Reptile Youth er atter tilbage på landevejene, og som noget helt specielt vil alle, der sikrer sig billet til koncerterne, modtage hele deres seneste og andet album, "Rivers that Run for a Sea that is Gone" samt et eksklusivt og tidligere uudgivet bonustrack. Begge dele som download via et link som køberne vil modtage.


"De folk, der kommer til vores koncerter er en kæmpe del af, hvad vi er. De er med til at skabe, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Derfor have vi lyst til at give dem noget specielt," siger Mads Damsgaard fra Reptile Youth.

Reptile Youth er altså i gavehumør og spiller også fredag på VoxHall og i Store Vega i København den 25. oktober, hvor gaveregnen ligeledes er gældende.

 


FREDAG DEN 24. OKTOBER

København:

Lunice, Rust


Den canadiske dj og producer Lunice vender vrangen ud af Nørrebro, når han indtager Rust. Lunice, der også udgør den ene halvdel af duoen TNGHT, hvor han får selskab af sin skotske kollega Hudson Mohawke, giver det københavnske publikum en aften, hvor han krøller hiphop og elektronisk dansemusik sammen til eksplosive beats, der rammer lige der, hvor festen bor.

Aarhus:

Cancer, Radar


Cancer er et forhold nyt dansk samarbejde mellem When Saints Go Machine-forsanger/producer Nikolaj Manuel Vonsild og Chorus Grant-forsanger/guitarist Kristian Finne Kristensen. I juni udgav duoen debut-udgivelsen, minialbummet "Ragazzi". I GAFFA fik albummet fire stjerner. Cancer kan også opleves i Jazzhouse i København 11. november.

Frederikshavn:

L.O.C., Det Musiske Hus 


L.O.C er klar til at indtage Frederikshavn med sit nye album "Sakrilegium" i rygsækken. Albummet blev udgivet den 30. januar, og L.O.C. markerede det med to udsolgte release-koncerter i henholdsvis Koncertsalen i DR-Byen i København og på Hermans i Aarhus hvor albummet blev opført i sin helhed. Albummet indtog førstepladsen på den officielle danske hitliste, hvorfra singlen "Marquis" rundede platincertificering. Hele albummet blev streamet 1.300.000 gange i første uge på markedet. Nu er han draget på en turné, der også bringer ham til Musikteatret i Holstebro 25. oktober.

Roskilde:

Lucy Love, Gimle


De sidste fem år er det gået stærkt for Lucy Love. Med debuten "Superbillion" fra 2009 strøg hun ind på P3 og vandt samme år prisen "P3 Eksperimentet" (P3 Guld) Lucys nyeste album "Desperate Days of Dynamite" er i høj grad skabt på trods efter blandt andet en række angstanfald. Resultatet er en frenetisk rave-hyldest med 130 km i timen – der ikke kun beskriver de dystre sider, men også er en hyldest til livet. Lucy Love kan også opleves på Forbrændingen i Albertslund 25. oktober.

 

LØRDAG DEN 25. OKTOBER


Roskilde:

The Minds of 99, Gimle

Vejen fra sommerhusture til en kometkarriere med en nominering til P3 Talentet og P3s Uundgåelige er ikke så lang, som man skulle tro. The Minds of 99 har kendt hinanden siden skoletiden og har holdt fast på den rene smittende energi og intensitet, de har tilstræbt siden første gang, de spillede sammen. Sidste år vandt de Karrierekanonen. Nu er de klar til at indtage Gimle i Roskilde med debutalbummet "The Minds of 99". Gruppen spiller også i Lille Vega i København fredag den 24. oktober, men den koncert er udsolgt.


 

SØNDAG DEN 26. OKTOBER 

København:

Tim Christensen, Mads Langer med flere: Hyldestkoncert til DR Underholdningsorkestret, Vega

DR Underholdningsorkestret lukker til nytår som følge af en sparerunde på DR. Det har fået en lang række musikere fra vidt forskellige genrer til at protestere, og mange af dem stiller nu op til hyldestkoncert. Så forskellige folk som Tim Christensen, Mads Langer, Per Vers, Søs Fenger, Outlandish, Birthe Kjær, Stig Rossen og en lang række andre kunstnere er på plakaten, når de sammen med musikere fra UnderholdningsOrkestret stiller op til hyldest.


 

Udsolgte koncerter:

Weekenden byder også på en række koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt. De er som følger:


Tim Christensen, akustisk soloturné, Galaksen, Værløse fredag den 24. oktober og Elværket, Holbæk lørdag den 25. oktober

Savage Rose, DR Koncerthuset, København lørdag den 25. oktober

The War On Drugs, VoxHall søndag den 26. oktober


Torben Ulrich, Søren Kjærgaard, Lars Ulrich, Peter Friis Nielsen & Claus Bøje, HAUT, Huset i Magstræde søndag den 26. oktober

 

 


 

ANNONCE