Den amerikanske rapper havde planlagt at indtage Danmark for første gang nogensinde, men det bliver heller ikke til noget i denne omgang
Det aarhusianske spillested Train har netop offentliggjort, at den planlagte koncert med rapperen DMX på onsdag den 8. oktober er aflyst. Årsagen er, ifølge hans agent, at DMX af uvisse årsager har valgt at afbryde sin Europaturné for at tage tilbage til USA.
DMX skulle også have givet koncert i Vega i 2011, men den koncert blev i første omgang flyttet til den 19. januar 2012 sammen med øvrige koncertdatoer i forbindelse med "The Rebirth of DMX Tour", fordi DMX skulle medvirke i et direkte tv-show i USA. Denne blev efter noget tid også aflyst, og håbet om at se DMX optræde på dansk jord bliver i forlængelse heraf efterhånden mindre og mindre.
DMX's fem første album har alle solgt platin, og nu er han i gang med at indspille sin kommende plade "Redemption Of The Beast", der er sat til at udkomme i december/januar, og som det danske publikum nu må finde trøst i efter endnu en aflyst koncert.
Hør DMX med "I Miss You" herunder: