Nyhed

Prominente branchefolk gæster Spot

350 internationale gæster fra film- og især musikverdenen deltager ved årets Spot Festival

Det er jo som bekendt ikke kun levende musik, der står på programmet til årets Spot Festival. Der indbydes også til at komme omkring musikken i alle dens afskygninger, networking og vidensdeling. Det sker blandt andet ved en række seminarer med kendte branchefolk fra hele verden. GAFFA fremhæver en række prominente talere på årets program, som du kunne tjekke ud.

Mary Ramos er music supervisor med mange års erfaring og med mange filmtitler på sit CV. Hun har blandt andet stået for musikken til de fleste af Quentin Tarantinos film: "Django Unchained", "Inglorious Bastards", "Kill Bill" vol. I & II, "Jackie Brown" og "Pulp Fiction". I et interview med GAFFA tidligere på måneden fortalte hun: "Det handler alt sammen om at hjælpe med at fortælle historien, og det går dybt ned i detaljen."

Tidligere trommeslager, sanger og sangskriver i bandet 10cc, Kevin Godley, er grundlægger af det interaktive, cloud-baserede tiltag WholeWorldBand, som binder musik og fans sammen via en app, som ønsker at gøre selve produktionen af musik og video til indtægtskilde. Derudover kan Kevin Godley titulere sig som prisvindende musikvideoinstruktør for blandt andet U2, Bryan Adams, Paul McCartney, Blur og Lou Reed.


Victor Pineiro er Strategy Director i Big Spaceship i New York. Her arbejder han med sociale medier for kunder som YouTube og Skittles, hvis Facebook-fanskare han har fået til at stige fra 3 til 20 millioner.

Nora Felder har medvirket i indspilnings-projekter for prominente kunstnere som Paul Simon, Sinead O'Connor, Billy Joel og Iggy Pop. Derudover har hun stor succes som music supervisor for tv-serien "Californication", hvor hun netop har udgivet soundtracket, som indeholder et ikke-tidligere-udgivet remix af Pete Townsends hit "Let My Love Open The Door" - ejet og godkendt af Townsend selv som en eksklusiv udgivelse i forbindelse med tv-serien. Hun er med andre ord kvinden bag Hank Moodys pladesamling.

Mark Mulligan er en anerkendt engelsk musikbranche-analytiker samt ekspert i det digitale musikmarked og digitale mediestrategier generelt. Han gæster Spot for at debattere hovedkonklusionen fra sin netop udkomne rapport om musikbranchens superstjerne-økonomi, ved navn "The Death Of The Long Tail: The Superstar Music Economy In The Digital Age".


Henry Mason er administrerende direktør hos trendwatching.com. Han er en eftertragtet foredragsholder, fordi han leverer dybdegående, interaktive og intense praktiske sessioner. Henry har holdt foredrag og workshops i mere end 20 lande på tværs af seks kontinenter og er en dygtig trendspotter, forbrugeranalytiker og vært.

Folkert Koopmans er administrerende direktør og grundlægger af det tyske event- og bookingagentur FKP Scorpio. FKP Scorpio arrangerer 16 festivaler i 5 europæiske lande - blandt dem nogle af Europas største, Southside og Hurricane, ligesom det ejer 50 procent af NorthSide - samt arrangerer turnéer for internationale superstjerner. I sidste uge fremlagde FKP Scorpio planer om at starte en ny festival i Sverige.

Ud over ovennævnte kan vi bl.a fremhæve: Debbie Rose, vicepræsident, Shapiro Bernstein Publishing (US), Andrew Kahn, music supervisor, Good Ear Music Supervision (US), Andrea von Foerster (US), Bobby Gumm, vicepræsident, Trailer Park (US), Mikkel Maltha, Music Supervisor, Zentropa (DK ), Jesper Gadeberg, music stylist (DK), Nis Bøgvad, music supervisor m.v. (DK), Sanaz Lavaedian, music supervisor, mOcean & Off The Record Music Supervision (US), og Pascal Mayer, NOODLES, music supervisor (FR).


Det er muligt at opleve disse hotshot-branchefolk ved forskellige åbne seminarer for alle med et Spot Festival-armbånd (bemærk dog, at nogle af disse seminarer kræver tilmelding på forhånd, se hvilke i seminarprogrammet her).

Spot Festival afholdes i Aarhus 1. til 4. maj, og billetter kan findes via GAFFA Live.

 


ANNONCE