Nyhed

Amerikansk chok-rocker død

Wayne Static blev kun 48 år gammel

Den amerikanske chok-rocker Wayne Static, kendt fra gruppen Static-X, afgik i går ved døden. Dødsårsagen er endnu ikke oplyst, men der spekuleres i en mulig overdosis. Han blev 48 år gammel. Det skriver Kerrang.

Der er Wayne Statics publicist, der offentliggjorde dødsfaldet tidligere i dag i en pressemeddelelse:

"1. november, 2014 - Platin-sælgende musiker Wayne Richard Wells, bedre kendt som WAYNE STATIC, afgik ved døden i en alder af 48 år. Wayne Static var den enigmatiske frontmand og navnegiver til Static-X, som senere skabte en succesfuld solokarriere. Wayne var sat til at co-headline turnéer med Powerman 5000 og Drowning Pool over de næste måneder. Der er ikke yderligere information tilgængelig på dette tidspunkt."

Der er i de seneste timer strømmet hyldester ind over de sociale medier fra musikalske kollegaer. Blandt andet har forsangeren i Papa Roach, Jacoby Shaddix, været med til at i gangsætte spekulationer om en mulig overdosis:



 "RIP Wayne ... Det her er så sørgeligt. For mange musikere dør af en overdosis. Alvorlig talt, afhængighed er ægte og den dræber fjolser. Ingen er uovervindelig. Jeg er glad for, at jeg lever mit liv ædru i dag. Antallet af venner jeg har mistet til afhængighed er vanvittigt. Hvis du slås med afhængighed skal du få hjælp, før det er for sent. Jeg ved at stoffer og fester er en del af"rock'n'roll-livsstilen". Men for pokker, hvor mange flere skal dø? Fuck den livsstil, jeg vil have liv! Vi ses på den anden side Wayne," skriver Shaddix.

Static-X nåede at udgive seks album fra debuten "Wisconsin Death Trip" i 1999 til "Cult of Static" i 2009. Wayne Static blev kendt for sit hårrejsende udseende med meget, meget højt hår. Angiveligt skulle det tage 20 minutter og adskillige flasker hårspray at få sangerens hår til at blive stående lodret op. I 2011 udgav Wayne Static sit første soloalbum, men tog efterfølgende på turné og brugte sit backingband under navnet Static-X. Det blev medvirkende til, at Wayne Static i 2013 opløste gruppen.

Gruppens fjerde album, "Start A War" fra 2005, fandt vej til anmeldelse i GAFFA. Her imponerede chok-rockerne dog langt fra GAFFAs anmelder Keld Rud, som nøjedes med at tildele albummet  to stjerner. Han konkluderede dog om Wayne Static: "Wayne er en god brøler og en så som så sanger." 


ANNONCE