Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Vil du til blingbling-fest i kærlighedspaladset, kigge på maskuline techno-kæber eller fyre den af på et bilværksted med piger og garage-rock? Find vej her!

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Kærlighed i kirken

Der bliver skruet ekstra op for kærligheden til denne uges God Goes Deep i Vor Frue Kirke, hvor Jean von Baden og Mashti for første gang spiller tracks fra deres kommende album Ethnology. De lover, med sædvanlig spændvidde og hjertevarme, at det både bliver melankolimørkt og forårsoptimistisk på én gang. Med til koncerten har de blandt andet Peter Musebrink fra Deep Dive Corp. på guitar og elektronik, Tina Randa på vokal, Kasper Tranberg på trompet og Kewan Pádre på cello. Debutkoncerten varer fra 21 til 22.30, og derefter jammer hele forsamlingen videre indtil midnat.

Hvad: God Goes Deep
Hvor: Vor Frue Kirke, Nørregade 8, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 20 til 24
Hvordan: Facebook-link

 


Technokonge med maskulin kæbe
Dj Ben Klock har et hårdt, skarpt navn, en hård, skarp kæbe og er resident-dj på en hård, skarp klub, nemlig technotemplet Berghain i Berlin, så det hele hænger fint sammen for den pænt byggede tyske dj og producer, der gæster Culture Box fredag aften sammen med den ukrainske dj Etapp Kyle (som udgiver på Klocks pladeselskab) og den hollandske VJ Heleen Blaken. I Red Box er både kæberne og musikken noget rundere og blødere med polske Artur 8 plus The Mansisters (aka Kasper Bjørke og Sexy Lazer) bag pulten.

Hvad: Klockworks Night med Ben Klock og Etapp Kyle
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K
Hvornår: Fredag aften fra kl. 23 (21 på White Box)
Hvordan: Facebook-link


Helt blingbling
Entusiaster kalder det årets fest. Én gang om året – den anden fredag i marts - mødes fans af R. Kellys flødemusik (eller ironiske fans af hans absurd blingbling- og sexfikserede univers) verden over for at fejre International R. Kelly Dag. Sidste år blev den danske udgave af festen holdt på Rigshospitalets kollegium med mere end tusind gæster. I år bliver festen rykket til lidt mere mansion-agtige omgivelser i et toetagers hus på Nørrebro, der i dagens anledning er omdøbt til Palace of Love. Det er festen, hvor man kan få lov til at spille smart med en flaske bobler, selvom man har et stramt budget, og hvor man hjertens gerne må ankomme i pels, bling og anden skørhed, der ligesom fyrer op for stemningen. Og ja, der bliver selvfølgelig spillet R. Kelly hele natten. Læs mere her.

Hvad: International R Kelly-dag
Hvor: Palace of Love, Thorsgade 67, Kbh. N.
Hvornår: Fredag 14. marts kl. 22 til 06
Hvordan: http://billetto.dk/irkdcph

 


I en kælder sort som kul, allerdybest nede
"Ancient Methods" og "Headless Horseman". Mere middelalderagtigt og dystert kan et par producernavne knapt nok lyde, og man kan også roligt forberede sig på en mørk sonisk oplevelse til festen på Basement lørdag aften, som meget vel kan blive weekendens mest musikalsk interessante oplevelse. For ja, det er gennemført dystert og brutalt i lyden, det her, men i en tight og velproduceret ramme, som der kan danses til. "Pitch black techno war funk" er ord, der eksempelvis er brugt til at beskrive Ancient Methods, og her er ordet "funk" altså nøjagtigt lige så vigtigt som "war". Headless Horseman spiller live, og udover de to besøgende tyskere står aftenens værter og technoentusiaster, Kasper Melchior og Henrik Krog, bag pulten. Thumbs op herfra. Det der er en fest, der ved, hvad den vil.

Hvad: Exile præsenterer Ancient Methods og Headless Horseman
Hvor: Basement, Enghavevej 42, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


100 udgivelser og så afsted kloden rundt
Dj'en og produceren Nic Fanciulli har vundet Grammyer, spillet fast på superklubber som Space på Ibiza og har nu rundet 100 udgivelser på sit pladeselskab Saved. Det med de 100 udgivelser fejrer han (og hans bror Marc Fanciulli) med en verdensturné, der nu har varet toenhalv måned og altså også svinger forbi Culture Box lørdag aften. Aftenens vært Tim Andresen varmer op for de to på mainfloor. I kælderen fejrer dj og label-boss Patrick Bateman sin fødselsdag (bag pulten, altså) sammen med What Happens' resident-dj's Steffen H og Zinkernagel.

Hvad: Saved 100 Tour med Nic og Marc Fanciulli
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 15. marts
Hvordan: Facebook-link


Stor ståhej på Frederiksberg
Er der nok etablerede spillesteder på Frederiksberg? Altså, ikke kæmpehaller til store navne såsom Forum, men spillesteder? Det synes koncertarrangørerne med navnet Ståhej ikke, så derfor kickstarter de nu en række af koncerter, som bliver fyret af på skæve og mærkværdige steder rundt omkring i Frederiksberg Kommune. Den første koncert i rækken hedder Grrrlz n' Gasoline og afholdes på bilværkstedet Automester på Thurøvej med Nelson Can, Lydmor og Christel Rebekah på programmet. Det var da en glimrende idé, og eftersom der som regel kommer en hel del glimrende ideer ud af at være lidt under pres, kan man jo næsten tillade sig at være glad for, at der ikke er flere etablerede spillesteder på Frederiksberg. For så havde vi aldrig fået denne festlige koncert på et bilværksted, vel?

Hvad: Grrrlz n' Gazoline
Hvor: Automester, Thurøvej 13-15, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag 15. marts kl. 20
Hvordan: Facebook-link


Hey, you, the rock steady crew
Lørdag aften afholdes den store breakdance-konkurrence Floor Wars for tiende gang på Vega, og der holdes naturligvis efterfest bagefter – på KB18. Skeme Richards fra hiphop-kollektivet Rock Steady Crew er det udenlandske stjernedrys bag pulten, som suppleres af den lokale dj-trio Cars10, DJ Whut og 7Inch King (aka Boogie Juice). Danseklar hiphop, soul og funk til klokken 05, yo.

Hvad: Boogie Juice Meets Floor Wars
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag kl. 23.30 til 05
Hvordan: Facebook-link


Fest i det gamle kloster
Uiiiij, nu blir' det spændende. Ny, spændende festlocation i indre by? Yes. De, der har spist på kælderrestauranten Skt. Gertruds Kloster gennem tiden (ja, nu er den lukket som restaurant, men den har ligget der længe) ved, at det er nogle VOLDSOMT stemningsfulde lokaler. Gamle klosterkælderrum fra det 14. århundrede fyldt med historier og krinkelkroge. Og hey, nu skal der være fest i dem! Fredag er der Dungeon Rave: techno med undergrundsstemning helt op til halsen og god mulighed for at fare vild mellem technoen på mainfloor (med Sara Svanholm, Kristian Andersen, Marc og Mikkel og Lund&Rønde) og discorummet (hvor Fredag i Firenze, David Havstein og Boogie Brothers serverer glitter, italodisco, funk, boogie og soul). Og lørdag – ja, lørdag sker der også noget. Det er hemmeligt, og du kan tjekke det her. 

Hvad: Dungeon Rave (+Hemmelig)
Hvor: Skt. Gertruds Kloster, Hauser Plads 32, Kbh. K.
Hvornår: Fredag 14. marts kl. 21:59 – 06 og lørdag 15. marts fra 23 til 05
Hvordan: Facebook-link

Skal din fest med på listen i næste uge? Skriv til [email protected].

ANNONCE