Vi hylder den ikoniske sangerinde på hendes fødselsdag
Diana Ross fylder 70 år i dag. I 1976 kårede amerikanske Billboard magazine hende som "Århundredets Kvindelige Kunstner". Ved første øjekast kan det synes en anelse forhastet, fordi udmeldelsen kom forud for Madonna og hele det perspektiv, hun satte på kvinder i showbusiness, gennem sin efterfølgende karriere i musik.
Når du tager nutidens kvindelige superstjerner i betragtning, såsom Rihanna, Lady Gaga, Adele, Amy Winehouse, Pink, Katy Perry og Taylor Swift, er det kun Beyoncé, der åbenlyst synes at bære faklen videre fra Ross, der selv var tidligere medlem af en pigegruppe og brød fri for at skabe en solokarriere med et tilpas overskud af legesyge og stil. Se nærmere efter, og du vil se noget af Diana Ross i samtlige kvindelige stjerner, der fulgte i kølvandet på hende - gennem den altafgørende kombination af følelsesmæssig sårbarhed og en næsten hensynsløs sult efter succes.
Motowns store chef Berry Gordy havde måske tidligt set det, da han valgte hende som leder for The Supremes i 1959. Bitre stemmer i baggrunden ville, at den anden Supremes-sangerinde Mary Berry var et bedre valg, da hun havde et større vokal-talent. Men Ross besad noget andet, noget mere: nærvær, begær, sexappel, hun var ganske enkelt én, du ikke kunne fjerne blikket fra. Da først hun havde verdens opmærksomhed med de fantastiske Motown-hits, bevarede hun den årti efter årti, mens hun solede sig i den og gav genskin, som én der følte, at spotlyset virkelig tilhørte hende.
Diana Ross er uden tvivl én af de mest ikoniske sangerinder i det 20. århundredes populærmusik. Hendes stemmepragt er som boblerne i champagne - og hendes hits lige så velsmagende. Også selvom hun måske ikke er verdens største sangerinde, men snarere fordi, at hun altid har formået at holde en vis stil og fremstå som poppens absolutte femme fatale - mystisk og glamourøs.
Det er særlig for hendes tid i The Supremes, at vi husker Diana Ross, og det er svært at finde en bedre samling popsange end en Greatest Hits med The Supremes. Lige fra det søde løft i "Baby Love" til den påtrængende kærlighed i "Stop! In the Name Of Love" og den omfavnende melodi i "I Hear a Symphony" til den bankende charme af "You Can't Hurry Love". Ross' vokal er aldrig overdreven, men altid lige på og tilpas udtryksfuld til at lade lytteren læse, hvad end denne ønsker, ind i den.
I 70'erne og 80'erne tog Ross på en lige så succesfuld solokarriere. Hendes stemme indgydede liv i potentielt sentimentale ballader som "I'm Still Waiting", "Touch Me In The Morning" og "Do You Know Where You're Going To". Hun viste sig også som et glamourøst modpunkt til discoens hedonistiske groove, som hun blandt andet demonstrede på sin klassiker "Upside Down", indspillet med Nile Rodgers og Bernard Edward fra Chic. Og det er ikke det eneste stjernespækkede samarbejde, Ross havde. I 1985 hjalp Bee Gees hende med at genfange ånden fra Motown på "Chain Reaction".
Til trods for, at hittene er blevet færre med årene, må man give Diana Ross, at hun aldrig i desperation for at indfange fortidens hæder og ære er forfaldet til at gentage sig selv. På den måde bevarer hun stadig sin karakteristiske aura af stil og mysterium. Vi ønsker madammen tillykke med dagen!
