Nyhed

Alive Festival præsenterer de første navne

Festivalen i Thisted har offentliggjort fire danske artister

Alive Festival i Thisted fejrede sidste år fem års jubilæum og vender tilbage igen i år, hvor de nu er klar med de første navne. When Saints Go Machine, Hymns From Nineveh, Skammens Vogn og Quick Quick Obey er dem, som arrangørerne netop har offentliggjort til sommerens begivenhed.

When Saints Go Machine er her, der og allevegne, og rider stadig på en bølge af succes fra sidste års anmelderroste album "Infinity Pool". Nu får publikum til årets Alive Festival også muligheden for at opleve elektro-popgruppen, der er annonceret som ét af hovednavene.

Skammens Vogn består af de tre barndomsvenner, guitaristen Oliver Hoiness, (Six Electrical Guitars og mange andre), bassisten Jakob Millung (The Late Great Fitzcarraldos, Choir Of Young Believers, Moi Caprice) og forfatteren Nikolaj Zeuthen. De udgav i oktober sidste år det roste "Asfalt", som er gruppens tredje fuldlængde-udspil. 


Quick Quick Obey, som består af Esben Halkier, Mikkel Roar Christensen, Søren Dahl Poulsen og Nikolaj, udsender deres kommende debutalbum til april, men er allerede aktuelle med singlen "Figures". Bandet befinder sig inden for den drømmende pop og den eksperimenrende retro-rock. 

Den sjette udgave af Alive Festival finder sted i dagene 15.-16. august, og billetterne findes via GAFFA Live

ANNONCE