Ikke blot er Johan Wohlert tilbage i gruppen, men de er også klar til at spille flere danske koncerter
Det var en af NorthSides helt store overraskelser, da Mew bød velkommen hjem til den fortabte søn, bassist Johan Wohlert, da gruppen indtog scenen i lørdags. Nu annoncerer bandet, at de er klar på at spille flere danske koncerter til efteråret. Se turnéplanen her forneden.
Mew har siden 2006 fungeret som en trio. Wohlert forlod bandet og dannede The Storm med Pernille Rosendahl. Sidste år blev parret skilt, men annoncerede, at The Storm fortsatte.
Ikke desto mindre var det en glædelig hjemkomst for bassisten, som virkede meget rørt over modtagelsen på Northside.
– Det er længe siden, jeg har spillet for så stort et publikum, sagde bassisten glad fra scenen.
Ellers rører det også på sig i Mew-lejren i forhold til et nyt, kommende album. Lige for tiden arbejder bandet hårdt på at færdiggøre albummet sammen med producer Michael Beinhorn, der også producerede Mews "And the Glass Handed Kites" fra 2005 og også har produceret Soundgardens 20-års-jubilerende klassiker "Superunknown". Mews sidste udspil, den sindrigt titlede "No More Stories/Are Told Today/I'm Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I'm Tired/Let's Wash Away" fik seks ud af seks stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen, der skrev: " No More Stories... er som en grandios musikalsk collage, hvor Mew maler svimlende med den helt store pensel."
Se Mew danske koncerter her:
Pumpehuset, Copenhagen, torsdag den 13. november
Train, Aarhus, fredag den 14. november
Fermaten, Herning, lørdag den 15. november
Nordkraft, Aalborg, mandag den 17. november
Posten, Odense, tirsdag den 18. november