Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Techno i en kælder, rock med gyldne damer, afrikanske trommer - eller indianer-house udendørs? Find vej til festerne her.

GAFFA sætter øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


De Gylde Damer danser tilbage til rocken

Efter en tur i popland med en omgang Miley Cyrus-hyldest hopper De Gyldne Damers Klub tilbage i velkendt rockland med et sommerbal på Drone. Der er minikoncert med ep-aktuelle Nelson Can (som netop er blevet udpeget som et af de mest interessante nye navne i Norden af Rolling Stones Magazine) og en skarp håndfuld sommerkjoleklædte quindfolk bag pulten: Mama Sally, Cille Veje, Karen Beldring, Cecilie Lassen (Bella Figura) og Lydmor. Det hele kickstartes som vanligt: Den første time er der kun adgang for damer, som forkæles med gratis guldøl.

Hvad: De Gyldne Damers Sommerbal
Hvor: Drone, Nørrebrogade 184, Kbh. N.
Hvornår: Fredag 20. juni kl. 22 til 05
Hvordan: Facebook-link


TIPI holder asfaltbal
Fester, der starter om eftermiddagen, er en GENIAL opfindelse! Ja, eller de må skam også gerne starte om formiddagen, for den sags skyld. Det smarte er, at man kan tage med, selvom man skal tidligt op på arbejde næste dag/har børn der skal passes/på andre måder bare ikke lige kan få det til at passe ind i skemaet med først at komme hjem fra natklubben klokken 06 om morgenen. Og fredag er der en fin mulighed: TIPI holder asfaltbal udenfor KB18 med barbecue, bobler, gode mennesker og generel solhygge fra kl. 16. Og det er gratis! Navnene bag pulten er Madmotormiquel, Flow & Zeo, Anna Levia, Strung Fellows og Rasmus Rekyl. Og når mørket er faldet på, fortsætter festen indendørs fra kl. 23 (for 45 kr.) Ugh!

Hvad: Tipi Open Air / Tropical Beats
Hvor: Slagtehusgade 22, Kødbyen, Kbh. V.
Hvornår: Fredag fra kl. 16
Hvordan: Facebook-link


Sej herre og to damer. Og bobler.
Det meste af sin tilværelse bruger dj LAB på at løbe 100-kilometers ekstremløb i bjergene i USA, men lige nu er han hjemme på sommerbesøg i DK, og så gælder det om at nuppe chancen og få hørt ham spinne nogle plader bag pultene i København, inden han flyver tilbage til sit nye hjemland igen. Lørdag spiller han på Kolonien, suppleret af Palma Dumana og Schaarup – og hvis du har brug for én grund mere, så er der gratis bobler den første time.

Hvad: Dj LAB og damerne
Hvor: Kolonien, Ved Stranden 16, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag fra kl 22.30
Hvordan: Facebook-link


Kast med sne i juni
Lørdag får Pumpehuset besøg af den britiske producer Throwing Snow, der kombinerer drum'n'bass-elementer med opløftende electronica i et lydbillede, der både er inspireret af hardcore, punk, metal og folk. Meget passende hedder hans debutalbum "Mosaic", og er netop udkommet på Houndstooth. Der varmes op med et live-sæt fra danske Saint Cava og et dj-sæt fra Erosion Flow – og Anders Olesen fra dj-duoen Darmstadt tager over, når Throwing Snow har spillet.

Hvad: Throwing Snow
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 21. juni fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Hård kvalitet uden bløde hjørner
Sidst technoentusiasterne fra Exile holdt fest var det med "Ancient Methods" og "Headless Horseman" som hovednavne bag pulten, så man kan snildt have fuld tiltro til, at her bookes der med sans for sammenhæng og dystert mørke. Nu er Exile tilbage i Basement på Enghavevej efter tre måneders pause med hård og hypnotiserende techno fra Mike Parker og og et techno-live-sæt fra svenske SHXCXCHCXSH (ja, her har vi et kunstnernavn, der ikke lefler for nogen). De suppleres af Exiles resident-dj's Kasper Melchior og Fraktael.

Hvad: Exile præsenterer Mike Parker og SHXCXCHCXSH
Hvor: Basement, Enghavevej 42, Kbh. V
Hvornår: Lørdag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Afrikansk søndagsfest
Mere fest om dagen! Søndag er Couleur Café tilbage for tolvte gang med otte timers fest dedikeret til afrikansk musik og mad. Tidligere har Couleur Café fundet sted i Fælledparken. I år folder den sig ud på Den Røde Plads og i Nørrebrohallen. Blandt de optrædende er Corinne Pierre-Fanfan (Guadeloupe/Frankrig), Moussa Diallo (Mali/DK), Feridah Rose plus band (Uganda/DK) og Dulla Mnanga (Tanzania/DK). Der er tromme- og dansegrupper fra Vestafrika og Tanzania, masser af afrikansk mad og et afrikansk marked. Dagsfestivalen går i gang kl. 11.30, og det første band går på scenen i hallen kl. 12. Det koster 20 kr. at komme ind i hallen, så det er liiiige til at overskue.

Hvad: Couleur Café
Hvor: Den Røde Plads og Nørrebrohallen, Kbh. N.
Hvornår: Søndag fra kl. 11.30 til 19
Hvordan: Facebook-link


ANNONCE