Nyhed

Se: Til gadekoncert med Passenger

Gik du glip af den spontane gadeoptræden på Østergade 18 i går, kan du få en lille bid her

I aften spiller  Passenger alias Michael Rosenberg plænen op i Tivoli til Fredagsrock. Han var dog allerede på spil i går, da han gav en af sine famøse gadekoncerter på Østergade 18. Adskillige danske fans var dukket op i det smukke solskin for at synge med en tydelig rørt Rosenberg. Gik du glip af seancen, kan du se en video fra i går her forneden, hvor Passenger spiller sit nok største hit, "Let Her Go".

Da Passenger åbnede for Ed Sheeran i 2012, overraskede Rosenberg ligeledes danskerne med pludselig at stå på gadehjørnet og spille. Forud for aftenens koncert har hovedpersonen da også selv udtalt: "Jeg planlægger at spille en masse på gadehjørner. Jeg kan ikke spille mine koncerter med en akustisk guitar mere, jeg har måttet udvikle mig. Men gademusikeren er stadig min yndlingsting. Det er så ærlig en form for musik. Det er for alle, og det er gratis. Hvad skulle være bedre end det?"

Udfra videoen at dømme havde Passenger de optimale betingelser for at levere en lille koncert med kun akustisk guitar. I højt solskin er dansken alligevel nem at lokke frem og få til at synge med.


Passenger oplevede i 2013 at gå fra at være nærmest ukendt til at få et af det års allerstørste hits med den allestedsnærværende sang "Let Her Go". Sangen lå nummer 1 i 16 forskellige lande, inklusiv Danmark, hvor den også blev godt modtaget. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fire stjerner og konkluderede:

"Det er en fornøjelse at høre den ærkebritiske accent i det country-inspirerede univers, således at vi i stedet for en wannabe ko-dreng får en bleg Brighton-"lad", der leverer dagligdags-inspirerede linjer som: "We watch day time TV and laugh at mums who don't know who the father is, all our girlfriends are long gone, we watch too much internet-porn, but who need love when you've got slilicone and strap-ons". Så gjorde det alligevel ikke så meget, at Kiwanuka aflyste til NorthSide."

Michael José Gonzalez gav også fire stjerner for dette års udspil "Whispers" med ordene: "Ellers er der ikke så meget at udsætte på Whispers, der generelt byder på mere af det samme, og fans af både All The Little Lights og storhittet Let Her Go kan roligt lytte med her."


Vil du se mere, kan du besøge Tivoli i aften, hvor Passenger atter giver koncert - denne gang med band. Det sker klokken 22.00. Læs mere om billetsalg her.

Nyd den hyggelige stemning med "Let Her Go" her: 


ANNONCE