Den københavnske lovprisning af elektronisk musik fortsætter med tilføjelser til programmet
Til august løber Københavns lovprisning af elektronisk musik, Strøm Festival, af stabelen. Igen i år er programmet imponerende, og i dag tilføjes der endnu yderligere 11 artister til. Det drejer sig blandt andet om Plaid, Benjamin Damage, Max Graef og mange flere.
Fredag den 19. august indtager Warp-legenden Plaid (billedet) Riddersalen. Duoen spiller dermed op til en intimkoncert, så det er om at være hurtig, hvis man vil sikre sig billet. Dagen efter går det ned i Enghaveparken, hvor årets aften-line-up kommer til at tælle Magic Mountain High, FaltyDL, Cooly G og Raske Penge. Festen er dog i gang allerede fra middag, hvor CopyFlex spiller for de mindste.
Til Strøms officielle efterfest præsenteres engelske Benjamin Damage i samarbejde med Red Bull Music Academy. Han regnes for en af tidens mest interessante technoproducere og har i de senere år udgivet adskillige album. Han flankeres denne aften af Apeiron Crew og Marc & Mikkel.
Hvis alt det ovenstående skulle vise sig for svært at vente til, begynder festen allerede onsdag, når Strøm sammen med pladebiksen Dorma 21 inviterer til fest under åben Himmel på den lille høj i Østre Anlæg. Musikken leveres af tyske Max Graef. Supporten leveres af Tartelet Records-labelboss Muff Deep, spanske Wizard Of Odd og Kristian Andersen.
Deltag i festlighederne, når der den 11. til 17. august sættes strøm til København.
Læs mere på festivalens hjemmeside