Den livsglade københavner tager sit band med rundt til ti spillesteder i april og maj
Lige efter udgivelsen af Rasmus Nøhrs seneste album "Retursekund" i november sidste år tog han sin trio med på en længere turné rundt i Danmark. Det blev også til nogle få koncerter med fuldt band, og i april og maj tager det store hold så en tur mere i form af ti koncerter, som blandt andet bringer Nøhr og bandet forbi steder som Store Vega i København, Muzikhuset i Rønne og Kulturhus Kappelborg i Skagen.
Sidste gang Rasmus Nøhr turnerede med bandet, var i april sidste år, hvor GAFFAs anmelder var til stede ved koncerten på Train i Aarhus og gav fem stjerner. Blandt andet fik Nøhr og kumpanerne følgende ord med på vejen:
"Rasmus Nøhr har i det hele taget formået at skrive rigtig mange gode tekster, som rører folk – og hvorfor gør de så det? Ja, måske er de nogle steder banale, men de bliver aldrig joviale, og der er altid en skarp kant, og samtidig vækker de den vigtige genkendelse hos publikum. Og så synger han jo, for det meste, om noget de fleste af os har prøvet. Kærligheden."
Rasmus Nøhrs turné bringer ham til følgende byer:
10.04: Kulturhus Kappelborg, Skagen
11.04: Tobakken, Esbjerg
12.04: Pavillonen, Grenaa
17.04 Godset, Kolding
24.04 Train, Aarhus
25.04 Nordkraft, Aalborg
26.04 Stars, Vordingborg
30.04 Store Vega, København
02.05 Viften, Rødovre
03.05 Musikhuzet, Rønne
Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider