Nyhed

Sziget Festivals program tager form

An der schönen blauen Donau afholdes Europas største musikfestival

Med et besøgtal på omkring 360.000 musikelskere fra hele Europa kan Sziget Festival i Budapest bryste sig af at være Europas største festival. Derudover har den op til flere gange vundet prisen for Bedste Festival ved European Festival Awards, ligesom den igen i år er nomineret. Med et alsidigt program og barer udstyret med individuelle sound systems, der holder festen i live døgnet rundt, er det måske heller ikke så svært at forstå. Nu begynder årets program så småt at tegne sig. Du kan se en række af de offentliggjorte navne her forneden.

Festivalen er ikke kun blevet kendt for sit kæmpestore musikprogram, men også for sin unikke stemning, hvor gøgl, kunst og musik smelter sammen til en stor gigantisk fest. Det oplevede GAFFAs udsendte Mikkel Falk Møller også sidste år, og han konkluderede efter en vellykket festival: 

"Sziget-festivalen har været en kæmpe oplevelse, og hvis man er til fest, farver, verdensmusik, international atmosfære, Balkan, dj's, naturskønne omgivelser, massiv sol og varme, gadeteater og gøgl, så er Sziget en perfekt festival at besøge og et spændende alternativ til de danske Roskilde, Skanderborg og NorthSide."

Til trods for at festivalen foregår i en pulserende storby, er man godt isoleret på en lille ø på Donaufloden i byens midte. Du kan vælge at campere langs øens badestrand, men du kan også leje en prisvenlig lejlighed i selve Budapest, når sommerens festival løber af stablen.


Festivalens store internationale publikum kan i 2014 allerede se frem til koncerter med navne som Macklemore & Ryan Lewis, Queens Of The Stone Age, Calvin Harris, Placebo, London Grammar, Skrillex, Jake Bugg, Klaxons, Stromae, Imagine Dragons og Bastille - Desuden har festivalen i dag annonceret flere navne som Lily Allen, The Prodigy, La Roux, Palma Violets og Miles Kane.

Læs mere på festivalens hjemmeside

ANNONCE