Simon Raymonde – fra Cocteau Twins til Snowbird

Duoen Snowbird alias den amerikanske sangerinde Stephanie Dosen og den engelske multiinstrumentalist Simon Raymonde har netop udgivet deres debutalbum "Moon". En stribe overvejende afdæmpede, vemodige og eftertænksomme sange med Stephanie Dosens lyse og æteriske stemme i forgrunden for et lydbillede præget af klaver og guitar.

Stephanie Dosen har tidligere udgivet to soloalbum i henholdsvis 2002 og 2007, mens Simon Raymonde i perioden 1984-1997 var bassist med mere i den stilskabende og nu hedengangne skotsk-engelske trio Cocteau Twins, der også bestod af sangerinde Elizabeth Fraser og guitarist med mere Robin Guthrie. Cocteau Twins dannede skole med deres blanding af post-punk, drømmende guitarpop og Elizabeth Frasers sfæriske sirenesang og særegne tekster, ofte på hendes eget, hjemmelavede sprog.

Efter Cocteau Twins' opløsning stiftede Robin Guthrie og Simon Raymonde pladeselskabet Bella Union, som i de følgende år udgav navne som The Czars, Dirty Three og Robin Guthries eget band Violet Indiana, ligesom Simon Raymonde i 1997 udsendte sit første og hidtil eneste soloalbum, "Blame Someone Else". I 2000 trak Robin Guthrie sig ud af selskabet, flyttede til Frankrig og indledte en solokarriere med fokus på instrumentalmusik. Simon Raymonde har siden været leder af selskabet, som i årene efter blandt andet har udgivet navne som Beach House, Midlake, The Walkmen og ikke mindst Fleet Foxes, Bella Unions bedst sælgende orkester. Raymonde har produceret og spillet med på en del af Bella Unions udgivelser, men Snowbird er første gang siden Cocteau Twins, at han er medlem af et band.

GAFFA har ringet til Simon Raymonde, der for tiden befinder sig i New York, og fået en snak om Snowbird, og så skulle vi da også lige høre, hvordan det går med Bella Union, og om Raymonde stadig har kontakt til sine gamle kolleger fra Cocteau Twins.

Hej Simon, hvordan er vejret i New York? Sner det?

– Ja, det gør det, og det fryser 15 grader.

Så det passer godt med udgivelsen af jeres album?

– Ja, det må man sige.

Albummet lyder meget vinterligt.

– Ja, men det er også indspillet om vinteren.

Navnet Snowbird, hvor kommer det fra?

– Det er en meget populær fugl i Wisconsin, hvor Stephanie er vokset op, og det var hendes idé og er inspireret af hendes opvækst. Wisconsin er dækket af sne store dele af året.

Udløbet visum satte det hele i gang

Snowbird er som nævnt Simon Raymondes første gruppe, siden Cocteau Twins blev opløst i 1997, og så er det jo oplagt at spørge ham om, hvorfor han igen er tilbage i rollen som aktivt bandmedlem efter alle de år.

– Det har jeg også spurgt mig selv om. Jeg var i dét band med dén sangerinde med dén stemme – og Elizabeth havde og har en af de smukkeste stemmer i musikverdenen nogensinde, så rent ubevist har jeg nok ment, at jeg ikke kunne finde et bedre band at komme med i, så hvorfor overhovedet forsøge. Jeg ved godt, at det er dumt at tænke sådan. Efter Cocteau Twins fik jeg travlt med mit pladeselskab Bella Union, og det var en distraktion i mange år. Jeg var kreativ, men på en anden måde end ved at skrive musik. Jeg hjalp andre bands, men ignorerede mine egne sange. Der har også været nogle forhold og nogle børn, der krævede min opmærksomhed, men jeg forstår ikke, at der er gået så lang tid. Pladeselskabet blev også et stort ansvar efter et stykke tid. Pludselig havde vi 30 bands i folden, vi skulle holde styr på, og vi er et lille selskab, vi var kun tre personer ansat, så det kneb med at finde tid, fortæller Simon Raymonde og fortsætter:

– Der skete så det, at jeg mødte Stephanie, blev fascineret af hendes stemme og sange og skrev kontrakt med hende til Bella Union. Senere blev vi kærester og flyttede sammen i England, men så løb hendes visum ud, og hun blev tvunget til at flytte tilbage til USA. Det var den tvungne adskillelse, der fik mig til at skrive musik igen. Når dagens arbejde med selskabet var overstået, satte jeg mig ned og begyndte at skrive nogle skitser, som jeg sendte til hende for at fortælle hende, at jeg savnede hende. Jeg sendte dem om aftenen, og om morgenen fik jeg dem så tilbage, hvor hun havde improviseret en melodi og indsunget den, første gang hun hørte numrene, og det er endt med at blive melodistemmerne, som hun så siden har skrevet tekst til, og som vi derpå indspillede i England. Hun er en stor improvisator, jeg er meget imponeret – sådan noget ville jeg aldrig kunne gøre.

Lykken varede dog ikke evigt for det musikalske makkerpar.

– Da albummet var ved at være færdigt, gik vores forhold i stykker, efter fem år. Det var tilbage i 2010. Vi har dog bevaret vores venskab og blev enige om, at vi skulle udgive musikken på et album alligevel. Herefter fik Stephanie travlt med sit arbejde som strikketøjsdesigner, så jeg har afsluttet albummet alene, med lidt hjælp fra nogle udvalgte gæstemusikere. Det tog også lidt tid, fordi jeg skulle indpasse det sammen med mit arbejde med Bella Union. Vi kunne have droppet det hele, men jeg er glad for, at vi fuldførte det.

Nu er albummet på gaden, men er Snowbird så et afsluttet projekt, eller kommer der flere udgivelser? Måske ligefrem en turné? For Simon Raymonde blæser svaret i vintervinden.

– Nu får tingene et helt nyt liv. Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville være udpræget interesseret i albummet, eller at jeg skulle give interviews omkring det, for det er jo et meget stille og eftertænksomt album, som ikke er særlig meget i tråd med tidsånden. Jeg var bare glad for, at vi blev færdige med det. Vi har ikke nogen planer om at give koncerter, for Stephanie bor i Colorado, og jeg bor halvdelen af tiden i England, halvdelen af tiden i New York, og vi har andre partnere nu – som dog heldigvis ikke har noget imod Snowbird-projektet – men man ved aldrig. Vi skal lige tænke over det. Jeg tror dog, der kommer til at gå lidt tid.

Mere end et Cocteau Twins-ripoff

Når man lytter til Snowbird, er det svært ikke at komme til at tænke på Simon Raymondes gamle band Cocteau Twins. Ikke mindst fordi Stephanie Dosens æteriske englestemme minder en del om Elizabeth Frasers. Er det derfor, han har lavet et band med hende? Det afviser han.

– Jeg har ikke valgt at samarbejde med Stephanie, fordi hun minder om Elizabeth – for ja, det gør hun da, og hun er også stor fan af Elizabeth og hørte plader som Cocteau Twins' "Heaven or Las Vegas", da hun var teenager. Jeg har valgt at samarbejde med hende, fordi hun har en smuk og følelsesfuld stemme, et stort register og har god sans for vokalharmonier, hvilket formodentlig skyldes, at hun har sunget i kor som barn og siden har undervist i kor. Det hele er dog nok medvirkende til, at hun minder om Elizabeth, selvom Elizabeth er mere selvlært. Jeg skrev kontakt med Stephanie i 2005, og hendes soloplader lyder slet ikke som Cocteau Twins. Rent tekstmæssigt er de også langt fra hinanden, siger Simon Raymonde og fortsætter:

– Jeg ved godt, at man ikke kan lade være med at se tilbage. Jeg har lavet otte album med Cocteau Twins, så det er nok mig, der får Snowbird til at minde om Cocteau Twins, og det er klart, at folk vil sammenligne Snowbird med Cocteau Twins, når det er mit første band siden dem, og efter så mange år. Vi sammenligner alle sammen med noget, vi kender, når vi skal vurdere noget nyt, og i musik sker det oftere end ved nogen anden kunstart. Jeg synes, der er meget mere i Snowbird, end at vi minder lidt om Cocteau Twins, men det gør mig ikke noget, bare det får folk til at interessere sig for Snowbird.

Der medvirker en række markante gæstemusikere på "Moon", nærmere betegnet Ed O'Brien og Phil Selway fra Radiohead på henholdsvis guitar og trommer, Eric Pulido og Mackenzie Smith fra Midlake på guitar, Paul Gregory fra Lanterns on the Lake og Jonathan Wilson, begge på guitar. Hvorfor har Raymonde valgt lige de musikere, hvor mange også udkommer på Bella Union?

– Fordi det er nogle af mine nære venner. Jeg spillede det meste på albummet, men der var nogle få ting, jeg ikke kunne spille særlig godt. Jeg kan eksempelvis ikke spille fingerspil på en nylonstrenget akustisk guitar, så de hjalp med nogle få, men vigtige bidrag. Før de kom med, syntes jeg, albummet var okay, men de kom lige og tilføjede lidt stjernestøv, der fuldendte værket.

Jeg kan ikke lade være med at notere mig, at I på albummet har en sang med titlen "Amelia". Det er også titlen på et nummer med Cocteau Twins – er det tilfældigt?

– Det tror jeg, og det var Stephanies idé. Hun kender nok Cocteau Twins-nummeret, men jeg ved ikke, om hun har fæstnet sig ved titlen. Det er jo bare en titel – Joni Mitchell har også lavet en sang med den titel.

Kan du fortælle lidt om Stephanies tekster? De synes ofte at omhandle naturen.

– Ja, nogle af dem gør. Hun er en naturpige, og hun er vokset op i Wisconsin, i naturen, omgivet af skove og floder og søer. Hun er bestemt ikke en storbypige. Hun er som sagt en anerkendt strikketøjsdesigner, og hendes tøj er også inspireret af naturen. Mange af teksterne er også personlige refleksioner, og ofte skal naturen forstås metaforisk. Sangen "Bears on My Trail" handler jo ikke om at blive forfulgt af en bjørn, griner han.

Coveret på "Moon" er designet af Vaughan Oliver, der også stod bag mange af Cocteau Twins' meget flotte omslag. Hvorfor har I valgt ham som coverdesigner, nu hvor han ellers ikke er så aktiv på den front længere og primært underviser?

– Jeg havde ikke kontakt med ham i mange år, men for to-tre år siden arbejdede jeg med det første album med det svenske band I Break Horses, og der kom jeg til at tænke på ham som mulig coverdesigner. Jeg kontaktede ham, han sagde ja tak og lavede et fremragende arbejde, og han sagde, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg ville bruge ham til noget andet, og jeg spurgte så, om han ville lave coveret til Snowbird. Både Stephanie og jeg var fans af ham. Jeg sendte nogle sange til ham, og han kunne godt lide dem og sagde straks ja. Han sendte hurtigt en idé, som endte med at blive det stort set færdige cover. Det er et meget smukt og minimalistisk omslag, som passer perfekt til musikken, som jo er stille, og hvor der ikke sker så meget.

Bliver Cocteau Twins gendannet?

Som det fremgår, har Simon Raymonde ikke noget imod at tale om sit gamle band, som gik i opløsning efter store interne stridigheder, og som måtte aflyse en planlagt genforeningskoncert på Coachella-festivalen i Californien i 2005, fordi sårene efter bruddet stadig ikke var helet. Hvordan går det nu, har han kontakt med sine gamle kolleger i dag?

– Jeg taler lidt med Elizabeth fra tid til anden, men hun er en meget privat person. Jeg ved ikke, hvad hun lytter til, for når vi taler sammen, er det som regel ikke om musik. Robin (Guthrie, red.) har jeg desværre ikke ret meget kontakt til, da vi bor i hver sit land. Han har boet i Frankrig i mange år.

I forsøgte at gendanne Cocteau Twins tilbage i 2005, men I aflyste koncerten. Kan vi håbe på en rigtig gendannelse på et tidspunkt?

– Nej, jeg håber, det aldrig sker. Vi udgav otte album og en masse ep'er og eksisterede i 15 år og har efterladt nogle gode minder. Det er mere, end mange andre bands opnår. Man kan ikke genskabe de gode gamle dage. Har du lyst til at gå på date med din gamle kæreste, som du brød med, nej vel? Det ville ikke blive godt. Jeg er beæret over interessen, men folk kan jo bare høre de gamle plader. Vi blev næsten gendannet, men det blev alligevel ikke til noget, og det er bedst at lade det ligge.

Ved du, hvad der sker med Elizabeth Frasers soloalbum, som der har været talt om i mange år?

– Jeg ved, at hun er i gang med at indspille noget sammen med sin kæreste Damon (Reece, red)., der er trommeslager i Massive Attack, som Stephanie jo også har turneret med (hvor hun i øvrigt blandt andet fremføre nummeret "Teardrop", oprindeligt indspillet med Elizabeth Fraser, red.), men jeg har ingen anelse om, hvor langt de er kommet. Det var fedt, at hun gav et par koncerter for halvandet år siden på Meltdown-festivalen i London, og dengang spillede hun jo en række nye numre, så vi var mange, der troede, at hun havde noget på vej. Det må komme, når hun er klar.

Hvad med din egen solokarriere? Du udgav dit første og hidtil eneste soloalbum "Blame Someone Else" i 1997. Er der mere på vej fra den kant?

– Nej, det var faktisk ikke særlig behageligt at være i front. Jeg følte mig meget alene, så nej, det har jeg ikke lyst til at gøre igen.

Insisterer på at udgive musikken fysisk

Simon Raymonde har været leder af pladeselskabet Bella Union i 17 år. To år efter at han og Robin Guthrie stiftede selskabet, åbnede fildelingstjenesten Napster, den første seriøse trussel mod cd-salget, der siden har været kraftigt faldende, truet af først ulovlige, derpå lovlige downloads og senere af streamingtjenester. Hvordan synes han selv, det går?

– Det bliver sværere og sværere, men vi var så privilegerede, at startede, før det hele gik tilbage, og vi fik relativt hurtigt fik pæn medvind med nogle af vores første udgivelser, blandt andre Dirty Three, Lift to Experience, Midlake, Laura Veirs og Explosions in the Sky. Siden vi fik vi så stor succes med Fleet Foxes og senere The Low Anthem, The Walkmen, The Flaming Lips, I Break Horses. Hvert år eller hvert andet har vi haft et band, der har solgt godt.

– Nu er vi så heldige, at vi har et stort bagkatalog, og vi opererer over hele verden – vi licenserer ikke bare til andre selskaber i de forskellige lande, som vi gjorde tidligere. Det fungerer ikke i dag, fordi de lokale samarbejdspartnere dropper dig, hvis ikke du sælger noget, og så kan du begynde forfra med at finde en ny partner. Jeg vil gerne kunne tilbyde et band den samme service i alle lande. Sådan var det ikke med det selskab, Cocteau Twins udkom på (det ellers højt respekterede 4AD, også kendt for navne som Dead Can Dance, Pixies og This Mortal Coil, red.), så Bella Union er også en måde at skabe bedre forhold for musikerne på. Det er ikke kun et forfængelighedsprojekt for mig.

Hvad med streaming, kan I tjene noget på det? Og hvad med det stigende vinylsalg?

– Vi tjener næsten ingenting på streaming, og jeg har ikke den store fidus til det som en forretningsmodel, men jeg gider ikke hyle over det, for det er jo billigt, og folk har ikke mange penge. Hvis du er en dreng på 15 år, kan du vælge, om du vil købe Snowbirds album på iTunes for 9,99 pund eller et Spotify-abonnement for samme pris, hvor du på en måned kan høre al den musik, du vil, fra hele verden fra år nul. Så er man jo en idiot, hvis man køber den på iTunes.

– Jeg har ikke en Spotify-konto, jeg vil hellere høre vinyl, men jeg er også 51 år gammel, og det er ikke mig, der skal definere, hvordan fremtiden bliver, det er for sent. Vi kan heldigvis tjene lidt på at sælge vinyler, og vi har i mange år udgivet på vinyl med indlagt cd. Vinylsalget er steget med 40 procent det sidste år. Jeg foretrækker at udgive musikken i et fysisk format. Hvis vi ikke kan udgive fysiske plader mere, gider jeg ikke mere; det er sgu ikke sjovt bare at udgive musik digitalt. Så må jeg finde på noget andet at lave.

Bella Union har udgivet hele fire danske bands, Kissaway Trail, Our Broken Garden, Chimes & Bells og Treefight for Sunlight. Er der noget særligt ved den danske musik?

– Det er ikke sådan, at jeg mener, I har noget i vandet, men der er noget med nordisk musik, uanset hvilket land den kommer fra, selvom alle de nordiske lande selvfølgelig er meget forskellige. Der er noget mørkt og eftertænksomt over mange nordiske bands, og der er rigtig mange dygtige musikere i de lande. Treefight for Sunlights er for eksempel fremragende musikere, og de lyder helt anderledes end alle andre bands på Bella Union. Vi udgiver også flere svenske navne, blandt andre I Break Horses, men jeg tænker ikke på nationaliteter. Når jeg skal udgive musik, kigger jeg ikke ét sted hen, jeg kigger alle steder hen.

Hør Snowbirds "Moon" på Spotify og WiMP: