Nyhed

Se stilfuld musikvideo med The Foreign Resort

Den albumaktuelle danske post-punk-gruppe har skudt deres seneste musikvideo i L.A.

Det københavnske post-punk-band The Foreign Resort er klar med en ny single, anden forløber for deres tredje album "New Frontiers", som udkommer 24. februar. Singlen "Alone" har fået en tilhørende stilfuld musikvideo, som vanen tro for bandet er optaget i sort-hvid og optaget i Los Angeles i november. Videoen er instrueret af Arian Soheili. Skuespillerne i videoen er Christina Galioto, Phillip Butler, Segal Bengigi og Kym Priess.

"Alone" er ligesom resten af det kommende album indspillet i Black Tornado Studios i København i samarbejde med den markante engelske post-punk-producer John Fryer.

Englænderen har blandt andet arbejdet med så store navne som Depeche Mode, Cocteau Twins, This Mortal Coil og Nine Inch Nails. Eksempelvis var han tekniker på Depeche Modes debutalbum "Speak and Spell" fra 1981, producer på Cocteau Twins' andet album "Head over Heels" fra 1983, co-producer og multiinstrumentalist på alle This Mortal Coils tre album udgivet i perioden 1984-1991 og co-producer på Nine Inch Nails' debutalbum "Pretty Hate Machine" fra 1989.


"New Frontiers" udkommer på det Chicago-baserede pladeselskab BLVD Records, og The Foreign Resort følger albummet op med en turné, der både bringer dem til USA – hvor de for tredje gang skal spille på den enorme branchefestival SXSW i marts – Italien, Tyskland, Holland og Belgien. De har til gengæld endnu ikke offentliggjort danske koncerter.

The Foreign Resort har to album i bagagen og fik fire stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen for det seneste udspil "Scattered & Buried". De eksplosive post-punkere fik blandt andet følgende ord med på vejen:

"'Delayed' åbner med en ulmende feedback, hvorefter både tempo og guitarpedalerne trykkes helt i bund på en susende rejse ind i støjrockens højborg. For en lytter med det rigtige hi-fi anlæg er der fuld valuta for skillingerne. Man bliver simpelthen blæst agterud."


Videoen til "Alone" kan du se her:

ANNONCE