DRK-programserien "Moderne klassikere" begynder i aften med det første ud af seks afsnit
I aften klokken 20:00 begynder DRK atter på programserien "Moderne klassikere", hvor historierne bag nogle af verdens største sange søges. På 30 minutter kredses der om, hvorfor afsnittets pågældende sang blev skrevet, og hvilke kvaliteter den besidder, som har gjort den til det hit, den er, og givet den dén betydning den har. Det første afsnit handler om tyske Scorpions' kæmpehit "Wind of Change", som nærmest transcenderede sin betydning fra blot en sang til at blive en lille bid af verdenshistorien.
Fløjten er måske ikke just det, man forbinder med hård rock. Ikke desto mindre er det et hvislende fløjt, der starter Scorpions' "Wind of Change" fra "Crazy World" (1990). Det fik heavyfans til at krumme tæerne, men gav til gengæld genlyd i Kreml og blev således soundtrack til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Måske man endda kan gå så langt som at sige, at sangen skubbede lidt til den mentale og politiske mur, der delte øst fra vest.
"Wind of Change" er blevet mere end blot et pophit. Den er blevet et historisk dokument for sig selv. Den er blevet historien om, hvordan tyske Scorpions i 80'erne har en drøm om at spille bag Jerntæppet i Moskva, den kolde krig til trods. Det lykkes for dem - blandt andet Moscow Music Peace Festival 12. og 13. august 1989 med blandt andet Bon Jovi, Cinderella og Ozzy Osbourne - og sangen byggede en bro over muren mellem øst og vest.
I aftenens afsnit kan du høre forsanger Klaus Meine fortælle, hvordan han, dybt berørt af sit møde med sit møde med den russiske ungdom, skriver "Wind of Change", og tag med til Moskva og mød vennerne bag jerntæppet - Gorky Park og koncertarrangør Stas Namin.
De følgende afsnit byder på historierne om sangene "Praise You" (Fatboy Slim), "Killing Me Softly" (Lori Lieberman), "Blue Monday" (New Order), "Take My Breath Away" (Berlin) og "Black Hole Sun" (Soundgarden).
Har du glemt "Wind of Change" og trænger til en genopfriskning, eller vil du bare gerne fløjte med Klaus Meine, kan du høre den her: