Den islandske udgave af den verdenskendte spanske festival, Sónar, løb af stablen her i weekenden i Reykjavik. GAFFA var med for at tage pulsen på festivalens koncerter og efterfester.
Der er godt gang i den på festivalfronten i Island i disse år. Ud over den kendte Iceland Airwaves festival, som foregår hvert år i november, kan det lille lava-land højt mod nord også byde på All Tomorows Parties-festivalen i juli med blandt andre Portishead som hovednavn. Og altså også en islandsk udgave af den elektroniske festival, Sónar, som ellers normalt holder til i det sydlige og solbeskinnede Barcelona.
Programmet er ligesom hos moderfestivalen Sónar Barcelona så vidt muligt holdt inden for de elektroniske genrer og byder på en charmerende blanding af store internationale navne og spændende lokale upcomings. Årets headlinere er amerikanske Major Lazer og Diplo samt tyske Paul Kalkbrenner. Derudover finder man islandske stjerner som Gus Gus, Hjaltalin og FM Belfast. Og så er Danmark også godt repræsenteret med både When Saints Go Machine, Kenton Slash Demon og Trentemøller.
Festivalturen starter med en tre timer lang turbulensfri og skyfri flyrejse, hvor man undervejs ved vinduespladsen har frit udsyn til både Færøerne og det nordlige Skotland. Tilbage på landjorden efter landing i Keflavik lufthavn fortsætter turen i bus mod Reykjavik, hvor man passerer mosgrønne lava-landskaber og små fjorde med fiskerhuse i kulørte farver. Efter hotel check-in hos Hilton Nordica er der lige tid til at få strakt rejsekroppen ud og tage et smut forbi Laugardalur, der ligger et par minutters gang fra hotellet. Bag det eksotiske navn gemmer sig Reykjaviks udendørs svømmestadion, der er byens bedste pool-anlæg. Her kan man både svømme 50 meter-baner, tage dampbade, ligge i udendørs spa-bade og tage en tur i vandrutchebanen. Stedet bliver næsten udelukkende brugt af lokale indlændinge og er et langt bedre alternativ end den mere fashionable, dyre og overrendte Blå Lagune. Da solen samtidig her sent om eftermiddagen er gået ned, og en funklende fuldmåne i stedet lyser svømmebassinerne op i den iskolde luft, er der ren magi i luften.
Fantastisk arkitektur og sniffende narkohunde
Herefter er det tid til de musikalske løjer, og turen går nu ned til Reykjaviks helt igennem fantastiske musikhus Harpa, hvor samtlige koncerter finder sted i fire forskellige koncertsale plus den underjordiske parkeringskælder, som under festivalen er blevet omdannet til en kæmpe natklub med dj's og efterfester. Harpa ligger placeret ved byens industrihavn lige ud til de dybe fjorde og snedækkede bjerge og er indbydende og nuanceret designet af Olafur Elisaon og Henning Larsen. Rent arkitektonisk er det dog klasser over, og det flimrende grønlige lysdesign lyser op som nordlys i den kulsorte og frostklare nat. Indenfor er stemningen høj og intens fyldt med festglade unge islændinge på vej rundt til aftenens mange koncerter, men da festivalen kun har en samlet publikumskapacitet på 3500 gæster, virker det samtidig ikke overfyldt. Tværtimod er der nogle gange ganske få publikummer til især de tidlige koncerter, mens der senere på aftenen bliver mere fyldt af et godt beruset publikum. Tilstedeværelsen af narkotikapolitiet med sniffende hunde vidner også om, at det nok ikke kun er Viking øl, der ryger indenbords hos de partyglade fest-gæster.
Fredag aftens absolutte hovednavn er den tyske stjerne-dj Paul Kalkbrenner. Men han aflyser desværre på selve aftenen til højlydt skuffelse for især de mange tyske gæster, som er kommet til festivalen specifikt for at se ham. Ærgerligt, men til gengæld leverer danske When Saints Go Machine i stedet et forrygende show, hvor de i den grad lever op til Steppeulv-prisen som Årets Orkester, som de netop har modtaget. Bandet er ganske enkelt eminente, velspillende og udadvendte og har vel aldrig været bedre end nu. Publikum kender sangene og synger med på omkvædene, mens forsanger Nikolaj Manuel Vonsild selvsikkert og rutineret danser igennem og pisker stemningen op.
Det er tydeligt, at bandet tror på sig selv og deres materiale, og alle fire medlemmer af bandet er gennemmusikalske og opfindsomme. Derudover er Vonsilds stemme i en liga for sig, og han svinger uden problemer mellem høj falset og dyb baryton. When Saints Go Machine lefler dog ikke for nogen, og nogle af sangene kan være for komplicerede og krævende til at få festen helt op at køre. Det sker dog i hittet "Kelly" og til sidst i "Fail Forever", hvor det hele ender i et diabolsk lydinferno, hvor tre mand hver skruer på knapper og pitcher musikken helt op, mens trommeslageren hamrer igennem til højlydte jubelråb og piften, og hænderne ryger i vejret. Fredags festen er for alvor i gang, og When Saints Go Machine kan gå sejrsfyldte af scenen, mens publikum forsvinder ned i den kulsorte parkeringkælder, hvor der er sydende gang i nattens raveparty komplet med lysende glowsticks og repetetive beats.
Glowsticks, strip og konfettiregn
Lørdagen starter ud med endnu et besøg i Reykjaviks opvarmede og udendørs svømmestadion, hvor den knivskarpe sol og lysende sne giver associationer til skiferie i alperne. En bedre rekreation på nattens fester er svær at finde. Rent musikalsk byder lørdagens program på flere og større navne end om fredagen. Jeg lægger ud med at se islands bedste party-orkester FM Belfast, som i snart ti år har sørget for gedigen feststemning ved deres mange koncerter i Island og resten af verden. Bandet giver som altid alt, hvad de har og er en turbulent tour de force udi vanvidsdans og catchy electro-pop.
Bagefter går turen ned i Harpas kulsorte parkeringskælder, hvor den amerikanske dj og producer Diplo er i gang med at banke stemningen helt op. Diplo, som samtidig er hovedmanden bag fredag aftens hovednavn, Major Lazer (billedet), har gennem årene produceret for både Beyoncé, No Doubt, Justin Bieber, Snoop Dogg, Usher mange andre. Live er hans dj-sæt uovertruffent med en bas så tung, at alle hårene rejser sig. De mange club-kids med selvlysende farver i ansigtet kan næsten ikke være i deres egne kroppe af bar begejstring, og det hele peaker, da to piger hopper op på dj-pulten og stripper til en heftig remixudgave af Beyonces nyeste hit "XO", mens Diplo selv står med armene i vejret og et smørret smil på læben.
Ved 01-tiden om natten spiller både Major Lazer og Trentemøller på nøjagtig samme tidspunkt. Det har rigtig mange publikummer svært ved at vælge imellem, hvilket resulterer i folkevandring mellem Harpas to store koncertsale. Selv prøver jeg også at nå så meget som muligt af begge koncerter, og det lykkes nogenlunde. Major Lazer er klart aftenens helt store brag, og det er ganske enkelt imponerende, at Diplo (som er medstifter af Major Lazer) har så meget energi tilbage. For Major Lazer fyrer den fuldstændig af. Der er smæk på lige fra starten med en sky af konfettiregn og hårdtpumpede beats, der bliver blæst ud i salen med højeste lydstyrke. Publikum elsker det, og især under sangene "Get Free" og "Bubble But" stikker det helt af, og taget er lige ved at lette.
Mere stille og roligt går det for sig inde i nabosalen, hvor Trentemøller er i gang. Trentemøller er for tiden ude på en stor verdensturne, hvor han præsenterer numrene fra sit seneste album "Lost". Han stiller op med fuldt band og minder i set-uppet mere om en rockkoncert end en elektronisk. Men det er kun positivt, for de mange dygtige musikere sætter hver deres præg på de uendeligt smukke og stemningsmættede numre, der for det meste ligger på musikkens mol-skala. Trentemøller får under hele showet - eller i hvert fald den del af det, som jeg får set - vist, hvor stor en musikelsker og -kender han er. Han bevæger sig helt ubesværet rundt i både Depeche Mode-lignende electro-pop, dyster og tung post-punk, rendyrket tresser-psychedelica, new wave a la Talking Heads og selvfølgelig The Cures "Lullaby", der runder hele herligheden af, efter at hittet "Moan" er blevet leveret i en sublim udgave. Desuden skal lyde en stor cadeau til Marie Fisker, som ene kvinde stod for samtlige af aftnens vokalindslag på fornemeste vis. Ren magi.
Efter hektisk pendlen mellem Major Lazer og Trentemøller fortsatte natten med klassisk islandsk hedonistisk natteliv på både klubben Dolly og Kaffibarin, hvor der vanen tro var sydende gang i den til ud på de små timer. Samtidig blev den reykjavikske nattehimmel pludselig oplyst af et spøgelsesagtigt grønt nordlys, der lagde sig svævende ude i den enorme fjord. Reykjavik og Island er et eventyr hver gang og kan lige meget anbefales, hvis man er til massive fester og storslået natur. Vi ses en anden gang deroppe.
