Vi har mødt sanger, sangskriver og meget mere Jack Steadman
Det er fugtigt og klamt udenfor. Det har regnet hele dagen, og jeg har tonset af sted på cykel for at nå til Vega – til tiden. Da jeg endelig er kommet indenfor, i ly for de regnfulde skyer, bliver jeg mødt af en velmenende tourmanager. Han forklarer mig med en stresset og dog fattet stemme, at der er sket lidt ændringer, hvorfor jeg må nøjes med at interviewe Jack alene, i stedet for alle medlemmerne fra Bombay Bicycle Club som aftalt. Jeg nikker anerkendende og kæmper febrilsk med at tøjle de engelske gloser, der lever deres eget liv, mens de ruller over min tunge og ender i ordlyde, jeg ikke anede eksisterer.
Steve – som tourmanageren tilsyneladende hedder – viser mig ind i et lille sminke-rum med påskriften "Crew Area". Jeg kan bare gøre mig klar, så kommer Jack om lidt, siger han.
Kort efter kommer en lidt ranglet, smilende mandsling ind ad døren. Han lukker den stille efter sig, giver mig et varmt håndtryk og siger "jeg er Jack, dejligt at møde dig."
Jeg byder ham velkommen til og spørger, om det ikke kun er anden gang, Bombay Bicycle Club er i Danmark. Min tunge er imidlertid løsnet op, og det engelske falder efterhånden lettere.
"Jo, vi spillede på en festival i Århus for to år siden (NorthSide 2012, red.) og har ønsket at kommet tilbage lige siden. Så vi sikrede os, at vi tog forbi Skandinavien på denne turné," svarer Jack med sin venlige og dybe stemme, alt imens han sirligt retter Oxford-brillerne.
For første gang nogensinde ligger Bombay Bicycle Club nummer et i Storbritannien. Det er sket med deres netop udkomne album So Long, See You Tomorrow, som efter blot en uge lagde sig på førstepladsen i tabellerne. Desuden er de fleste af deres koncerter i Europa og USA udsolgt – succes og opmærksomhed, de britiske drenge må kunne fornemme.
"Hmm, vi tænker ikke så meget på det, vores fokus er på at forbedre showet," svarer Steadman.
"Så hver gang vi træder af scenen, skriver vi notater, lytter til gårsdagens show, og så er der ikke rigtig tid til at tænke på særlig meget andet, faktisk. Vi fokuserer kun på det vi laver lige nu."
Til spørgsmålet om, hvorfor GAFFAs læsere skal lytte til Bombay Bicycle Club, har Jack ikke noget umiddelbart svar. Han rømmer sig, stryger hånden igennem pandehåret - der til dels er ladt alene foran, omgivet af høje tindinger - kigger på mig og svarer med et glimt i øjet:
"Hvis de lytter til det og nyder det, skal de holde øje med det, tænker jeg. Ellers er det vel lidt ligegyldig opmærksomhed. Hvis der er noget specielt ved os, er det op til folk selv at bestemme, hvad det er. Vi laver den musik som vi kan lide – og det virkelig dejligt, at der er andre mennesker som også kan lide det! – men vi kommer ikke og tvinger det ned i halsen på jer. Vi har ikke noget, som skal prøve at gøres anderledes end andre. Det er ikke så gennemtænkt, du ved. Ikke så teknisk."
Nyheden på So Long, See You Tomorrow
Bandet er i øjeblikket på turné med albummet So Long, See You Tomorrow. Pladen er deres fjerde siden 2009, hvor de entrerede den globale indie-scene med skarpe, velskrevne melodier indpakket i solid indie-rock med debutalbummet I Had The Blues But I Shook Them Loose. Siden fulgte det akustiske album Flaws og A Different Kind Of Fix fra 2011, hvor rumklang og blød crunch igen indfandt sig hos kvartetten.
"Nyheden på So Long, See You Tomorrow er, at vi selv har produceret det. Vi producerede faktisk også vores andet album, Flaws selv. Men det var meget enkelt – soveværelsesoptagelser og akustisk, du ved. Dette album er fuldt produceret, så det har krævet meget mere udstyr. Jeg tror, det er vores mest personlige album, for der har ikke været nogen udefrakommende indflydelse – overhovedet. Man kan ikke høre en anden producers lyd – det er ikke et miks mellem to (band og producer, red.) – det er kun os. Og så er det mere dance-inspireret. Der er meget elektronisk musik med denne gang."
Den populære brite tager en tænkepause og kigger på en af de fire nikotingule vægge, der danner rammen for vores møde. Imens larmer køleskabet, som jeg sidder op ad. Det er fyldt med diverse drikke til de tørstende halse, som har med aftenens koncert at gøre og oplyser en stor del af rummet med de hvide neonrør.
"Jeg laver elektronisk musik i min fritid. Det har jeg gjort i mange år. Det er erfaringen derfra, som jeg har brugt, da vi producerede pladen. Jeg har ikke lært det ved at læse en bog, gå på universitetet eller noget andet. Det er kun fordi jeg har gjort det i ti år efterhånden. Når man går i studiet – et professionelt studie – så er det ligesom om, at der er den her meget fastlåste måde at gøre tingene på. Teknikerne og producerne har regler. Sådan har jeg aldrig lavet musik, så jeg kan slet ikke relatere til det. Får du en idé, så tager det lang, lang tid at gennemføre – fordi det skal gøres i den rigtige rækkefølge, på den rigtige måde og sådan. Men jeg kan godt lide at snyde – jeg kan godt lide at gøre tingene på den forkerte måde. Det er meget hurtigere! Jeg synes, den traditionelle måde er for kedelig."
Jeg spørger Jack, hvilken genre han vil placere Bombay Bicycle Club inden for – nu hvor musikken øjensynligt har bevæget sig mod nye græsgange. Svaret kommer prompte: popmusik. Og det har det hele tiden været. Han uddyber:
"Hvis du fjerner alle lydene, og du kun har de basale elementer tilbage, er det popmusik. De lyde, vi bruger, er som det tøj vi har på, du ved. Vi kan klæde os på mange forskellige måder, men inde bagved er det bare popmusik."
Om et nyt album og det at skrive sange alene – med andre
Det er Jack, som skriver al musikken i Bombay Bicycle Club. Om processen fortæller han, at teksten altid er det sidste, han lægger hånd på. De indledende øvelser kan både opstå tilfældigt eller ud af hårdt arbejde.
"En gang gik jeg rundt og begyndte at synge en sang. Jeg havde ikke en smartphone, jeg havde bare en gammel Nokia – så jeg kunne ikke optage det. Til gengæld kunne man lave sin egen ringetone på den, så jeg blev nødt til at skrive det ind sådan i stedet. Det var sådan jeg optog sangen; som en ringetone."
Historien bliver fortalt med stor entusiasme – der indgår således også fagter – så undertegnede kan forstå det hele. Videre fortæller han, hvordan kreativiteten til at skrive musik nogle gange svigter – og hvordan sampling kan blive flugtvejen fra dødbringende musikalsk tørke.
"Når man er alene, er der ingen at sparre sine idéer med. Man er helt alene. Når man sætter en plade på, lytter til den, spiller sammen med den, eller sampler den, er som at have en i rummet sammen med dig, en at være kreativ med. Det hjælper mig ofte igennem sangskrivningen, tror jeg."
Altså den her "ping-pong" mellem dig og samplingerne?
"Ja, præcis. Bortset fra at det ikke er en anden person. Jeg er altid alene, når jeg skriver – der skal ikke være andre. Vi har aldrig sat os sammen, hvor der pludselig opstår magiske ting. Det er bare sådan jeg er – jeg kan kun alene."
Måske er det netop derfor, at jeg kun taler med Jack i dag. De andre er taget til Danmarks Radio for at medvirke i et tv-portræt af Oasis. Det gad Jack ikke. "Hvorfor skulle jeg det? Vi er jo Bombay Bicycle Club", som han siger. Så han vil hellere snakke. Alene. Når han har skrevet grundmaterialet til et nummer, sender han det derfor til drengene fra bandet uden nogen form for kommentarer med. "Så får de lov til at arrangere", mumler han henslængt.
"Jeg tror, at alt for mange artister tror så meget på det, de gør, at de nægter at lytte til nogen andre end dem selv. For mig er det punktet, hvor man stopper med at lave bandmusik. Du ved, mange artister omringer sig selv med mennesker, som elsker dem, når de får succes – og det får dem til at føle sig gode. Når alle omkring dig siger "ja, ja, ja", er der ingen, der har modet til at sige "det her er dårligt". Jeg tror, det er derfor mange artisters femte og sjette album er virkelig kedelige."
Jack læner sig tilbage, løfter armene og sætter hænderne håndfast i nakken. Igen stirrer han på væggen. Jeg kigger hurtigt med – der er ikke noget specielt. Han krydser benene, og et par røde striksokker kommer til syne i de brune sejlersko, inden han fortsætter selvreflekterende:
"Det er ret sjældent, at et band gror med tiden – over flere albums. Hos mange går det den anden vej. Det går rigtig godt med det første album, og så ...(laver en pil ned med fingeren, red.). Jeg har altid foretrukket det modsat, så det vokser gradvist. Det er den rigtige måde at gøre det på."
Livet på landevejen
De fire London-drenge står lige nu over for mange måneder på landevejen, der byder på både godt og ondt. Jeg spurgte Jack til det bedste og værste ved at være på turné.
"Det bedste er, når man har tid – fritid – og man får lov til at gå på opdagelse. Det ideelle er altid at have en fridag efter et show. Som hvis vi havde en fridag i morgen i København, det ville være perfekt. Her kan jeg snakke med mennesker. Du ved, der så mange mennesker der gerne vil vise dig rundt. De siger "du skal se mine favorit-steder" – for alle, der rejser, er det drømmen! Det elsker jeg. Det værste derimod er ventetid. Indendørs ventetid. Man kan føle sig som en statist i sit eget show. Det er det værste."
Hvad er dine personlige ambitioner for Bombay Bicycle Club i 2014?
"Hmm, undgå at flippe ud" svarer han prompte. Han ser på mig med bestemte øjne igennem Oxford-brillen.
"Vi skal være på turné i rigtig lang tid – og lang tid i USA. Når man er på turné, kan man hurtigt blive til et lille barn – alt bliver gjort for dig, og når man kommer er det hele allerede klart. Nogle gange kan man mærke, at det påvirker – og det skal man virkelig bekæmpe. For ellers kommer man hjem som et stort barn og bliver ligegyldig. Det er svært at gå tilbage til normalen. Jeg vil gerne have et normalt liv igen. Jeg vil gøre ting selv igen!"
Vil du virkelig gøre alting selv igen?
"Ja, helt klart. Mere end noget andet. Men jeg kan stadig gå alene ud af min dør i London, så jeg har måske et meget normalt liv. Måske vil jeg bare sikre mig, at det bliver ved med at være sådan. Man kan ikke lave god kunst, bare fordi man er utrolig succesfuld som person. Det er som om, at de største tabere laver den "bedste" musik."
Det lyder som et mantra?
"Ja, det er det også for mig!"
Sidste spørgsmål: kommer Bombay Bicycle Club til Danmark igen?
"Ja, selvfølgelig! Forhåbentlig før, men ellers kommer vi til sommer. Det er 70 procent sikkert, at vi kommer på Roskilde – så det håber vi. Og vi kommer helt sikkert på turné her igen som hovednavn. Og næste gang tager vi et par byer i Danmark i træk – og sørger for at have fri dagen efter, så vi kan blive vist rundt."
Hvornår og hvor mange gange Bombay Bicycle Club vender tilbage til Danmark, kan kun tiden vise. I mellemtiden må vi dvæle ved udgivelsen So Long, See You Tomorrow og de andre albums – og glæde os til et gensyn med et fantastisk liveband, der fik intet mindre end fem ud af seks stjerner i sidste uge. Lyt til musikken herunder:
