GAFFA-Pris-vinderen giver os varmen i julen med en juleklassiker
Den 22-årige sanger Sam Smith har offentliggjort en video, hvor han synger det kendte nummer "Have Yourself A Merry Little Christmas". Sangen er skrevet i 1944 af filmkomponist Hugh Martin og tekstforfatter Ralph Blande. Den blev fremført første gang af den amerikanske skuespillerinde og sangerinde Judy Garland i musicalfilmen "Meet Me in St. Louis".
Sangen er blevet brugt i flere film og sunget af adskillige sangere. Frank Sinatras og senere hen Christina Aguileras version er blandt de mest kendte udgaver af "Have Yourself A Merry Little Christmas". Ifølge sangskriverorganisationen American Society of Composers blev sangen i 2007 den tredje mest afspillede julesang i de sidste fem år. Nu vil Sam Smith lege med de store.
Udstyret med mikrofon, et jakkesæt, en mand ved et flygel og et drys julelys giver Sam Smith sin version af det traditionelle julenummer "Have Yourself A Merry Little Christmas".
Sam Smith vandt GAFFA-Prisen for Årets Nye Udenlandske Navn ved showet, som foregik sidste torsdag den 4. december. Du kan se de øvrige vindere her.
Sam Smith kan i øvrigt opleves på næste års NorthSide-festival.
Du kan se den engelske sanger udføre julenummeret lige her: