Nyhed

Her er årets bedste internationale album – nummer 30-21

GAFFAs samlede skribenter har stemt på deres favoritter

GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2014 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. 

Vi begynder med årets 30 bedste internationale album og tæller ned til førstepladsen over de næste tre dage. Senere følger de 10 bedste danske album.


30. 
Banks – Banks


(Universal Music)

Den debuterende Los Angeles-sangerinde Jillian Rose alias Banks har turneret med The Weeknd, hvilket giver mening, da de begge flirter med syret beatsy elektronisk r&b og pop. Lidt i stil med MØ dog uden at være så funky eller dansevenlig. Musikken er meget stemningsfyldt og tilpas melodisk typisk med et drivende minimalistisk beat under og så ellers masser af synth-flader og pulserende bølger af elektroniske lyde.

 

29. Strand Of Oaks – Heal


(Dead Oceans)

Amerikanske Timothy Showalter har under navnet Strand Of Oaks leveret det vanvittigt ekspressive album Heal, der er skabt efter en nærdødsoplevelse, som inspirerede Showalter til at gå linen ud med dybt personlige tekster og et alsidigt lydunivers, der sine steder kanaliserer en arrig og elektrisk Neil Young.


28. Angel Olsen: Burn Your Fire for No Witness

(Secretly Canadian)

Det klæder Olsen at blotlægge denne fandenivoldske side, som hele tiden synes at have ulmet under overfladen, men det er dog samtidig rart, at Burn Your Fire For No Witness trods alt også byder på en række nøgne og nedbarberede intime stunder, hvor der er skåret helt ind til benet. Sanger/sangskriveren Olsen synes ikke at være bleg for at udkrænge selv sine inderste tanker, og der er noget nærmest rekord-nærværende over hendes både rørende og ruskende format. Skiftevis energisk og drænet for kræfter er Olsen et eftertænksomt bekendtskab af de fineste.

27. Mogwai - Rave Tapes


(Rock Action)


Deres kompromisløse indgang til musikken er der ikke ændret på på deres ottende udspil, hvor man skal frem til femte skæring, Repelish, før der er nogen form for vokal, og her er det nærmere spoken word end sang, der fabulerer om Satan og subliminale beskeder. Inden da er man blevet trakteret med en dyster og næsten shoegazende mur af perfekt afstemte instrumenter på numre som I Heard About You Last Night og den eminente Hexon BogonRemurdered skiller sig ud og er et af de steder, hvor albumtitlens løfte om et rave faktisk kan siges at blive indfriet, og det med succes.

 

26. Sia – 1000 Forms of Fear

(Sony Music)


Sia har i tydeligere grad end tidligere iklædt sig tidens noget strømlinede stadion-poplyd, men sangene er så gode, at man sluger balladernes svulstige udtryk med stor fornøjelse og appetit på mere. Gennem årene har Sia tydeligvis forfinet sin evne til at skrive pophits og overstrøet dem med sig eget personlige præg, og 1000 Forms of Fear er kulminationen herpå. Alt tyder på, at vi kun har set toppen af Sias kommende status som popstjerne. Fængende.

25. First Aid Kit – Stay Gold


(Sony Music)

Söderberg-søstrene har fornuftigt valgt at fastholde fokus på dette deres tredje album, der således ganske som forgængeren er en ypperlig opvisning i melodiøs og moderne country med mere - værket er generelt mindre dynamisk og mere eftertænksomt end The Lion's Roar, men Klara og Johannas himmelske stemmer spiller samme altafgørende rolle som tidligere, og de gennemgående vokalharmonier er mindst lige så smukt og overdådigt eksekverede som altid.


24. The Black Keys - Turn Blue

(Warner Music)

Turn Blue lægger stærkt fra land, med den langstrakte Weight of Love, der emmer 70'ernes rummelighed til at stene ud, og hvor tre guitarsoloer bestemt ikke var for meget til et enkelt nummer. Der er ikke umiddelbart nogle nye monster-hits på pladen i stil med den millionsælgende forgængers Lonely Boy og Gold on the Ceiling, men singlen Fever har for længst vundet indpas på alverdens radioer med et synthtema, der æder sig ind i hjernebarken. Og den Creedence Clearwater Revival-rockende afslutter Gotta Get Away uden tvivl bliver et bestandigt element ved gruppens fremtidige koncerter.


 

23. Foo Fighters: Sonic Highways

(Sony Music)

Et nyt album fra Foo Fighters er altid en imødeset affære. Når et af klodens største rockbands tænder op under instrumenterne, lytter folket stadigvæk, og hvorfor skulle man ikke også det, når nu bandet gang på gang har vist sig leveringsdygtige i god gammeldags rock og rul, som vor far lavede det? Således også på Sonic Highways, hvor der ikke er meget nyt under Foo Fighters' sol. Der er ikke en finger at sætte på den overbevisning og nerve, de otte numre leveres med, og rockhjertet banker tydeligvis for fuld kraft hos bandleder Grohl og hans fire kumpaner.

22. Swans – To Be Kind


(Young God Records)


Titlen på Swans' nye monumentale langspiller skal på ingen måde tages for pålydende. To Be Kind er en to timers odyssé, hvor grænserne for det ekstreme testes til det yderste. Alligevel er det, som om bandet har fundet en kemisk balancegang midt imellem støjen og de mere dæmpede lydpassager. Screen Shot er overraskende bygget op omkring en repeterende guitarsløjfe og en hul tam-tam lyd, der tryller med en bluesagtig grundtone, mens der messes et mantra om at gå i opløsning ind over. 

21. Real Estate – Atlas


(Domino Records / Playground Music)

Der er en særlig ømhed og florlet skønhed over amerikanske Real Estates udtryk. Sådan har det altid været, og sådan forholder det sig også med gruppens tredje album, Atlas, der til forveksling minder om forløberne, men som samtidig bygger videre på Real Estates på samme tid håndgribeligt stålsatte og diffust skrøbelige vision. Bandets melodiske, mildt psykedeliske drømmepop skiftevis driver dovent og døsigt og pisker ubekymret derudad med masser af ambitiøst sammenflettede guitarlinjer og diskret dunkende basgange.  


ANNONCE