GAFFAs samlede skribenter har stemt på deres favoritter
GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2014 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
Vi begyndte i går med årets bedste internationale album nummer 30-21, fortsætter med nummer 20-11 i dag og slutter med nummer 10-1 i morgen. Senere følger de 10 bedste danske album.
20. Ed Sheeran: x
(Warner Music)
Sheerans evner på guitaren er uanfægtede, og hans vokal fejler heller ikke noget, selvom hans kridhvide rapflow stadig lader en del tilbage at ønske, men nu er han jo heller ikke rapper, men "a singer with a flow", som det ytres på Take It Back, der byder på flere underholdende punchlines ("Trying to act like Jack Black when I bring 'em to school"). Som nævnt skal der ikke herske nogen tvivl om, at Sheeran vitterligt er dygtig, og med talentet på plads ender man pludselig med at levere Hobitten-sange, havne på GAFFA-lister og få interesserede opkald fra de store i branchen.
19. Hozier – Hozier
(Universal Music / Island)
Take Me To Church taler for sig selv, og hold da helt op en fantastisk vokal. Hvilken fin kompositorisk rejse, vi kommer på med Angel of Small Death and the Codeine Scene, for slet ikke at nævne koret, og sikke en befriende enkelhed på Jackie And Wilson med et simpelt riff, en klog tekst og en selvsikker vokal. Og sådan går det ellers slag i slag på alle sange. Skal der alligevel slås skår i den udelte glæde, så sker det på duetten med Karen Cowley på In a Week. At lukke andre ind i symbiosen mellem Hozier og lytteren virker forstyrrende.
18. Coldplay – Ghost Stories
(Warner Music)
Det ville være en overdrivelse at kalde Ghost Stories for direkte nedbarberet, for under overfladen lurer det storladne for kun sjældent at blive sluppet løs, og det underspillet pompøse er uhyre effektivt. Ifølge udtalelser fra bandet har vi at gøre med en overordnet fortælling om, hvordan vores tidligere handlinger kan påvirke fremtiden, og fortællingen er så stilfuldt og lækkert pakket ind, at det er umuligt ikke at overgive sig til albummets fortræffeligheder.
17. Robert Plant And The Sensational Spaceshifters – Lullaby and ...The Ceaseless Roar
(Warner Music / Nonesuch Records)
Meget personlige sange fra hovedpersonen selv, sikkert serveret og gerne med spændende udviklinger. Samlet set er Lullaby nok det Plant-album, der bedst samler hans solo-karriere og -inspiration. Det tegner billedet af en moden rockgud, der ud over en stadig aldeles fremragende vokal har tålmodigheden, integriteten og nysgerrigheden til at lave relevant musik for nutiden. Og frem for alt viljen til at gøre det. Med Lullaby and…the Ceaseless Roar giver Plant det egentlige svar på, hvorfor han ikke vender tilbage til selvfejringen i fortidsbåsen: Han kan tillade sig meget mere udenfor.
16. Ryan Adams – Ryan Adams
(Sony Music)
Efter at han var blevet diagnosticeret med ørelidelsen Menières sygdom, var det nok de færreste, der turde håbe på et så robust og energisk rockende album fra den tidligere Whiskeytown-frontmands hånd, men med en ny sund livstil og pot som tungeste last har Adams løsnet op og synes igen i symbiose med elguitaren, og den er der trods alt større variation i. Skal der drages paralleller til Adams' somme tider imponerende bagkatalog, ligger dette selvbetitlede album et sted imellem Love is Hell og Rock N' Roll, dog uden helt at være lige så traurig som førstnævnte eller lige så coket som sidstnævnte.
15. Scott Walker + Sun O))) – Soused
(Playground Music / 4AD)
Det tunge guitarskyts bliver kastet ubarmhjertigt på Herod 2014, hvor Walker med sin messende og opulente vokal splitter lydbilledet til missiler. Bull er det nærmeste, vi kommer på en regulær rocksang, som sætter i gang som et festfyrværkeri af eksploderende guitarkaskader og raslende perkussion. Som en manisk besættende udgangsbøn bygges Lullaby op til et klimaks i noget, der ligner et omkvæd med nogle knivskarpe riff og et himmelråbende hysterisk vokalarbejde. Dette er lyden af ren horror, når den er bedst. Den musikalske eksorcisme, der bedrives på Soused er et mesterligt møde, hvor Scott Walker og Sunn O))) sætter hinanden stævne i et bizart og dragende skønmaleri.
14. Lana Del Rey - Ultraviolence
(Sony Music)
Ultraviolence åbner med et regulært knytnæveslag i form af Cruel World, der med sin fremtrædende guitar og Lanas vrængende "you're fucking crazy" i et mere mareridtspræget end drømmende sfærisk forstyrret lydunivers viser, at der er kommet andre og mere velvoksne boller på suppen siden sidst. Mændene er røvhuller, og kvinderne er elendige på Ultraviolence, der byder på stærk sangskrivning med besnærende omkvæd, dragende vers og en vokal, der kun synes at være vokset i styrke siden sidst.
13. Leonard Cohen – Popular Problems
(Sony Music)
Flere af sangene på Popular Problems er deciderede højdepunkter i Cohens karriere, hvor Nevermind på udsøgt vis udforsker kærlighedens mørkeste sider, akkompagneret af et nedtonet elektronisk pulsslag. Krigen er tabt og nederlaget erkendt. Men "I live among you/well disguised". Det blivende indtryk er af en mand, der fortsætter med at kæmpe for kærligheden. "Wasn't hard to love you/Didn't have to try". Tak i lige måde.
12. Conor Oberst – Upside Down Mountain
(Warner Music)
Conor Oberst flekser på mageløse Upside Down Mountain sangskrivermusklerne i nærmest uhørt grad. Albummet, der er lige så opsigtsvækkende som det omvendte bjerg i titlen, åbnes med bjergtagende (no pun intended) Time Forgot, der lægger hårdt ud med en uafrystelig melodi i varm, luftig og delikat indpakning, som trækker tråde tilbage til lyduniverset fra ligeledes formidable I'm Wide Awake It's Morning. Alt imens førnævnte herligheder danner rammerne om en ordrig tekst, hvor Obersts karakteristiske vokal besynger jagten på et personligt fristed. Så er vi i gang – og pladen taber ikke pusten på sin fortsatte jordbundne himmelflugt.
11. Lykke Li - I Never Learn
(Warner Music / Atlantic UK)
Svenskeren har i pressen gjort det klart, at hun ikke ønsker at blive betragtet som en popkunstner, og I Never Learn læner sig da også væsentligt mere op ad hendes seneste album end debuten. Lykke Li vil først og fremmest respekteres som sanger/sangskriver, og det fortjener hun også – hun synes at leve et liv spækket med komplikationer og konfrontationer, og hun tøver ikke det fjerneste med at berette om selv samme i sine ofte sortsynede, udkrængende tekster. Når det er sagt, så er I Never Learn ikke desto mindre samtidig en på alle måder opløftende affære.
