Den GAFFA-Pris-nominerede drum'n'bass-duo er til foråret klar med ep og tager på turné
Den danske live drum'n'bass-duo Bottled in England udgav i sommer deres debutalbum "Boy/Lost". Albummet banede både vej til en plads i Roskilde Festivals hovedprogram og en nominering til GAFFA-Prisen i kategorien "Årets Elektroniske Udgivelse". Nu er duoen klar til at tage på Danmarksturné med deres nye ep i rygsækken.
Danmarksturnéen byder på oplevelser af en noget uortodoks karakter. Helt specielt bliver showet i København fredag den 10. april, hvor Bottled in England åbner dørene til en vaskeægte helaftens basfest på både Lille Vega og Ideal Bar. Aftenen starter på Lille Vega med optræder fra den nye spændende duo Walk, anerkendte Beastie Respond og selvfølgelig Bottled in England selv. Med under armen har Bottled in England både en bred vifte af nye og gamle livegæster samt en ny ep, "Tech EP", der blandt andet byder på features fra det store sangtalent Fine Glindvad.
Fine Glinvad startede karrieren på børneværelset, hvor hun med sin dengang rene, dog upolerede stemme skrev egne sange og fremførte dem for venner og bekendte. Stemmen har været i spiring lige siden og har udviklet sig til den blomst, der sandsynligvis vil udfolde sig under Bottled in Englands koncerter. Efter koncerterne på Lille Vega rykkes festen nedenunder på Ideal Bar, hvor et line-up af dj's vil byde på alt fra basmusik og beats til r&b og pop.
Bottled in England har de seneste år markeret sig som et vildt og underholdende liveband. Efter at have slået deres navn og evner fast med en meget velbesøgt koncert på Pavilion Junior i 2011 har trommeslager August Dyrborg og bassist Daniel Vognstrup turneret i både Danmark, Europa og Asien med højdepunkter som Fusion Festival (DE), Waves Vienna (AT), Sonic Visions (LU), Spot Festival (DK), Reeperbahn Festival (DE), Storm Festival (CN) og by:Larm (NO).
GAFFAs anmelder Morten Gottschalck blev da også forført af Bottled in Englands energiske live-univers. Han gav fem stjerner, da bandet indtog Posten i Odense i januar 2013.
I marts 2015 udgiver Bottled in England som nævnt deres tredje ep, "Tech EP". Der bliver generelt lagt en mere melodiøs tone for dagen, mens duoen også holder fast i DNAen med energiske beats, pulserende bas og euforiserende soundscapes.
Turnedatoerne og spillestederne er som følger:
Fredag 13. marts 2015 - Åbenrå - Gazzværket
Lørdag 14. marts 2015 - Vejle - Bygningen
Lørdag 21. marts 2015 - Ringsted - MetroMusik
Torsdag 26. marts 2015 - Aarhus - HQ
Lørdag 28. marts 2015 - Lyngby - Templet
Fredag 3. april 2015 - Helsingør - Elværket
Lørdag 4. april 2015 - Albertslund - Forbrændingen
Torsdag 9. april 2015 - Odense - Posten
Fredag 10. april 2015 - København - Vega
Fredag 24. april 2015 - Vordingborg - Stars
Torsdag 30. april 2015 - Aalborg - Studenterhuset
Se Bottled in England med nummeret "Never Be Apart" herunder.
Se Fine Glinvad med nummeret "Grow" herunder.