Nyhed

T-Pain til Danmark

Den amerikanske rapper, som er kendt for sin Auto-Tune-lyd, kommer til landet i september

Rapperen T-Pain har været nomineret til utallige Awards og har blandt andet vundet en Grammy Award i 2008 for bedste rap-sang, "Good Life", som er lavet i samarbejde med Kanye West. T-Pain gæster København mandag den 15. september, hvor blandingen af Auto-Tune og rap vil finde sted.

Rapkollegaen Akon, som vi kender for nummeret "Lonely" eller "Mr. Lonely", begge fra 2003, der ligeledes er Auto-Tunede, fik øjnene op for T-Pain og hjalp ham med at bryde igennem i 2005. Og derfra er vejen kun gået en vej for T-Pain, nemlig fremad. Han kom højt på Billboards Top 200-liste med hitsinglerne "Bartender" og "Buy U A Drank" i 2007.

Auto-Tune er et lydbehandlingssystem, hvor man kan ændre på tonehøjden i eksempelvis en sangstemme. Således filtreres stemmen, falske toner kan rettes, og nogle vil nok stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den oprigtige stemme er til stede. Uanset holdningen til Auto-Tune har T-pain fået succes og inspireret kunstnere til at benytte sig af dette, heriblandt Kanye West.


T-Pain er i gang med et nyt album, "Stoicville: The Phoneix", som formentlig udkommer engang i 2014. Om du kan høre sange fra det til koncerten i september vides ikke.

Er du interesseret i at få fingrene i billetterne til 15. september, kan du finde billetterne via GAFFA Live.

Hitsinglen "Good Life" fra T-Pain, der har vundet en Grammy Award, kan du høre nedenfor. Vurder selv, hvad du synes om Auto-Tune:


 

  

 

ANNONCE