Vil du feste i en hemmelig park i Aarhus, hoppe på gabberbussen med Strømfestivalen eller danse til en hotdog? Find vej til festivitasen her!
GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!
Fest på højen
Den elektroniske musikfestival Strøm har været i gang siden i mandags, og det kan anbefales at tjekke deres fulde program her http://www.stromcph.dk/ og gå på eventyr. Herfra kan det varmt anbefales at starte onsdag på den tophyggelige høj i Østre Anlæg, hvor berlinske Max Graef spiller sammen med Muff Deep (DE), spanske Wizard Of Odd og Kristian Andersen fra den københavnske pladebutik Dorma 21. Hvis vejret samarbejder, bliver det med garanti tophyggeligt. Husk kontanter.
Hvad: Strøm og Dorma 21 præsenterer Max Graef
Hvor: Østre Anlæg, Stockholmsgade 24
Hvornår: Onsdag fra kl. 15
Hvordan: Facebooklink
Pølsefest med girls and grill
En anden Strømevent, man absolut ikke bør misse, er torsdagens Pølsefest, hvor dj-kollektivet Apeiron Crew inviterer alle til at dukke op til fest medbringende deres egne pølser – så sørger de for ALT tilbehøret, såsom den velforsynede billige bar, brød, ketchup, ristede løg og sure agurker. Og selvfølgelig, ikke mindst grillen at tilberede dem på, selveste Kødreaktoren, bemandet af den vildeste grillmaster, Jun Philip Kamata. Vegetarpølser er også velkomne, og de bliver grillet på en anden kødfri grill. Egentlig bruges ordet pølsefest til at beskrive fester, hvor mænd er klart i overtal, og eftersom ale fire medlemmer af Apeiron Crew er kvinder, er det en meget sjov lille ordleg. Som jeg har på fornemmelsen får et yderligere boost af, at hele crewet dukker op i pølsekostumer. Nu får vi se.
Hvad: Pølsefest
Hvor: LOS, Guldbergsgade 22. Kbh. N.
Hvornår: Torsdag kl. 16 til 22
Hvordan: Facebook-link
Hop på gabberbussen
En anden virkelig sjov Strømting sker fredag, hvor Pumpehuset holder stor fest dedikeret til den langt fra smukke, men intense genre gabber. Der kan varmes op til festen i Strøms raver-bus, som kører rundt i Københavns gader med gabber for fuld blæs på anlægget fra 17 til 20 (opsamling ved Pumpehuset kl. 17) og ja, der er selvfølgelig bar i bussen)). Fra kl. 20 er der gabber i Byhaven leveret af Alfred Benedict, The Sp Arkestra og Saint Cava, og herefter fortsætter festen indendørs med Albertslund Terror Korps, dj Ruffneck og Leviathan. Læs mere her.
Hvad: Strøm og Pumpehuset præsenterer Kortslutning
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde
Hvornår: Fredag 15. august
Hvordan: Billetter
Legender på Boxen
Helt seriøst, tjek stromcph.dk for programmet – der sker virkelig mange gode ting, og der er ikke plads til det hele her. Men altså, don't miss: technolegenden Derrick May spiller på Boxen fredag. Han suppleres af dj Kong på mainfloor, så der er rigtig rigtig mange års dj-erfaring og vildt mange svedige og sjældent spillede plader med bag den pult dén aften. I den røde kælder spiller John Talabot, Kasper Bjørke, Round og Sexy Lazer.
Hvad: Derrick May og Kong
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 23
Hvordan: Facebooklink
Strøm i Enghaveparken
Lørdag er det selvfølgelig absolut obligatorisk at dukke op i Enghaveparken, hvor Strøm som sædvanlig har sin store udendørs finale – til bare 40 kr. Blandt navnene på lineuppen er Magic Mountain High (DE/NL/IL), Jonsson / Alter (SE), Cooly G (UK), CHLLNGR (US/DK), Champion & MC Serious (UK), Erosion Flow (DK), Raske Penge, Thomas Knak, Ena, Kristian Kjøller, Linus E og Copyflex. Hvis vejret er godt, bliver det fabelagtigt, men der er mødepligt uanset hvad.
Hvad: Strøm i Enghaveparken
Hvor: Enghaveparken, Vesterbro
Hvornår: Lørdag 16. august fra kl. 12 til midnat
Hvordan: Facebooklink
Strøm Efterfest
Efter Enghaveparken er der officiel efterfest i KPH Volume, hvor britiske Benjamin Damage spiller techno, suppleret af Marc & Mikkel og Apeiron Crew (nu uden hotdog-kostumer. Måske). Dørene åbner klokken 23, og det koster 50 kr. at komme ind.
Hvad: Strøm Efterfest
Hvor: KPH Volume, Enghavevej 80, Kbh. V
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link
Fest i hemmelig park
I Aarhus fyres der op for endagsfestivalen Sommer.Chillout.Aarhus, som i år er rykket til Ceresparken, som tidligere har været lukket område for alle andre Ceresbryggeriets medarbejdere. BONUS! På musikprogrammet er bl.a. Ukendt kunstner, Scarlet Pleasure, Paume (FR), Hukaos og Mathias Okholm, og arrangørerne lover god sommerstemning med frisbees, bordtennis, grønt græs, koldskål og overraskelser.
Hvad: Culture.Works.Aarhus
Hvor: Ceresparken, Aarhus C.
Hvornår: Lørdag fra kl. 12 til 21
Hvordan: Facebook-link
Den dobbelte regnbue er tilbage
Og mere Aarhus: Den glade (og hyggelige!) klub Double Rainbow er tilbage denne weekend efter en sommerpause – fredag med Helmuth Kool (plus venner) bag pulten, lørdag (som så fungerer som uofficiel efterfest for Ceresparken) med Modulus og Jakob Domino.
Hvad: Double Rainbow Is Back!
Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C.
Hvornår: Fredag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link