Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Vil du til modeugefest (med bobleplast!), høre en ÆGTE superstjerne-dj, nyde gratis musik hele dagen i kabelparken eller til rock'n'roll-bingo? Find vej her!

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her.


Så er der bobleplast-fest!
Det er modeuge, og det betyder masser af fester overalt i byen, hvoraf mange dog ikke scorer højt på originalitetsskalaen. Eller på musikskalen for den sags skyld. Fred være med det, de kan såmænd godt være underholdende alligevel, med fri bar og så videre.

Den her lyder dog ægte sjov: Asger Juel Larsen holder bobleplast-fest! Det betyder, at der er masser af bobleplast i alle mulige farver til at filtre sig ind og klæde sig ud i. I sig selv festligt, men derudover er der så også gratis Heineken den første time (og meget billig bar derefter) plus gourmethotdogs fra Foderbrættet og en ganske laber lineup: Steen Jørgensen og Tonje Terese (live) plus Kenton Slash Demon, Christian d'Or, Terje Bakke, Kristian Kjøller og Leslie Ming. Og så foregår det, ikke mindst, på byens nyeste havnevands-hængeudsted, Papirøen.

Hvad: Asger Juel Larsen Bubble Wrap Party
Hvor: Papirhallen, Trangravsvej 22, Kbh. K.
Hvornår: 21.30-05
Hvordan: 50 kr., gratis hvis du kommer i løbet af den første time.


Musikalsk ikon på Rust
Der var en tid, hvor man kunne skrive "superstjerne-dj" uden at folk tænkte "nåååeeh, sådan en som ham der Avicii". Nej, det er ikke den slags superstjerne-dj, jeg mener, når jeg bruger ordet nu, men den slags dj, der har mange års erfaring, rent faktisk KAN noget bag the decks (såsom at mixe og improvisere), og ikke bare er eksploderet ind på EDM-scenen med hysterisk stadions-bras og hænderne i vejret.

Well. Fredag nat er der superstjerne-dj-besøg på Rust, når selveste Detroit-legenden Carl Craig kommer forbi. Han udgav sin første plade i 1989 og har ofte sammenlignet techno med jazz på grund af improvisationerne og mixningen - så afsted, hvis I vil have jer en dosis af dét. Det tyske dj-kollektiv LZB samt det danske dj-kollektiv Apeiron Crew og Waqar supplerer.

Hvad: Carl Craig
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N.
Hvornår: Fredag kl. 23 til 05
Hvordan: Facebook-link


Dantze, Dantze, Dantze

Fredag spiller Philip Bader (tysk dj, labelboss, stor succes på Distortion sidste år) på Culture Box. Sammen med ligeledes tyske Nico Stojan plus Britta Arnold (sidstnævnte hører til holdet bag den berlinske undergrundssuperklub Katerholzig, som man kunne stifte bekendtskab med, hvis man var til RAW for nylig. Det var dem, der havde kreeret udendørsscenen). Hun har, så vidt jeg ved, ikke været i landet før.

På Red Box spiller tyske Rampue og Stefan Mint, og som dansk supplement, drysset ud over alle tre dansegulve, finder I Denis Horvat, Rosa Lux og Leman & Dieckmann, der alle har udgivet på Philip Baders pladeselskab Dantze. Hele herligheden koster 90 kr. i døren.

Hvad: Philip Bader
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 23 (kl. 21 på White Box)
Hvordan: Facebooklink


Favoritter i Bygning 5
Der bliver både tændt op for de kulørte lamper og ilden i tønderne, når Bygning 5 på fredag blænder op for en festserie med dj-favoritter fra den forgangne sommersæson (som jo slet ikke er slut endnu! Nu eskaleres der, yo!). Aftenens udenlandske gæst er dj Aaron fra den berlinske undergrund (han er lige blevet signet på Get Physical-pladeselskabet (tjek hans soundcloud)), suppleret af en fin håndfuld danske Bygning 5-favoritter: Buda, Palma & Ena og Danielsan.

Hvad: Favourites
Hvor: Bygning 5, Prags Boulevard 43, Kbh. S.
Hvornår: Fredag 8. august fra kl. 23 til 06
Hvordan: Facebook-link


Musikdag mellem surfboards og kabler
Kabelparken på Kraftværksvej på Amager (ja, derude bag Kløvermarken, hvor man kan blive trukket gennem vandet på sit wakeboard af et kabeltræk) holder for sjette gang i år den helt gratis endagsfestival Musikdagen med livemusik og dj´s fra to scener og maximalt chillet stemning med bar, mad, strandstole og sand mellem tæerne.

Blandt dagens bands, elektroniske live-acts og dj´s er Rewolmer, First Hate, Mikkel Meyer, Beastie Respond og Vinnie Who. og der er selvfølgelig mulighed for at wakeboarde i kabelparken hele dagen (tjek copenhagencablepark.dk). Og hvis man ikke lige kender vejnettet derude bag ved Kløvermarken eller bare gerne vil have selskab på vejen, er der som altid fælles cykelkaravane derud - med gratis øl til alle. Afgang kl. 13 fra Skt. Hans Torv på Nørrebro.

Hvad: Musikdagen 2014
Hvor: Copenhagen Cable Park, Kraftværksvej 20, Kbh. S.
Hvornår: kl. 13 til 02. (Første koncert kl. 15)
Hvordan: Facebook-link


Soul- og rock-dj i Pumpehuset
Og der er sørme mere endagsfestival (kickstartet af mere gratis udendørsmusik) lørdag: Pumpehuset blænder op for Wasn't Born to Follow, som starter udendørs i den lækre byhave med koncert med de californiske tvillingebrødre The Garden og danske Yung (DIY-punk) – plus rock'n'roll-bingo og værtsskab fra VICE og WiMP, hvilket sagtens kunne betyde ret interessante bingopræmier (og gratis øl og Jägermeistershots).

Fra kl. 19 rykkes der indendørs med Lust For Youth (SE/DK) + Perfect Pussy (US) + Chelsea Wolfe (US) + Ought (CA) og Big Ups (US) på scenen (280 kr., forsalg her) - og fra kl. 01 fyrer soul- og rock-dj'en Jonathan Toubin (manden bag de populære Soul Clap-fester i New York) op for et vildt tidsrejsemix (vi skal til 50erne og 60erne) af 45 RPM-vinyler på Pumpehusets terrasse frem til klokken 05.

Hvad: Endagsfestivalen Wasn't Born To Follow.
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 9. august fra kl. 15
Hvordan: Gratis i Byhaven, 280 kr. Fra kl. 19 indendørs, forsalg her, 100 kr. Efter 01 til afterparty. Mere info på facebook


ANNONCE