Det første American Recordings-album har i dag to årtier på bagen
I dag er det 20 år siden, at den dengang 62-årige Johnny Cash udgav albummet "American Recordings", som blev noget af et kunstnerisk og kommercielt comeback for ham efter en række mindre succesfulde år. Johnny Cash blev kontaktet af produceren og pladeselskabsejeren Rick Rubin fra selskabet American Recordings (tidligere Def American). Rubin var på det tidspunkt mest kendt for hiphop- og metalproduktioner for blandt andre Run DMC, Beastie Boys, Slayer og Danzig, ligesom han var producer på Red Hot Chili Peppers' storhittende album "Blood Sugar Sex Magik" fra 1991.
Rick Rubin ville gerne indspille et album med Johnny Cash i helt nedbarberet udgave, kun akkompagneret af en akustisk guitar, så hans karakteristiske stemme rigtigt kunne komme til sin ret. Sangene var en blanding af nyskrevne numre af Cash, genindspilninger af tidligere Cash-numre og fortolkninger af vidt forskellige kunstnere som Leonard Cohen, Kris Kristofferson, Tom Waits og metalbandet Danzig.
Albummet fik fremragende anmeldelser og blev Cashs bedst solgte i mange år, og det blev fulgt op af en række plader med samme udtryk, med Rubin som producer og med en blanding af egne sange og coverversioner: "Unchained" (1996), "American III: Solitary Man" (2000), "American IV: The Man Comes Around" (2002), "American V: A Hundred Highways" (2006) og "American VI: Ain't No Grave" (2010). De to sidstnævnte udkom efter Johnny Cashs død i 2003.
Lyt til "American Recordings" på WiMP eller Spotify: