Kurt Cobain og Nirvana bliver genoplivet af lokale musikere på lørdag
Der findes næppe et sted på kloden, hvor Nirvanas musik efterhånden ikke er nået ud. I disse dage mindes fans verden over det legendariske Seattle-band og dets forsanger, Kurt Cobain, som begik selvmord for 20 år siden. Det er indtil videre blevet fejret med Nirvanas optagelse i Rock And Roll Hall of Fame, ligesom internationale musikalske kollegaer, såsom Muse og St. Vincent, har genoplivet klassikeren "Lithium" til deres koncerter. I Esbjerg melder Tobakken sig nu ind i kampen med "Tribute to Kurt Cobain and Nirvana". Det sker lørdag den 19. april.
Man har tidligere med stor succes afholdt lignende arrangementer på Tobakken, blandt andet for den hedengangne guitarist Jimi Hendrix og Beatlen George Harrison. Det har dog alligevel en særlig betydning på lørdag, når Nirvana og Kurt Cobains musik fejres i det vestjyske. I den rockede havneby har man nemlig tydeligt kunne mærke tiden før og efter Nirvana på byens lokale musikscene. Derfor melder også mange af de lokale rockmusikere sig på banen, når musikken skal opføres live.
Blandt de bands, der var toneangivende i Esbjerg kan nævnes Limf (som rummede den nu pladeaktuelle Mads Björn), Salida (som indeholdt en rum portion af medlemmerne fra Kellermensch blandt andre forsanger Sebastian Wolf) og Scumsluckers (hvori Johnny Houmark fra Powderhog slog sine folder). Under ledelse af guitarist Kennet Lauridsen er tidligere medlemmer fra disse bands og en række andre inviteret på scenen i en skiftende rokade af musikere og instrumenter til at spille de klassiske Nirvana-numre, som inspirerede dem. Med andre ord kan du godt forvente at fange Johnny Houmark og Sebastian Wolff give den som Nirvana denne lørdag.
Johnny Houmark, nu forsanger/bassist i Powderhog, husker tydeligt, hvordan det føltes, da Nirvana ramte hans gymnasie-ører for første gang: "Jeg husker, at min storebror havde købt Nirvana på vinyl, og det var der, jeg hørte det første gang. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var meget mere råt og direkte end meget andet rock på det tidspunkt. De havde en anden lyd og et andet udtryk, der var mere vedkommende end så meget andet rock på det tidspunkt. Det var et frisk pust til en genre, der næsten havde druknet sig selv i puddelhundehår, glimmer og mænd med mere sminke end deres kvindelige artsfæller."
Det bliver også et glædeligt gensyn for Houmark, da aftenen også bliver en mulighed for at samle gutterne fra det gamle band Scumsluckers. Han siger: "I gymnasiet spillede jeg med nogle kammerater i et band, der hed Scumsluckers .. ja, det hed vi altså! Vi kørte på den bølge, der hed Nirvana og Pearl Jam med flere. Vi spillede flere af numrene selv, så da muligheden nu kom for at kunne samle de gamle drenge igen, som jeg ikke har spillet sammen med i meget lang tid, var det her jo en kærkommen mulighed for at samle gutterne igen."
Er du også til Cobain-nostalgi, og vil du opleve en række af Esbjergs musikalske helte dyrke deres Nirvana-inspiration, sker det på Tobakken lørdag den 19. april klokken 21.
Billetter er i salg og kan købes via Tobakkens hjemmeside.