Nyhed

Se og hør ny single fra Kristian ”UFO” Humaidan

Den danske rapper, der tidligere havde stor succes i duoen UFO Yepha, er igen klar med nyt solo-udspil

Kristian "UFO" Humaidan har netop udgivet singlen "Du Gør Mig Mer", der er hans nyeste udspil som solokunstner. I samme ombæring har rapperen valgt at ændre sit kunstnernavn til "Humaidan" og fjerner således alle associationer til hans tidligere projekt i rap-duoen UFO Yepha, som blandt andet stod bag hittet "Op med Håret" fra 2006.

Om den nye single udtaler rapperens pladeselskab Parlophone: "'Du gør mig mer' viser nye sider og kvalitetsniveauer for den ellers så veletablerede artist, som nu officielt går under navnet Humaidan. Singlen er energi-fyldt, skarpskåret og et opråb i kærlighedens navn om ikke at lade den passere i stilhed, men at erklære den, så det kan høres!"  

I 2011 udgav Humaidan sit første selvbetitlede soloalbum. Debuten indeholdte blandt andet singlen "Herligt Spild Af Liv", som dengang blev Ugens Uundgåelige på P3s. I det første soloprojekt sprang Humaidan ud som singer-songwriter, hvilket var milevidt fra hans fortid som inkarneret rapper. "Herligt Spild Af Liv" blev i sin tid anmeldt af GAFFAs Michael José Gonzalez, der gav det fire stjerner.


På den nye single er Humaidan imidlertid vendt tilbage til rap-genren med gavflabede tekster, knivskarpt flow og energiske beats. Hør singlen "Du Gør Mig Mer" her.

ANNONCE