Nyhed

RECession Festival udvider programmet

Den alternative festival tilføjer svenske Norma, aarhusianske Singvogel, københavnske Harmonics og udvider med ekstra scene

Når man i weekenden kan opleve RECession Festival i Aarhus, bliver det med et udvidet program og et nyt spillested til de musikopsøgende gæster. Det aarhusianske spillested HeadQuarters er føjet til rækken af venues, der huser de mange kunstnere.

Første band, RECession tilføjer plakaten, er svenske Norma. Musikken er en blanding af ambient, kraut, electronica og indie. Med deres ofte gentagne trommerytmer, bas-grooves og næsten hypnotisk lyd trækkes der referencer til tysk kraut, men også Spacemen 3 og Spiritualizeds univers. Normas andet album "The Invisible Mother" fra februar 2013 læner sig mere op ad den elektroniske del af denne genre, men stadig med en organisk og flydende lyd. Første single "Joan" blev udgivet i december 2012 sammen med en filmisk dansevideo lavet af Hedvig Jenning.

Singvogel (billedet) er et hektisk og okkult band fra skyggelandet, som har floreret i den aarhusianske undergrund i mange år.  Musikken spænder godt i tråd med den punkede og psychede rock'n'roll, og med deres kværnende riffs, raslende rytmer i provinsvoodoostil tilsat danske tekster bevæger de sig på fornem vis ind i et univers af forstædernes mystik. De seneste års ture har bragt Singvogel fra skumle klubber i Berlin, over scener i Paris' over- og undergrundsmiljø, fine omgivelser på kunstmuseer til jobbet som kabaretorkester, filmorkester og selvfølgelig til de almindelige danske spillesteder. 


Harmonics er et melodisk rock band, hvis univers bevæger sig i 70'ernes flyvske lydbilleder, som danner ramme omkring den moderne folk-melodi. Bandet har for nylig skrevet kontrakt med Nordic Music Society, og med et klassisk rock lineup byder de fire unge gutter med deres første dansksprogede single "Byens Lys" på friskhed, umiddelbarhed og kontanthed i melodi og udtryk.

Som afslutning på festivalen er der dømt efterfest på nytilføjede HeadQuarters.

Det bliver 12. gang, at RECession Festival afvikles, og som altid er der fokus på den musik, der ikke går under pejlemærket mainstream. Den 15. og 16. november vil kulturmekkaet Godsbanen blive forvandlet til en musikalsk labyrint, hvor man kan opleve alternative acts i fuldt flor. Festivallen støttes økonomisk af Kulturhovedstad Aarhus og køres derudover udelukkende af frivillige, hvis hjerter brænder for musikken.


Læs mere på RECessions hjemmeside

ANNONCE