Nyhed

Guide: Ti koncerter du skal se i denne uge

GAFFA guider dig til denne uges mest interessante koncerter i det danske land

Efteråret er over os, og som bekendt er festivalsæsonens udendørskoncerter overstået. Nu rykker vi sammen inden døre til tonerne af ny og gammel musik, selvom vejret endnu er tilforladeligt – nærmest forårsagtigt. Vi giver et bud på, hvilke koncerter du burde bevæge dig af sted til i weekenden og dagene op til.

ONSDAG:

Aalborg


Ásgeir Trausti (billedet), Skråen - Aalborg, 2. oktober, klokken 20.00

Ásgeir Trausti er på turné. Følg linket her for flere datoer og steder. Den kun 21-årige singer-songwriter Ásgeir Trausti har på imponerende vis slået landsmænd som Björk, Sigur Rós og Of Monsters And Men som den hurtigst sælgende debutant, Island nogensinde har haft. På hans første debutalbum blev der udelukkende sunget på islandsk, men pladen er nu blevet oversat til engelsk og har fået titlen "In The Silence." Det er den engelske version, Trausti vil fremføre denne aften.

TORSDAG:


Aalborg

Hymns From Nineveh, Skråen - Aalborg, 3. oktober, klokken 20.00

Klik her for overblik over hele touren. Hymns from Nineveh blev dannet i 2007 af frontmanden og sangskriveren Jonas H. Petersen, der sammen med resten af bandet udgav det selvbetitlede debutalbum i 2011. Debuten fik en varm modtagelse af GAFFAs redaktion, der belønnede det med titlen Årets Album 2011. Det seneste udspil "Visions" er ligeliges blevet rost til skyerne og takseret til fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez under overskriften: "More is more på stort anlagt, flot og formfuldendt treer fra Jonas H. Petersen og co."


FREDAG:

København

Baby In Vain, Pumpehuset – København, 4. oktober, klokken 21.00


De unge, danske piger fra Baby In Vain er på ganske kort tid blevet hypede for deres casual og uprætentiøse tilgang til rockens forunderlige verden. De henter deres inspriration i slæbende stoner-rock og 90'ernes grunge. Deres rumlende guitarrock er skramlet og fandenivoldsk – som i de gode, gamle dage.

Fastpoholmen, Lille Vega - København, 4. oktober, klokken 21.00

Ved en koncert på Roskilde Festivals Pavillon-scene sommeren 2011 præsenterede Fastpoholmen sig for første gang i den store opsætning, med i alt otte mænd og kvinder på scenen. Roskilde-koncerten gav en del opmærksomhed og GAFFAs udsendte Ole Rosenstand Svidt kvitterede med fire stjerner under overskriften "Svensk visetradition møder reggae - på danske læber". Primus motor for Fastpoholmens musik er sangskriver og komponist Adam Fastholms idéer, og omkring ham finder man et vidt voksende kollektiv. På gruppens hjemmeside kan du i øvrigt downloade en dub-version af det populære livenummer "Kärlek".


Vicious Lawn, Ideal Bar - København, 4. oktober, klokken 22.00

Forskellige kunstarter mødes i et nyt og anderledes live-format, hvor det uventede, kantede og absurde dyrkes. Vicious Lawn er fælleskabet, der favner den unge kreative energi, som bobler og syder i Danmark. Med Vicious Lawn byder på et nyt og anderledes klubformat, hvor erfarne, kreative kræfter såvel som nye og alle andre nysgerrige mødes. Aftenen kommer til at indeholde tre koncerter, dj's, danse-performances, poety slammers og meget mere.

Aarhus


Under Byen, Kvindemuseet - Aarhus, 4. oktober, klokken 20.00

Under Byen samarbejder med Københavns Bymuseeum og Kvindemuseet i Aarhus, hvori bandet vil fejre udgivelsen af den kommende live-plade "Protokol" med nogle intime koncerter. Under Byen debuterede i 1999 med albummet "Kyst", der fik meget flotte anmeldelser. Centralt i gruppens særegne musik er Henriette Sennenvaldts hviske-tale-syngende vokal og meget poetiske tekster – hun er i øvrigt uddannet fra Forfatterskolen i 2011.

Jørgen Leth & Reverse, Atlas - Aarhus, 4. oktober, klokken 21.00


Kultikonet Jørgen Leth har i nyere tid bidraget til spoken word-musikudgivelser i samarbejde med flere forskellige musikere og optrådt med fremtrædende af slagsen såsom Toksvig & Simpson, Jakob Bro og nu orkesteret Reverse. Det bliver en aften, hvor Leths karismatiske stemme og tekster akkompagneres af Reverses melodiske univers.

LØRDAG:

København


50'er-fest i Vega - København, 5. oktober, klokken 20.00

Dørene åbner allerede klokken 16.00 for dem, der ønsker at komme i den rette 50'er stemning. Spillestedet følger op på successen fra september sidste år, hvor 2.000 feststemte og udklædte mennesker fik stablet en vaskeægte 50'er-fest på benene. Oplev blandt andre Beatophonics, Keld Heick, Christian Hjelm, Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour), Miss Mia, Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Steffen Westmark (The Blue Van).

Aarhus


Mercenary, Radar, 5. oktober, klokken 21.00

Aalborgs metal-stolthed Mercenary har blandt andet headlinet den danske Headbangers Ball Tour i 2008, vundet en Danish Metal Award for årets album i 2006, turneret med de amerikanske metallegender Megadeth, King Diamond, Arch Enemy og optrådt på en lang række festivaler. Nu vender de næsen hjem og har plottet Aarhus ind på deres Europatour. Med sig har de Essence, der optræder med nyt materiale, foruden gamle kendinge fra bagkataloget.

SØNDAG:


København

James Blake, Falconer Salen - København, 6. oktober, klokken 20.00 (udsolgt)

Koncerten er flyttet fra Vega og er udsolgt, så du må en tur på byttemarkedet, hvis du vil have billet. James Blake albumdebuterede i 2011 med et selvbetitlet album, hvorfra især Feist-coveret "Limit to Your Love" blev et stort hit. Han har fået masser af roser for sin særegne blanding af singer-songwriting, soul, elektronika, dubstep og hans karakteristiske klaverspil, alt sammen med en gennemført melankolsk og stemningsfuld undertone. James Blake har gennem tiden fået masser af lovprisninger for sine livekoncerter. Han har tidligere besøgt Danmark ved flere lejligheder. Senest på dette års Roskilde Festivals største scene, og her begejstrede han GAFFAs anmelder Jesper Buhl, der gav fem stjerner.


ANNONCE