GAFFA-skribent holder foredrag om Jan Toftlund

Fredag den 6. september udkom bogen "Bagsidesanger" om den danske sanger og sangskriver Jan Toftlund. Toftlund var en markant skikkelse på den danske musikscene i 70'erne og 80'erne, men døde i 1990, kun 40 år gammel, efter mange års misbrug af alkohol, hash og til sidst også hårdere stoffer. Han huskes nok bedst for sangen "Syrenprinsesse", som Kim Larsen fortolkede på sit storsælgende album "Forklædt Som Voksen" fra 1986, og nåede i alt at udgive syv album. Plader indspillet med blandt andre markante musikere som Erik Grip, Ole Fick, Martin Andersen og Lasse og Mathilde, ligesom Anne Linnet medvirkede på flere af hans udgivelser. Desuden skrev han sangtekster til blandt andre Erik Grip og Anne Grethe.

"Bagsidesanger" er skrevet af den mangeårige GAFFA-skribent Espen Strunk, der hermed debuterer som forfatter, og udgives af forlaget Politisk Revy i samarbejde med GAFFA. Espen Strunk holder i den forbindelse foredrag om og spiller musik med Jan Toftlund på Hovedbiblioteket i Aarhus torsdag den 10. oktober klokken 16.30. Der er gratis adgang.

Vi har fået en snak med Espen Strunk om bogen, der blandt andet indeholder interviews med en række af Toftlunds nære pårørende og musikerkolleger og bringer en stribe ikke tidligere offentliggjorte privatfotos.

Hvorfor har du valgt at skrive en biografi om Jan Toftlund?

– Det er der flere gode grunde til  – af både politisk, poetisk og personlig karakter. Mange af Toftlunds tekster er desværre påfaldende relevante i dag, og det er de blandt andet, fordi de er så udogmatiske i modsætning til næsten al anden politisk musik fra hans samtid. På det poetiske plan formåede Toftlund af kombinere den hårde socialrealisme, samfundskritik og satire med nogle meget inderlige, følsomme poetiske tekster med et meget righoldigt, poetisk billedsprog, som løfter ham op til noget andet og mere end bare den samfundsrevsende sangskriver, som han er blevet kendt som. Der er nogle klare litterære kvaliteter i hans tekster, simpelthen, vil jeg mene som uddannet litteraturhistoriker.

– Og på det personlige plan tror jeg ikke, man kan skrive en bog som denne her uden at have en eller anden identifikation med hovedpersonen. Og så vil jeg også gerne udbrede kendskabet til Toftlund, for jeg synes, han i den grad fortjener det. Jeg synes, han er en af vore største sangskrivere, simpelthen, og det matches jo ikke helt af den opmærksomhed, han har fået. Der er kun tre af hans i alt syv studieplader, der er udgivet på cd, og det synes jeg ganske enkelt fuldstændig skandaløst.

Har du nogen idé om, hvorfor han er gået mere eller mindre i glemmebogen?

– Det kan skyldes lavpraktiske forhold, som at der ikke har været et pladeselskab, der har haft en økonomisk interesse i at holde historien i live. I en periode udkom Toftlund på Exlibris, Gyldendals pladeselskab, så udgav han et enkelt album i 1983 på CBS, som var giganten dengang. Det solgte ikke ret meget, ifølge Toftlund fordi CBS ikke markedsførte det ordentligt, og så udgav han et i 1987 på et lille, for længst hedengangent aalborgensisk pladeselskab ved navn Pusher Records. Så rent formelt har der ikke været nogen til at holde mytologien i live.

Først og fremmest tekstforfatter

Hvordan vil du rubricere Toftlunds musik? Er det folkemusik, visesang, rock, pop eller hvad?

– Først og fremmest betragtede Toftlund sig som tekstforfatter snarere end som musiker, selvom han også akkompagnerede sig selv på guitar, men han var aldrig nogen stor guitarist. Hvis man lytter til hans allerførste plade, "Bagsidesange" fra 1973, vil man klart kalde det folkemusik, men de bliver gradvist mere rocket på de følgende plader, hvor han får selskab af de musikere, der først kaldte sig Baronets, siden Dårskabens Hus: Ole Fick, Lasse Helner mere flere. Men der er meget folkemusik i det, meget visetradition i det.

– Den nyligt afdøde anmelder Torben Bille har skrevet, at "som sanger havde Toftlund samme ømme vildskab som Cornelis Vreeswijk – den svenske visesanger – og samme folkelige pondus som John Mogensen, men hans hudflettende samfundskritik gik et spadestik dybere end det bodegajoviale, og samtidig rummede han ublufærdig inderlighed." På sin sidste plade fra 1987, "Letsind", tilstræbte han bevidst et efter eget udsagn mere poppet udtryk for at komme ud til et bredere publikum. Selvom man nok ikke ville kalde det pop i dag.

Hvis man som begynder får lyst til at dykke ned i hans musikalske univers, hvor vil du så anbefale at starte?

– Ja, det er jo noget af en udfordring i og med, at kun tre af hans album er udgivet på cd, i et bokssæt i 2000, hvor hans første, tredje og fjerde album er på (musikken herfra findes også på iTunes og flere streamingtjenester, red.). Hans første plade lyder også gammel i dag, selvom teksterne er aktuelle, så en nutidig lytter ville måske have mere gavn af "Letsind" fra 1987. Eller "Vendepunkt – Introduktion til Mefiat" fra 1979, som man godt kan argumentere for er et hovedværk. Jeg opdagede ham selv for alvor, da jeg som 20-årig byttede min The Who: "Live at Leeds" væk for hans andet album "Fra En Anden Mands Verden". Her blev jeg klar over, at dette var en historie, jeg skulle fortælle på tidspunkt. Det var kombinationen af de utroligt stærke tekster og en meget intens fremførelse af dem, der tændte mig.

Har du opdaget nye sider af Toftlund i forbindelse med dit arbejde med bogen?

– Det er klart, at jeg har fået et mere nuanceret billede af Toftlund. I den del af offentligheden, der kender ham, er han meget kendt for drukken og vildskaben, som er blevet en stor del af hans eftermæle, men han er meget mere end det. Men der er jo ingen mennesker, der er endimensionelle, så det var egentlig ikke nogen overraskelse.

Ikke tragisk

Han døde 40 år gammel efter mange års misbrug. Var han en tragisk skikkelse?

– Det er klart, at den tragisk-romantiske udlægning er meget nærliggende, men den er selvfølgelig ikke helt rimelig. Jeg vil ikke forfalde til let lommepsykologi, men der er klart nogle ting i hans barndom, som har været med til at forme ham. Og han levede i et miljø og en tid, hvor det var comme il faut at drikke en masse bajere og ryge nogle fede og måske også nogle andre ting. Jeg synes ikke, der er noget entydigt svar. Han har efterladt nogle plader, der virkelig brænder igennem, og han har sat et aftryk. Det er jo ikke tragisk.

Tror du, der var en sammenhæng mellem hans misbrug og hans sangskrivning? Hentede han inspiration i sprutten og hashen?

– Noget, der var afgørende for ham som sangskriver var de relativt få år, han arbejdede på Kofoeds Skole på Christianshavn, et sted for subsistensløse. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på ham at arbejde med disse mennesker. Jeg tror da godt, man kan få noget med sig hjem efter at have været langt ude på et overdrev, og han havde næppe skrevet de samme sange, hvis han havde levet en stilfærdig funktionærstilling. Men man skal også passe på med at romantisere det, det er lidt for klichéagtigt. Jeg tror, hans måde at leve på primært havde personlige, psykologiske årsager.

Socialdemokratiets svigt

Kan du se nogle arvtagere til hans tekstlige og musikalske univers på dagens danske rockscene?

– Den dansksprogede singer-songwriter-scene har jo oplevet en opblomstring hos eksempelvis Peter Sommer, uden at jeg ved, om han har hørt Toftlund. Og man ser også en vis tilbagevenden til den samfundskommenterende sangskrivning, som man ser hos eksempelvis Folkeklubben, der jo har stor succes og snildt kan ses i forlængelse af Toftlund.

Hvis Toftlund levede i dag, hvordan tror du så, han ville se på den aktuelle politiske scene?

– Det har jeg også spurgt mig selv om mange gange. En af hans store sager var, hvordan Socialdemokratiet havde svigtet deres udgangspunkt og var blevet til kapitalens store alibi, som han formulerede det et sted. Det kan lyde en smule dogmatisk med 2013-ører, men man kan ikke komme uden om, at det er ganske aktuelt, med socialdemokratiets nuværende højredrejning.

Men han var jo ikke selv ude på barrikaderne. Var det nok, i din optik, at han holdt sig til at skrive sange og optræde?

–Ja, Toftlund var poet først og fremmest. DKP og flere andre forsøgte at hverve ham uden held. Han var en usædvanlig kompromisløs kunstner, og i det øjeblik, man går på barrikaderne eller ind i en partipolitisk sag, går man i en eller anden grad på kompromis, og det var han ikke villig til. Og det synes jeg tjener ham til ære.

Der udkom en anden bog om Jan Toftlund i februar, "Flagermussang og sjælemedicin" af Claus Lex og kommunikations- og designvirksomheden Ehrhorn Hummerston. Er Danmark stort nok til to bøger om Toftlund?

– Ja, vi blev opmærksomme på hinandens eksistens sidste efterår og gik nærmest i hælene på hinanden. Vi kom i dialog og fandt heldigvis ud af, at det er to væsensforskellige bøger. Den anden bog er en coffee table-bog, en stor billedbog med optryk af hans tekster i originaltryk, hvor min bog er en biografi med et kulturhistorisk perspektiv. Så mit svar på spørgsmålet er selvfølgelig ja.

– Den nyligt afdøde anmelder Torben Bille fremførte det synspunkt, at der var noget lidt ironisk i, at en såkaldt kommunikations- og designvirksomhed laver en coffee table-bog om netop Jan Toftlund, og en anden kritiker sagde, at det var upraktisk, at den var så kæmpestor, at man ikke kunne tage den med i seng eller på toilettet, og det kan man i hvert fald med denne min. Og med min bog får man meget mere at vide om Toftlund og hans tid, hvor den anden bog mere er et flot vidnesbyrd om det værk, han efterlod.

Dette er din første bog. Har du flere bogprojekter i ærmet?

– Det har jeg, ja. Men det er ikke noget, jeg vil røbe noget om på nuværende tidspunkt.

Køb bogen via GAFFA Shop 

Hør Toftlunds "Kræft" fra hans tredje album "Velkommen" (1975) - i duet med med Anne Linnet: