Nyhed

Ny dansk festival annoncerer topnavne

Den nye danske festival Vanguard Music Festival lægger hårdt ud på programsiden

Endnu en ny festival ser dagens lys i landet og starter op for første gang i Søndermarken, Københaven den 2.-3. august. Og den lægger hårdt ud med en række internationale og danske topnavne på plakaten.

Festivalen, der får navnet Vanguard Music Festival, kan først annoncere en debutoptræden på dansk grund i form af Sixto Rodriguez, hovedpersonen fra den Oscar-vindende dokumentarfilm "Searching For Sugar Man". Han spiller én af sine kun fire Europakoncerter.

Dernæst præsenteres hiphop-kollektivet Wu-Tang Clan (billedet), der optræder i forbindelse med deres 20-års jubilæum. Det samme gør hiphoppens grand old men De La Soul. Dernæst følger José Gonzalez' albumaktuelle gruppe Junip, samt mc'en Pharoahe Monch fra New York. Fra Sverige finder vi Håkan Hellström, der er anmelderrost for både albums og live-optrædener.   


På landssiden har festivalen fanget de danske hiphop-darlings Malk De Koijn, der spiller gruppens eneste koncert i 2013, ligesom også Tue Tracks nye bandprojekt, Ponyblod, er booket. Sidst annonceres Marvellous Mosell, der er kendt for at blande dansksproget rap med disko-samples fra 70'erne og 80'erne. 

Idéen til Vanguard bygger på inspiration fra den finske Pori Jazz Festival. Festivalen har gennem mange år trukket publikum til parkkoncerter, hvor finnerne kunne medbringe picnickurven og nyde sol, musik, skyggefulde pletter, mad, drikke og godt selskab i dag og tidlige aftentimer.

Gennem et år har Malmös største og ældste venue, Kulturbolaget, samarbejdet med danske Soulkitchen om at skabe denne nye musikbegivenhed midt i København.


Festivalen vil løbende præsentere flere navne, men indtil da kan billetter købes fra den 22. maj via billetlugen.dk

ANNONCE