Den danske hiphop-gruppe gæster i weekenden Christiania – ganske gratis
På lørdag den 22. juni åbner Christiania dørene op for en stor hiphop-event, hvor blandt andre Suspekt skal optræde i det såkaldte Green Light District.
Green Light District, også kendt under navne som Pusher Street eller Gaden, fejrer denne lørdag sig selv og sin nu to år gamle aftale med staten, hvor Christiania fik afsluttet nogle af de stridspunkter, der havde været mellem de to. Green Light Districts talsmand Adam Seitzmayer udtaler følgende om de sidste par år med Christiania: "Støtten til Christiania vokser massivt fra den brede befolkning, kan vi se, høre og mærke. Derfor har vi valgt at give en helt unik ting tilbage, taget et helt unikt sted i brug og gjort noget anderledes for at sige tak for støtten - og vise andre, at Staden er meget mere, end hvad stadig mange umiddelbart tror, det er". Nu siger Christiana tak for støtten med denne hiphop-event.
På årets længste dag vil Gaden blive omdannet til en festplads med nybyggede scener og lys, og festområdet vil ligeledes brede sig til Fredens Eng og Ridebanen, der er placeret foran Den Grå Hal. Med andre ord bliver der lagt an til en kæmpe fest i Christianias navn.
Det er langtfra første gang, at Suspekt skal besøge Staden, når de på lørdag entrerer festlighederne: "Dengang var det bare fedt at få et job – og så der! Vi var jo selv kommet der til hiphop jams siden omkring 1996, og havde set Malk de Koijn og Den Gale Pose. Og så selv at stå … Vildt," beretter Suspekt-medlemmet Emil Simonsen, også kendt under kunstnernavnet Orgi-E, om sin tidlige tid på Christiania.
Men lørdag er det alligevel 13 år siden, at bandet har optrådt der sidst: "Vi er jo kommet der meget privat og kender mange derude. I vores konforme samfund er der virkelig brug for sådan et selvkørende åndehul, hvor folk, der ikke passer ind andre steder, kan komme og tænke ud af boksen. Vi har gennemgået en masse, både rent lydmæssigt, men vi er jo også blevet ældre og har spillet over 1.000 koncerter siden dengang. Nu er tiden kommet til det helt store bang - det skulle virkelig være 'the shit', og det var arrangørerne med på. Numrene er selvfølgelig de samme, men det bliver fedt at få lov til at bruge Christiania kreativt og fyre den af i nogle helt andre rammer," siger Orgi-E.
Suspekts store gennembrud kom med albummet "Ingen Slukker The Stars", hvor gruppen blandt andet storhittede med nummeret "Kinky Fætter", og i efteråret 2007 kom opfølgeren "Prima Nocte", hvor numre som "Sut Den Op Fra Slap" og "Proletar (Hvor Jeg Står)" længe dominerede mange unge danskeres hjem.
I 2011 udkom gruppens seneste album "Elektra", der fik fem ud af seks stjerner af GAFFA: "Denne plade er fuld af tekstguldkorn, og ved at vælge et ville jeg fravælge et andet, så det lader jeg være med. I stedet vil jeg applaudere, at det næsten er lykkedes Suspekt at ramme den perfekte kombination af "blod, sæd og sprit-rap" vs. "personlig, dunkel og nådesløs rap," skriver GAFFAs anmelder Christian Grubert om pladen.
Hiphop-eventen foregår altså på lørdag den 22. juni på Christiania, og inden Suspekts optræden vil det være muligt at høre DJ John Cocks, DJ Er Du Dum og DJ Muchacho. Eventet starter klokken 17, og Suspekt går på klokken 23.