Nyhed

Lucy Love har album og koncert på vej

Sangerinden er snart klar med et nyt album og spiller desuden koncert med nyt set-up

Danske Lucy Love ugiver til september sit tredje album, hvilket hun – ligesom det var tilfældet med forgængerne – gør i selskab med produceren Yo Akim. De to kunstnere har sammen pladeselskabet "Superbillion Records" som de har udgivet sangerindens to foregående plader på. Lucy Loves nye plade bliver fejret med et helt nyt koncert-set-up og en koncert i Store Vega den 19. oktober.

Lucy Love og Yo Akim har blandt andet været på turné i både Europa, USA og Australien, optrådt på Roskilde, modtaget en P3 Guld-prisen og modtaget priser til Danish DeeJay Awards. Desuden har de udgivet grime-sangerinden Linkobans ep og album.

Sangerindens sidste album "Kilo", der snart har tre år på bagen, blev anmeldt af GAFFAs Sohail Hassan, der blandt andet skrev følgende om albummet: "Udtrykket har en klar og sammenhængende stil. Musikken lægger op til, at Lucy Love må være et meget stærkt livenavn, med de mange up-tempo-numre, dansevenlige pumpende beats og nemme syng-med-tekster". Og sangerinden er da også kendt for at levere nogle gedigne live-optrædener. Sidst Lucy Love optrådte i Store Vega var det for fulde huse, og med et stort sceneshow, så mon ikke, der burde være lagt i ovnen til en ligeså energisk aften, når sangerinden igen lægger vejen forbi Vegas store sal.


Koncerten med Lucy Love foregår lørdag den 19. oktober klokken 20 i Store Vega, og billetter kan købes via billetnet.dk samt på posthuse.

ANNONCE