Nyhed

Douglas J. McCarthy – Fra biblioteket til Parken

Sangeren fra Nitzer Ebb kan opleves tre gange i København 12. og 13. juni, både som solist, opvarmning for Depeche Mode og som dj

Torsdag den 13. juni står Depeche Mode på scenen i Parken med Douglas J. McCarthy fra den britiske synthgruppe Nitzer Ebb som opvarmning. Dagen før, altså 12. juni klokken 19.30 kan McCarthy opleves på Københavns Hovedbibliotek til "synth talk" og koncert, og efter koncerten i Parken giver McCarthy et dj-sæt på High Voltage i Boltens Gård i København. Vi har fanget ham for at høre lidt om, hvad vi kan forvente.

Ras Bolding: Du optræder i København to aftener i træk, d. 12. juni på Københavns Hovedbibliotek og d. 13. juni i Parken, som opvarmning for Depeche Mode. Hvad kan du fortælle om disse koncerter, hvad kan vi forvente?

Douglas J. McCarthy: – Lige netop, og jeg ser meget frem til begge koncerter. Jeg synger til begge koncerter, mens CyrusRex står for musikken i form af sequencere og live-støj-manipulation gennem en, lille men effektiv samling modular-synths. Der vil også være specielt designede videoer til hvert eneste nummer. Den største forskel på de to koncerter er, at jeg kun har tredive minutter som opvarmning for Depeche Mode d. 13. juni, så der er langt færre numre på programmet, og kun materiale fra mit nye album, "Kill Your Friends", mens der er mere tid d. 12. juni, hvor vi også inkluderer nogle Nitzer Ebb-klassikere.

Ras Bolding: Normalt, i Nitzer Ebb-sammenhæng, optræder du med Bon Harris ved din side. Hvilken slags line-up er planlagt denne gang, hvordan opføres musikken?

Douglas J. McCarthy: – Det minder mere om den måde jeg optræder på sammen med Terence Fixmer, som Fixmer/McCarthy. Et meget minimalt scene-setup, hvor jeg er fremme og synger. Backing tracks afvikles fra laptop, mens ekstra toner og effekter kommer "live" fra modularsystemet, der er synkroniseret.

Ras Bolding: Inden koncerten på Hovedbiblioteket tager du del i en såkaldt Synth Talk – hvilke synthesizere er blandt dine favoritter og hvorfor?


Douglas J. McCarthy: – Min første synth var en Roland SH101, og den lyder stadig fantastisk. Jeg holder stadig meget af de lyde, vi arbejdede med på de tidlige Nitzer Ebb-album, så jeg sætter stor pris på Korg MS20 og Oberheim Xpander.

Ras Bolding: Du færdiggjorde dit første soloalbum nogensinde sidste år, "Kill Your Friends". Hvad er tankerne bag albummet, og hvilke venner planlægger du at tage livet af?

Douglas J. McCarthy: – Jeg er rigtig glad for, og stolt af, at have udgivet et soloalbum. Jeg synes at jeg selv, Cyrus og min producer, Mark Bell, kom ret tæt på min oprindelige vision, da jeg begyndte at arbejde med sangene for et par år siden. Det har helt sikkert givet mig selvtillid i retning af også at fortsætte med solomateriale. Der er dog indtil videre ingen planer om at tage livet af nogen.

Ras Bolding: Var det en meget anderledes proces at lave soloalbum sammenlignet med, hvad du ellers har lavet tidligere?

Douglas J. McCarthy: – Ja, faktisk. I forbindelse med seneste Nitzer Ebb-album skrev jeg mest tekster og melodier til Bons musik. På "Kill Your Friends" har jeg lavet musikken selv på næsten hvert eneste nummer, og også vokalerne, så der er naturligvis en del mere ansvar. Mark var fantastisk at samarbejde med, og han støttede mig meget, men det var lidt skræmmende, at alting i sidste ende var op til mig. Når det så er sagt, så gav det mig også en masse.

Ras Bolding: Du har varmet op for Depeche Mode med Nitzer Ebb tilbage i firserne og så nogle gange siden. Der synes at være tætte bånd mellem de to bands. Hvordan vil du beskrive jeres forhold?


Douglas J. McCarthy: – Ja, det er et utroligt venskab, og nogle af min karrieres højdepunkter har været sammen med de fyre. Jeg tror, det stærkeste bånd mellem os er humoren. Vi kommer alle fra same slags baggrund, og jeg er ikke så meget yngre end de, så vi har en god fælles forståelse for, hvad vi synes er morsomt. Depeche Mode er nogle utrolig sjove fyre, og der er altid masser af gode grin på deres turnéer.

Efter koncerten i Parken 13. juni giver Douglas McCarthy klokken 01-03 et dj-sæt på High Voltage i Boltens Gård i København. Arrangøren fortæller, at Depeche Mode også er inviteret, og at der er en vis chance for, at de dukker op. Der er et begrænset antal billetter til begge events (altså på Hovedbiblioteket og på High Voltage), og køber man billet i forsalg, kommer man ind uden om køen. Læs mere her.

ANNONCE