Nyhed

Bremen Teater får nyt fortæppe efter "lærred-gate"

Oven på sidste års kaotiske GAFFA-Pris-show får det københavnske spillested et nyt fortæppe

Normalt er historier om, at spillesteder får nye fortæpper lige en tand for perifere til at få omtale på GAFFA.dk, men når det handler om københavnske Bremen Teater, gør vi en undtagelse. Spillestedet og teatret får nemlig et nyt fortæppe leveret af firmaet HallSkou som en indirekte følge af den famøse "lærred-gate", hvor Bremen Teaters rullelærred satte sig fast midt under GAFFA-Prisen-showet, som blev transmitteret direkte på TV2 Zulu i december sidste år.

Affæren tvang værterne Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann til at improvisere i 15 minutter, inden lærredet med Bremen Teater-direktionens tilladelse blev klippet ned, ligeledes for åben skærm. Episoden gav voldsom genlyd i medierne og blev blandt andet omtalt i TV2-Nyhederne, DR1 Aftenshowet og i flere aviser.

Det nye scenetæppe bliver leveret af firmaet HallSkou, et nystartet firma inden for sceneteknik og scenetekstiler, og Søren Hall, partner i HallSkou fortæller til GAFFA:


– Umiddelbart efter GAFFA-Prisen-showet sendte vi en mail til Bremen Teater med ordene: "Jeg var ked af at se jeres problem med rulle-lærredet i går. Hvis I har behov for at få et nyt lærred eller en vurdering af, hvor meget af det gamle, der kan reddes, står vi klar til jeres rådighed." Direktør Jesper Majdall tog os på ordet, og løsningen blev, at vi lavede det gamle lærred om til to faste rammer på hver side af sceneåbningen. De blev brugt første gang i forbindelse med Steppeulvens prisoverrækkelse i januar. Nu synes Bremen Teater så, at det er blevet tid til at skifte deres 30 år gamle fortæppe, for det var fuldstændig mørnet og stammede fra dengang, Simon Spies ejede stedet, og det har de så bedt os om. Så det har vi gjort."

Adskiller det nye fortæppe sig fra det gamle, ud over at det er nyt?

– Ja, det nye er i rødt velour, mens det gamle var i grønt velour. Et fortæppe er jo på mange måder salens sjæl, og nu er salen mere teateragtig, hvor det før var som en biograf, og det er jo også en gammel biograf.

Hvad koster sådan et fortæppe?


– 30.000 kroner plus moms.

Og hvornår står det klar?

– Det er klar til, når den nye sæson på Bremen Teater begynder, i slutningen af august.


Søren Hall fortæller videre, at HallSkou blandt andet har lavet Burhan G's nye sølvbagtæppe, scenetekstiler til Tivoli Friheden i Aarhus (billedet) og orkesterplatforme til Musicalen Hair på Østre Gasværk Teater, ligesom firmaet blandt andet har arbejdet for Musikkens Hus i Aalborg, Turbinen i Randers, Holstebro Musikteater og mange flere.

Bremen-direktør Jesper Majdall fortæller til GAFFA: – Vi syntes, det var friskt, at Søren Hall selv tog kontakt til os lige efter GAFFA-Prisen, og da vi bagefter fandt ud af, at vi også trængte til at få skiftet fortæppet, hørte vi, om de kunne give os et godt tilbud, og det kunne de. Der ligger i øvrigt stadig stykker af det gamle rullelærred et eller andet sted på Bremen, så hvis man vil have en souvenir, er man velkommen til at kigge forbi med en saks, når vi åbner igen i slutningen af august.

 


ANNONCE