Til maj udsender mesterfotografen en fotobog med sine bedste skud af Waits
Den hollandske fotograf Anton Corbijn har i mere end tre årtier arbejdet tæt sammen med Tom Waits, og 8. maj udgiver de to så en eksklusiv coffee table-fotobog med 200 fotos af Waits taget gennem alle årene sammen med 50 sider med Waits' egne billeder, skriver Paste Magazine. Bogen indeholder et forord skrevet af filminstruktøren Jim Jarmusch, der har brugt Waits i flere af sine film, blandt andet "Down By Law". Fotobogen udkommer i et begrænset oplag på 6600 eksemplarer.
"Det er sjældent at tage billeder af nogen i mere end 30 år," udtaler Anton Corbijn og fortsætter: "Vores samarbejde udviklede sig totalt organisk, og det er en skønhed i sig selv. Vi er meget seriøse med vores egne arbejder, men når det gælder samarbejder, er vi som børn, der ikke vil modnes. Det er et befriende og meget nødvendigt lovligt narkotikum."
Tom Waits debuterede i 1973 med albummet "Closing Time" og har i alt udgivet 16 studiealbum, senest "Bad As Me" fra 2011.
Anton Corbijn har taget billeder siden slutningen af 1970'erne og har blandt andet arbejdet tæt sammen med Depeche Mode og U2 igennem årtier. Han har desuden instrueret en lang række musikvideoer og debuterede i 2007 som spillefilmsinstruktør med den roste "Control" baseret på Joy Division-sangeren Ian Curtis' korte liv.