Komponist Johnny Stage fortæller om forberedelserne til teaterkoncerten med Claus Hempler i hovedrollen
Se flere billeder fra forberedelserne i GAFFAs gallerisektion.
Fredag den 11. og lørdag den 12. januar spiller teaterkoncerten "The Raven" på Københavns Musikteater. Teaterkoncerten har Claus Hempler, Anne Vester Høyer og Julia Schmidt i hovedrollerne og byder på nyskrevne sange med forlæg i digte af den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe (1809-1849). Begge spilledage er i øvrigt udsolgt.
GAFFA har fået komponisten og musikeren Johnny Stage til at skrive dagbog om forberedelserne til teaterkoncerten. Prøverne og dagbogen starter fredag den 4. januar i Københavns Musikteater i Kronprinsensgade 7 i det indre København.
I hovedrollerne: Claus Hempler, Anne Vester Høyer og Julia Schmidt.
Musikere: Johnny Stage, Ida Bach Jensen og Henriette Groth.
Instruktør: Anders Lundorf. Musikalsk instruktør: Allan Klie.
GAFFA-dagbog og fotos: Johnny Stage.
Søvnløs med elektro-tavlen:
Mandag d.7.1. Møder ind lidt i 10 efter kun fem timers søvn, har hverken turet den i byen i weekenden eller været i detentionen. En god kollega viste mig for noget tid siden en "app" til iPad som kunne afløse alle de notater og papirer med akkorder man i et sådant forløb får griflet ned. Det kan være et helvede at holde styr på og bøvlet at "backe op". Jeg er i forvejen vild med teknik der kan lette ens arbejdsgang, og sandelig om dette vidunder af et program ikke gør jobbet til punkt og prikke. Dog med de sædvanlige startvanskeligheder får jeg fodret iPad'en med alle info om hvad der skal spilles, tekster og diverse cues.
Ved 20-tiden søndag aften tikker to længe ventede sidste numre ind fra Claus Hempler, som manglede at levere sin del. Vi (bandet) har endnu hverken hørt eller øvet hans materiale før nu, så der skal lige arrangeres og prøves af mandag hvor stjernen selv kommer. De to demoer lyder fantastisk og prøver at grifle ned hvad hulan manden mon spiller. Singer/songwriters bruger typisk alle mulige tarvelige tricks med at stemme guitaren om, ned og sætte alverdens tandbøjler på gribebrættet så det nærmest kan være umuligt at gennemskue akkorder og fingersætning. Så jeg noterer så basisk det nu er muligt og medbringer min elektriske autoharpe som plaster på det sår jeg i fredags gav Allan (musikalsk instruktør) for ikke at bruge min Vox Mandoguitar som han er så vild med.
Døden i det gamle nødhospital:
Vi starter med at gennemgå manus, hele holdet. Der er kommet yderligere et par nye ansigter til på produktionen og vores produktionsleder og mor Gur fortæller endnu engang hvor kaffen står og at der er i lange baner. Der er stadig mange ting som skal rettes til og prøves af, og overblik er Gud.
Dernæst gennemlæser Claus (Hempler) og Anne (Vester Høyer) en af de længste scener i manus. Det bliver pludselig mere virkeligt at høre det på denne måde og det er en fryd at høre Poes sitrende rytme i ordene som fylder det gamle nødhospital med død og uhygge. Instruktør Anders Lundorph er fuldstændig ved roret her og forklarer temmelig grundigt undervejs, præcis hvad teksten siger og hvilke billeder han gerne vil have frem. Det er tydeligt han har benhårdt fat i materialet der bestemt ikke er knækprosa.
11 takters blues med Per Arnoldi-jam:
Efter en lang gennemlæsning får vi allernådigst lige lov til at gå ned og svine os til i 7-11 med noget hvidt brød og dårligt svinekød. Henriette (piano) og Ida (bas) vil også købe cigarer, men beslutter sig for at vente til premieren. Da vi kommer tilbage har Henriette i weekenden skrevet lidt ekstra nyt som vi lige skal øve. Hun er et gudsbenådet talent og burde få ekstra hyre for alle de lange betegnelser for akkorder hun nu disker op med. Tak for kaffe, mere end hele alfabetet og talrækken har de lært det stakkels pigebarn ude på "rytmekons". Jeg supplerer med min tidligere handelsuddannelse og får det til det lidt skæve tal 11 takter, og ikke 12 som i en blues, hvis det ellers er det hun havde tænkt?
Efter et par minutters atomfysik, Excel og tung videnskabsteori viser det sig at der faktisk ER 12 takter, den sidste er bare sådan noget Per Arnoldi-jam, hvor vi laver kunst-fup. Facit bliver, at jeg stille og roligt bliver på samme tone hele vejen igennem, så er der ingen ballade på kongeside mens damerne jazzer løs.
