Nyhed

Black Sabbath offentliggør albumtitel og udgivelses-tidspunkt

Veterangruppen har offentliggjort nye detaljer om deres comebackalbum

Black Sabbath alias Ozzy Osbourne (sang), Tony Iommi (guitar) og Geezer Butler (bas) har netop – her den 13. januar, på en sabbat-dag – offentliggjort nye detaljer om deres længe ventede comebackalbum. Albummet får titlen "13" og udkommer til juni, og gruppen har hyret Rage Against The Machines trommeslager Brad Wilk som erstatning for trommeslager Bill Ward, der har trukket sig ud af gruppen grundet kontraktmæssige uoverensstemmelser. Albummet bliver produceret af Rick Rubin (Slayer, Rage Against The Machine, Johnny Cash og mange flere), er primært indspillet i Los Angeles og udkommer på gruppens pladeselskab Vertigo, der også udgav deres første plader.

Albummet bliver gruppen 19., deres niende med Ozzy Osbourne som sanger og deres første med Ozzy siden "Never Say Die!" fra 1978. Gruppen annoncerede sidste år en turné til blandt andet Jelling Musikfestival, en turné, som dog blev aflyst og erstattet af få udvalgte koncerter, efter at Tony Iommi blev diagnosticeret med lymfekræft.

Bandet har offentliggjort en række koncerter i New Zealand, Australien og Japan i april og maj og lover at proklamere flere koncerter i de kommende måneder. 


Black Sabbath blev dannet i Birmingham i 1968 under navnet Earth, skiftede navn til Black Sabbath i 1969, albumdebuterede i 1970 og er bredt anerkendt som stilskabere inden for den tunge rock. De har til dato solgt mere end 70 millioner album og er kendt for sange som "Paranoid" og "Iron Man".

ANNONCE