Sidste års hyldestkoncert i Vega bliver nu udsendt i tre forskellige formater
Sidste år holdt Tim Christensen en hyldestkoncert i Store Vega til ære for Paul McCartney på sangskriverlegendens 70 års fødselsdag den 18. juni 2012. Med assistance fra de to særligt indbudte amerikanere, Mike Viola og Tracy Bonham, og med bandet The Damn Crystals i ryggen opførte han hele 1971-albummet "Ram" – McCartneys anden udgivelse efter The Beatles-tiden og i sin tid krediteret Paul og Linda McCartney – og et udvalg af højdepunkter fra det store McCartney-solokatalog til en meget positiv modtagelse.
"Samtlige numre blev spillet med betagende kærlighed til materialet af et band, som trods aftenens bundne opgave leverede med et imponerende overskud og et løssluppent swing, som jeg vil hævde, McCartneys eget band godt kunne lære noget af. Og ja, det mener jeg helt alvorligt," skrev Steffen Jungersen dagen efter i en fem-stjernet anmeldelse i B.T.
Den mangeårige anmelder Torben Bille var på samme linje på sin blog, Midt I En Beattid: "Kan en kopi være bedre end originalen? Det spørgsmål trængte sig på, mens bandet con amore-arbejdede sig igennem 'Ram'. Ved vejs ende må svaret være ja," skrev han.
Koncerten blev både optaget og filmet, og i dag – på 50 års dagen for indspilningen af hovedparten af The Beatles' debutalbum "Please Please Me" – bliver det muligt at genopleve den særlige aften eller se og høre, hvad man gik glip af. Koncerten udkommer nemlig under titlen "Pure McCartney", både som komibneret dvd og vinyl med downloadkoder, som kombineret dvd og cd og rent digitalt.
"Som gammel Paul McCartney-fan var det en kæmpe oplevelse at dykke så langt ned i hans sange og arbejde koncentreret med dem. Det var meget lærerigt, og det var samtidig også sjovt," fortæller Tim Christensen, som også har sendt et eksemplar af "Pure McCartney" til den gamle beatle og nu vender spændt på, om han får en reaktion.
"Jeg havde også inviteret ham til koncerten, men han kunne vist ikke komme. Han svarede i al fald ikke," siger Tim Christensen.
Tim Christensen har dog mødt Paul McCartney ved et par lejligheder, senest efter en koncert på Roundhouse i London for nogle år siden. Første gang skete det mindre officielt, da den 17-årige Tim forcerede hegnet ind til Københavns Lufthavns landingsbaner og fik en autograf af sit forbillede efter dennes koncert i Falkoner Teatret i sommeren 1991. Dengang tabte Tim efter et udsagn mælet og fik ikke sagt tak for de mange sange. Det gør han til gengæld nu på "Pure McCartney".
Paul McCartney modtog i øvrigt i aftes en Grammy for sit seneste album, "Kisses On the Bottom" i kategorien "Best Traditional Pop Vocal Album". Det hans i alt 17. Grammy. Beatles-tiden medregnet.
Mandag den 18. februar klokken 21:30 laver Tim Christensen i øvrigt en one-night-only eksklusiv visning af koncertfilmen i Grand Teatret i København. Efterfølgende visningen vil Tim, The Damn Crystals og producer Frank Birch Pontoppidan gå på scenen og svare på spørgsmål fra salen omkring projektet. Se mere her.
Tracklisten på "Pure McCartney" er som følger:
Too Many People
3 Legs
Ram On
Dear Boy
Uncle Albert/Admiral Halsey
Smile Away
Heart of The Country
Monkberry Moon Delight
Eat At Home
Long Haired Lady
The Back Seat of My Car
Venus and Mars/Rock Show
Coming Up
Live and Let Die
Maybe I'm Amazed
Junk
Band on The Run